Det er Anno længe siden — en tidlig Vinterkvæld;
den gamle Professor er ikke ganske vel.
Der sidder en egen Sløjhed i Hoved og Krop —
selv Kaffen har ikke kunnet kvikke ham op.
Mon Ovnen har røget — der lugter af Røg.
Ude paa Pladsen laver Køterne Støj.
Hvem smækker med den Port — han hader al Larmen.
Trods Posen kan Fødderne ikke holde Varmen.
En Medicus! Hm! Det gør ikke Sagen klar.
Sært, man har naaet den Alder, man har.
Han fik jo nogle Draaber — men nu har han glemt,
han, der er saa pertentlig, hvor det var, de blev gemt.
Der? Nej! Der mon? Nej! Han trækker en Skuffe ud,
hvor han ellers aldrig kommer. — En Fløjte! Herre Gud!
Hans Rejseledsager! Hans Ungdoms gode Ven!
Det kunde være morsomt at prøve den igen.
Han forsøger en Tone, og det er, som han sad
atter derovre i Studenternes Stad
med Aandens Hunger i sig og kortede en Kvæld.
The musical club! Hvor han befandt sig vel.
Vandringsminderne kommer — Floden! Paris! Og Rom! —
Hvor Danmark var lille og dets Digtekunst tom!
Hoho, hvor man snakked om hans Helt, Peder Paars —
ja, dengang var man ung, men nu er man til Aars.
Der var mange, som fandt, at et Lys var blevet tændt,
men han selv havde nær faaet Fingrene brændt.
Ærgerlig lægger han Fløjten, men griber den paany —
og tydeligt ser han den afbrændte By.
Han gaar i de gamle Gader, hen mod sit gamle Hjem —
et efter et dukker Ansigter frem.
Men han er jo død! Og hvem var de to?
Der har vi M. Wegener — han hilser dybt, min Tro. —
Fløjtetonerne standser — Øjnene lukkes til,
men det er ham i Drømme, som end han hører Spil.
Han synes, han staar i en halvskummel Hal —
den ligner en Scene — og dér holdes Bal.
Lutter formummede, hvorhen han saa ser.
Nu kender han en — saa kender han fler.
Den gamle Jeppe svinger sin højthængte Krop,
og Mester Herman løfter sit tunge Skødskind op.
Leander gør Kur til Leonora under Dansen —
fornemt mellem Parrene fransker Hans Frandsen.
Erasmus beviser med selvsikre Blikke,
at dersom man danser, saa danser man ikke.
Og mens Oldfux i Smug sætter Smag paa Husets Bryg,
demonstrerer von Thyboe en vimmelskaftet Ryg.
Jeronimus støtter sig til Stokken, myndig, streng —
Henrik peger Fingre ad det kostelige Slæng —
og skotter imellem til den dragende Plads,
henne i Krogen, hvor Pernille tørrer Glas. —
Dér trillede eet!
Har han faaet et Blund?
Ak ja! Det lider jo mod Livets Aftenstund.
Fløjten paa Gulvet! Aa, var det den, der faldt?
Hin Komedietid var dog morsom alt i alt.
Man kunde maaske endnu, hvis man just havde Lyst —
men der er andre Marker, som ogsaa kræver Høst.
Det er bedst at faa hele sit Regnskab gjort op
og se, hvad man skylder, inden Livet siger Stop.
Men maaske man burde vise, man ikke har glemt,
man egentlig fødtes til Peber og Skæmt.
— Fingrene klør, han griber en Pen
og gaar med Smil om Munden til Skrivebordet hen.
Det er ikke mer en træt gammel Mand, men en anden,
der skæmter med selve hans Hellighed Fanden.