I.
Nu er Linden grøn.
(Sal paa Svejdals Fædreneborg. — Stemoderen — Terner. De spinder og syr.)
EN TERNE (ved Gluggen).
Saa lystig ganger Legen
alt paa den grønne Vold.
Jomfruer træder Lykkedans
og Riddere kaster Bold,
naar Linden er grøn.
Græsset nejer for Silkesko,
og Jomfrukjoler svinge.
Der lyser skinnende Hovedguld
og isaa røde Ringe.
Boldten triller i Luften,
naar Staven til den slaar,
Øjet følger dens Bue,
til Haanden den fanget faar.
Var jeg dog derude,
saa vist som jeg er inde.
Langt hellere vilde jeg Dansen træde
end baade sømme og spinde.
STEMODEREN.
Hør du nu, lille Ellensborg,
skal du der ved Gluggen staa?
TERNEN.
Jeg ser paa ungen Svejdal,
at han skal Boldten slaa.
STEMODEREN.
Ser du paa ungen Svejdal,
at han skal Boldten slaa —
end skal du sømme saa lang en Søm,
det fremmer kun lidt derpaa.
(Ternen gaar hen paa sin Plads. — I det samme suser Svejdals Boldt ind gennem Vinduet.)
STEMODEREN
(for sig selv — hadefuldt).
Nu er han sund som et Barn i Søvn;
kan hændes, kan hændes,
jeg atter ham slaar med sygnende Traa,
for Lykken kan vendes.
Svejdal sad i Bure
og skjulte sig for mine Ord —
det voldte mine ramme Runer,
at Boldten i Stuen for.
Vil han mig ikke føje,
og være til Vilje god,
da skal han herfra drage,
saa kues vel nok hans Mod.
SVEJDAL (træder ind).
Søm I stikker og væver i Lad,
mens alle Dage rinde.
Jeg sendte eder et flyvende Bud,
at grønne er alle Linde.
STEMODEREN.
Er alle Linde grønne,
saa sadle du din Hest,
saa ride du af Gaarde,
alt som du kan bedst.
Bedre det sig sømmer,
kære Sønnen min,
end sidde ved mit brede Bord
og drikke Vin.
(spottende.)
Du kender jo et Rige,
hvor du bær Herskernavn;
hellere det du søge
end ej gøre Trællegavn.
Usselt det Rige maa være,
som ikke sin Konge kan føde;
ussel den Drot maa være,
vil lade sin Trone staa øde.
SVEJDAL
(stirrer som en vaagnende — udbryder smertefuldt.)
Jeg ved en Borg paa Iseland,
staar dækket af høje Linde;
jeg ved en Borg paa Iseland,
en Jomfru sover derinde.
Jeg var mig saa liden en Dreng,
da Drømmen vakte min Traa:
»Sker det snart eller silde,
Konge du bliver derpaa;
der er en Trone, og der er en Grav,
et Fængsel og et Hjem,
men er du den rette Svejdal,
saa frit tør du gaa frem.«
UNGEN SVEJDAL
Jeg red hundred Hingste til Døde,
mens Stedet jeg søgte at finde.
Aldrig saa jeg den høje Borg
og aldrig de høje Linde.
Da blev jeg ræd som Sjæl for Synd,
naar jeg tænkte paa høje Taarne;
da var mig den største Skam
min Drøm, at jeg var den kaarne. —
Red jeg saa hjem til min Faders Hus,
og rød blev igen jeg om Kind —
Boldten fløj over Maalet
I Fruerstuen ind. —
Fred jeg fandt i min Faders Gaard —
men nu er Freden til Ende,
for jeg har faaet en Stemoder haard,
og hun kan mig Huen vende.
Borgen ser jeg nu atter blinke,
jeg mindes det alt saa vel. —
Give det den gode Gud,
jeg havde dig slaaet ihjel!
(gaar).
STEMODEREN (efter ham).
Stem du heller din Styrke
og gør dine Tanker blide,
er der en Jomfru paa Iseland,
did er dog langt at ride.
Du kommer nok hjem i Høstens Tid,
saa ussel som du er van.
drager du end af Gaarde nu
som hel og holden Mand,
naar Linden er grøn
II.
I Nat rider Svenden til Hove.
(Svejdal sidder ved sin Moders Grav. Det er Aften.)
SVEJDAL.
Skal jeg nu træde den vilde Sti,
jeg søger den Grav, min Moder ligger i,
i Nat rider Svenden til Hove.
Skal Iselandsborgen jeg række,
maa først den døde jeg vække:
Moder, det er ungen Svejdal, din Søn,
ud skal han ride, for Linden er grøn.
