Høstvinden rasler med Løvet,
Natten er kold og raa,
Ensom jeg rider i Skoven,
svøbt i min Kappe graa.
Jeg rider, men mine Tanker
er redet videre frem.
De fører mig let og luftigt
hen til min elskedes Hjem.
Det glammer, det flimrer af Kærter.
der kommer en Tjenerflok.
Jeg stormer med klirrende Sporer
ad Vindeltrappen op.
Der er Lys i Tæppegemakket,
der dufter, og Luften er varm.
Der venter den hulde paa mig —
jeg flyver i hendes Arm.
Det suser i Træernes Blade,
og Egen siger: „Hvordan
kan du drømme, dumme Rytter,
saa dumt endnu, som du kan?”