Tinden synger, Snoren smælder
Timer skrider, Dagen hælder,
Svalen søger hjem til Taget,
Længens Skygge gøres lang,
og for Natten sænkes Flaget —
nøgen staar den hvide Stang.
Hejst ved Vaar og Vintertide,
helt i Fryd, paa halv i Kvide,
har det over Danmark vajet,
prøvet mange Tiders Vejr,
hilst af Landet som dets eget,
sejrfødt paa Korstogsfærd.
Juni Maaned! Sommermaaned!
Nordens Hav og Himmel blaaned.
Over Sjællands unge Vange
bissed Ko og vrinsked Hors. —
Fjærnt blev hilst af Bølgens Sange
Dugen med det hvide Kors.
Mange Snækker! Lange Snækker!
Faste Tag af Aarerækker!
Hejst som Kongeskibets Mærke
spiledes den brede Dug,
hilsende sit Land, det stærke,
graat af Hø og grønt af Rug.
Vindomsust i Landingsstunden,
flagrende, men sikkert bunden,
spejled den sit hvide, røde,
i den voveklare Vig,
vinkende sit Folk i Møde
som en løftet Fremtidsflig.
Sejerssang, der Sindet rørte,
Varselsus, som ingen hørte,
sælsomt sig i Luften blanded —
Kvælden kom, og Solen sank.
Skibet vuggede paa Vandet —
nøgen Masten stod — og rank
peged op mod Himlens Røde,
minded om en Dag, der døde —
Vagten gik med Værget draget,
vuggende, i Sømandsgang. —
Længe vare det, før Flaget
sænkes paa den sidste Stang!