Ligger den Borg da paa Landet,
ligger den dybt under Vandet?
MODERENS STEMME.
Vil du finde til Iselands Hal,
maa du gaa bort til din Hestestald.
SVEJDAL.
Til Iselands Hal
gik jeg saa tit til min Hestestald.
Jeg skued den røde, skued den graa,
den bedste jeg lagde Guldsadelen paa.
MODEREN.
Du skued den graa,
den bedste du lagde Guldsadelen paa.
Den skal du tage, hvis flyvende Trav
bærer dig baade paa Land og paa Hav.
SVEJDAL.
— Hvis flyvende Trav
bærer mig baade paa Land og paa Hav? —
Aldrig jeg fandt min Fole saa god,
i Mørket den snubled mod Sten og Rod.
MODEREN.
Din Fole saa god
i Mørket snubled mod Sten og Rod,
saa skal du tage det skinnende Sværd,
der lyser imellem de mørkeste Trær.
SVEJDAL.
Det skinnende Sværd,
der lyser imellem de mørkeste Trær?
Jeg tror, at paa Væggen derinde
et saadant er ej at finde.
MODEREN.
Derinde
et saadant er vel at finde,
hvis du kan tyde de Runer graa,
fra Arilds Tid i Æggen staa.
SVEJDAL.
— Runer graa
fra Arilds Tid i Æggen staa?
De ristedes ind, og jeg tyder dem ud —
men hvor gaar der Vej til min hvide Brud?
MODEREN.
Tyd dem ud,
hvor Vejen gaar til din hvide Brud.
Leden er lang, og Gaden er trang,
Porten er lukket med Laas og Stang.
Lige ud gaar Vejen
til Iselandsborgen hjem,
og er du den rette Svejdal,
saa frit tør du gaa frem.
SVEJDAL.
Gaden er trang,
Porten er lukket med Laas og Stang!
og sent vil det fremad bære;
sign mig da, Moder kære.
MODEREN.
Sejr i din Haand, Sejr i din Fod,
Sejr i alle dine Ledemod!
SVEJDAL.
Stærke Runer i Æggen staa,
stærkere Runer jeg hørte paa —
i Nat rider Svenden til Hove.
III.
Mig tvinger den lønlige Tvang.
(Udkant af en Skov. — Efteraar. — Svejdal til Hest.)
SVEJDAL.
Den usselig Bonde fodrer sin Ko,
— driver Dugg, falder Rim —
min Ganger har mist sine fire Guldsko
— mig tvinger den lønlige Tvang.
En ligger skjult i det hvide Sand,
en skylled bort i det stride Vand,
en har den tabt — over Gærdet den sprang,
en har den slidt, for Vejen var lang.
(Han drager Sværdet og ser paa det).
Sværdet har samlet saa mange Skaar
— driver Dugg, falder Rim —
skarpt jeg det sleb i min Faders Gaard,
— mig tvinger den lønlige Tvang.
Sværdet har øvet en uvant Færd,
nu har det fældet de fejreste Trær.
Sværdet har været sig ude ved Nat,
Lys har det tændt i det tætteste Krat.
Jeg rider mod i Morgen,
jeg rider mod Iselandsborgen.
(Ser frem.)
Der render hvide Heste,
der render røde og graa;
det er saa ædel en Ridder,
der sidder derpaa,
Folen fører Herren over Hede.
Han rider med Høg paa højre Hærde,
han rider med Hunde og Drenge.
Nu har de bedet Dyr og Fugl,
er tidige til Senge.
Da Ridderen kommer nærmere, kender Svejdal sin Ven
KNUD AF BORG.
Hør du, ungen Svejdal,
allerkæreste Vennen min,
du ride med mig til Huse
og drikke den klare Vin.
SVEJDAL.
Ikke jeg drikker den klare Vin,
mens Natten driver paa;
jeg følger dig ikke til Huse,
fordi jeg ikke maa.
KNUD.
Min Væg er blød af Ferskendun,
og venlig er min Frue,
og Lyd af modne Æblers Fald
fylder den stille Stue.
Dine Øjne har en blaalig Ring —
hos mig du trygt kan sove,
naar den flygtige Raa har løbet dig træt
i mine store Skove.
SVEJDAL.
Nej, vil min Vej du vide,
saa rider jeg mod i Morgen,
og vil du Maalet vide,
jeg rider mod Iselandsborgen.
KNUD.
Svejdal, Vennen taler til Ven,
spænd Sporen af din Hæl;
vinder du Iselandsborgen,
du taber din unge Sjæl.
