Paa Reisen traf jeg tilfældig
min kæres Familiekreds,
Søster, Far, Mor — og de raabte:
„Hvor morsomt, at vi skulde ses!“
De spurgte, hvordan jeg befandt mig,
og svared i Stedet for mig,
at jeg ligned mig selv aldeles —
kun var jeg blevet saa bleg.
Jeg spurgte til Fastre og Mostre,
til mangen kedelig Fyr,
og spurgte til Hunden, det lille,
yndigt gøende Dyr —
kom ogsaa til at spørge
til mit gamle Sværmeri
og hørte, hun havde gjort Barsel,
og at alt var vel forbi.
Jeg gratulered huldsaligt
og bad dem, endelig ej
glemme at hilse mange
tusinde Gange fra mig.
Imens raabte Søsteren: „Hunden,
der var saa lille og sød,
er blevet stor og tosset
og kastet i Rhinen og død.”
Hun ligner ganske min elskte,
især naar hun ler, den smaa.
Hun har de samme Øjne,
der lod mig grumt forgaa.