Bjærgmandshytten staar paa Bjærget,
Hytten er en gammel Mands.
Ude bruser grønne Graner,
lyser gylden Maaneglans.
Men der staar en særtudskaaret
Lænestol i Stuen her.
Fro er han, der sidder i den —
det er mig, der sidder der,
Og den smaa har Plads paa Skamlen,
støtter Armen mod mit Skød —
Øjne som to blanke Stjerner,
Munden purpurroserød.
Og de klare, blanke Stjærner
ser jeg hele Himlen i,
ser paa Purpurrosen Lilje-
fingren lagt med Skælmeri.
Nej, din Moder ser os ikke,
Rokken gaar sin travle Gang,
og din Fader spiller Cither,
nynnende den gamle Sang.
Og den lille hvisker sagte,
sagte, dæmper hvert et Ord;
hun har alt betroet mig mangen
Hemmelighed — aah saa stor.
„Men vi kan jo, siden Moster
døde, ikke mere gaa
hen til Skyttefest i Goslar —
aah, hvor alt var smukt, vi saa.
Her er derimod saa ensomt
paa den kolde Bjærgetop,
og om Vintren ligger Sneen
næsten over Huset op.
Og jeg er en bange Pige,
og jeg frygter som et Barn
for de Aander, der om Natten
færdes her, de slemme Skarn.“
Brat den kære lille tier,
som blev af sit Ord hun skræmt,
og bag begge sine Hænder
har hun begge Øjne gemt.
Stærkere bruser Granen ude,
Rokken snurrer sit: Sum, sum!
Cithren klinger ind, og Sangen
nynner med sit dybe Brum:
„Frygt kun ej, du kære lille,
for de onde Aanders Magt!
Om dig staar, du kære lille,
Engle Dag og Nat paa Vagt.“