SVEJDAL.
Ord tager Ord, og Haand tager Sværd,
bort saa vil jeg ride.
Sporen spænder jeg ikke af Fod,
sætter den i Gangerens Side.
Lige ud gaar Vejen
til Iselandsborgen hjem,
og er jeg den rette Svejdal,
saa frit tør jeg gaa frem.
Vogt dig og vig, ved den volde Gud,
ellers jeg traver dig ned,
lige ud gaar Vejen,
og end skal jeg langt af Led.
KNUD.
Se til dit skaarede Sværd
og Hestens stønnende Bringe,
lidet vil det dig baade,
skal vi med Vaabnene tinge.
(Svejdal rider frem, slaar Knud af Hesten, rider over ham — videre vender sig.)
SVEJDAL (vemodig).
Nu løfter de Knud fra den grønne Jord,
og nogle fanger Gangeren ind.
Blander de Vin paa Borgen,
det bliver med sørgende Sind —
Folen fører Liget over Hede.
Løft nu Ganger din ømme Hov,
Fod for Fod, og Trav for Trav.
Stræk nu, Ganger, de stramme Led,
bær dig selv og bær mig med
over Land, over Vand, over mødende Mand
— driver Dugg, falder Rim —
og nu har jeg vejet min bedste Ven,
— mig tvinger den lønlige Tvang.
IV.
I lytte til favre Ord.
(Sal paa Iselandsborgen. — Dronningen og alle hendes Møer. De spinder og syr.)
GRY.
EN UNG TERNE (ser op fra Arbejdet).
Mit lange Haar jeg kæmmed
den kølige Morgenstund,
jeg vilde saa gerne ride
i Rosenslund
og lytte til favre Ord.
Jeg vilde mig klæde i Sindal grøn
og sidde paa hviden Fole.
Jeg vilde ride i Rosenslund
mit unge Haar at sole.
Skal Porten da aldrig aabnes
og Riddere drage i By?
Hvor længe skal vi vente
til Kvæld fra det aarle Gry.
DRONNINGEN.
Her kommer en Ridder hver eneste Nat,
han kommer i sin Drøm.
Maaske han er her vaagen,
før du faar endt din Søm.
KUREN (træderind).
Der holder herude en laset Fyr,
og brun er Pandens Hvælv,
men stærke Ord han taler,
jeg tror, det er Svejdal selv.
Hesten hinker, Sværdet har Skaar,
Hoven har ingen Sko.
Var det ej for de stærke Ord,
jeg vilde det aldrig tro.
Han sagde:
»Er Porten lukket med Laas og Stang,
saa staar den aaben i Morgen.
Vig af min Vej, for Kongen
er kommen til Iselandsborgen.«
DRONNINGEN (iler hen til Gluggen).
Slaar ud, slaar ud eders favre Haar
og breder Bolstre blaa.
Kongen er kommen,
Kongen skal hvile derpaa.
Fod han stemmer mod Porten
og støder med Sværdets Knap.
Laasen sprænges sønder,
og Fløjen svinger paa Tap.
Hilser ham alle som Hersker,
Kongen er kommen hjem.
Han er den rette Svejdal,
saa frit tør han gaa frem.
(Til Svejdal, der træder ind.)
Træder du over Tærsklen
som tugtig og dannis Svend,
og hilser du mig høvisk,
jeg staar dig op igen.
Kom ind i min Hal — den er ogsaa din —
og sæt dig ved min Side,
nu har du redet saa tit og langt,
nu er det Hviletide.
(til Pigerne).
Flyt jer Fod og træd paa Taa,
én skal Harpen røre. —
(Til Svejdal).
Alt hvad jeg tied de lange Aar,
det hvisker jeg nu i dit Øre,
du lytte til favre Ord.
(Pigerne gaa. Dronningen og Svejdal tale sammen den hele Dag.)
KVÆLD.
(Dronningen og Svejdal.)
DRONNINGEN.
Gud signe den Sorg af Dybsens Nød,
du led for ukendt Mø;
Gud signe dig for din Længsel,
der aldrig kunde dø.
Jeg lytter til favre Ord.
SYEJDAL.
Jeg vidste en Borg paa Iseland,
stod dækket af høje Linde;
jeg vidste en Borg paa Iseland,
og Jomfruen sov derinde.
Jeg red mod Iselandsborgen
ved Morgen- og Aftentide,
jeg red mig bort fra mit eget Blod,
mine Kinder blev murende hvide.
DRONNINGEN (sørgmodig.)
Tilbage! Tilbage!
Graagangeren satte saa dybe Spor
— det falmede og faldt ned —
Graagangeren luded sit Hoved mod Jord
— tungt at træde tilbage. —
Din Ganger var mødig, du selv var mat,
— det falmede og faldt ned —
du var af dit eneste Mod forladt,
— tungt at træde tilbage. —
SVEJDAL.
Det var min første Bøn,
at skulde jeg vinde en Mø,
og fødte hun mig en Søn,
at han maatte i Vuggen dø.
Det var min anden Bøn,
at voksed han stærk og stor,
heller end i Fruerseng
han sove i sorten Jord.
Det var min værste Sorg,
skulde han ligne sin Far,
skulde han hade sin Mor,
som ham paa Armen bar,
Det var dog allerværst,
skulde hans Øjne jeg se
søgende spørge mit
og ej kunne trøstende le,
skulde under hans Haar
den Tanke sig snige til Daad,
der suged mit Ungdomsblod,
og jeg vidste ingen Raad,
skulde han blive som jeg,
skulde der komme en Tid,
da Haanden knap løfted sig selv,
og Kinden var murende hvid.
DRONNINGEN.
Svar var den Sorg af Dybsens Nød,
du led for ukendt Mø.
Gud signe dig for din Længsel,
der aldrig kunde dø.
Jeg lytter til favre Ord.
(Iselandsborgens Svende og Piger træder md, syngende og dansende.)
SVEJDAL
(rejser sig — til de indtrædende.)
Løft Porten af dens rustne Tap,
at Tonen ud kan trænge.
Den bæres paa sin egen Klang
over Mark og grønne Enge.
(Til Pigerne.)
Vandreren lytter paa Alfarvej; —
vender han hid sin Hest,
I brede Dug paa Borde,
alt som I kan bedst.
I bage Brød, I blande Vin,
I bære det paa Hænde,
i Køkken og i Stegers
I tænde Baal af Brænde.
Svenden skal jage i Mark og Skov,
bede Hind og Hare.
I skal stege for Riddersmænd
og Fruernes favre Skare.
Saadan skal det være
baade Vinter og Vaar,
Ridder og Stodder
skal frit gaa ind i min Gaard.
I skænke for den arme Stodder,
I skænke til Randen fuld
Bægrene af det hvide Sølv
og af det røde Guld.
Hver kan komme — han bære saa
Silke eller Vadmelstrøje —
men ænser han ikke Tonens Klang,
sin Vej forbi han bøje. —
(Til Svendene.)
Tag Skødskind paa, I Svende,
og gaa til Smedjen ned;
med Hammer, Tang og Ambolt
I gøre flinkt Besked.
Nogle skal smedde Bægre,
nogle Pande og Gryde,
alle skal smedde paa samme Vis:
uden Plet og Lyde.
Tag Arbejdstrøjen, Svende,
tag Okse og tag Plov,
fure skal I den vilde Hede
og fælde Ved i Skov.
Nogle skal Oksen drive,
nogle skal stable Brænde;
alle skal bruge samme Tid
mange Aar til Ende. —
(Til Pigerne )
Tag Væverstolen, Piger,
og Væven skal I slaa.
Hver skal virke de Klæder,
hvori hun selv skal gaa.
Nogle skal klædes i sortest sort
og nogle i rødest rødt,
nogle skal klædes i stridest stridt
og nogle i blødest blødt.
Tag Traad og Ramme, Piger,
baldyr og syng en Sang.
Traaden slynge I ud og ind
Gang efter Gang.
En skal skrive Blomster smaa,
en Ridderen og hans Hest,
en skal skrive Djævelens Hov —
alle som I kan bedst.
Tag Kurv i Haanden, Piger,
gaa ud i Rosenslund;
der staar Græs og brogede Blomster
paa Skovens Bund.
En skal samle Lægeurter,
en skal samle Sir,
en skal samle Brændenælder —
alle paa alle Stier.
Saa vil jeg gribe den største Lur,
blæse den over jer alle.
Mærk det, Svende og Piger smaa,
naar Luren vil jer kalde.
Vandreren sidder ved breden Bord,
hører jer svare;
en med kvalte Toner,
en med de klareste klare,
en drage med de dybeste dybe,
en hulke de strideste stride,
en lokke med de fjerneste fjerne,
en le med de blideste blide.
Jeg kalder — I kommer til Sang og Dans,
naar endt er Dagens Møje.
Da skal den fremmede Vandringsmand
kvæge sit øre og Øje
og lytte til favre Ord.