Olaf Hansen (1870–1932)

Kan Erik komme i Aften?

Jeg fik hans kære Bud,

men Maanens Lys og Stjærnernes Lys

har Stormen pustet ud.

Jeg ved, at Eriks Arm er stærk,

naar han om mit Liv den slaar,

men kan den drive Baaden frem,

saa haardt som Fjorden gaar?

Aa! vilde han komme med Lok paa Lok

saa drivende vaad og glat,

med hver en Muskel mødig —

og søvnemod og mat.

Saa vilde jeg lægge ham paa min Seng,

paa mine Lagen hvide,

og lukke begge hans Øjne til

og sidde ved Sengens Side,

og vække ham med Morgenkys

ved Ottesangstide.

Sover hun, Jomfru Agnete?

kender ej Kærlighed.

Hun smiler aldrig i Søvne

som den, der det bedste ved.

Drømmer hun, Jomfru Agnete,

hvor hun paa Bolstre bor?

Taler hun i Søvne?

Hvor er det dog milde Ord!

Nu lyder det højtideligt,

som hun til Brud sig svor..

Kommer hun, Jomfru Agnete,

vakt af det vilde Vejr?

Og hvad vil hun vel tænke,

naar jeg sidder vaagen her?

Agnete, Agnete, hvor vil I hen

i Nattens Timer sene

med blottet Hoved og bare Ben

i Silkesærk alene?

Det har jeg lovet ved min Tro,

at jeg vilde møde ved Højelandsbro.

Hvem har du lovet ved din Tro,

at du vilde møde ved Højelandsbro?

Han var her før — jeg har set ham før,

den Nat min Fader døde.

Det var i Sorgens bitre Stund

jeg skulde min elskede møde.

I det fraadende Hav min Fader faldt,

mit Blik i Bølgerne sank,

og Havmanden saa jeg

stige skøn og slank.

Som Skum paa Vand hans Haar var hvidt,

som Bølgefurer hans Pande,

som Havsens Bund var Øjet dybt,

rummed Sorger som Sand ved Strande.

Jeg stirrede ind i hans Øjne to,

da blev de dragende milde,

og han var Havets Konge

og jeg var svag og lille.

Jeg saa igen de Øjne

baade aarle og silde.

Narrer du, Jomfru Agnete,

for end jeg aldrig saa,

saa tidt vi talte sammen,

at dette paa Sinde dig laa?

I Nat det er det samme Vejr,

som da min Fader døde, ø

og nu har jeg ham lovet,

jeg vil i Nat ham møde.

Fabler du, Jomfru Agnete?

Naar var du ene to,

og naar har I ham lovet

at møde ved Højelandsbro?

Han var her før, han var her i Nat,

i Søvnen han for mig stod.

Da kunde jeg snarlig mærke,

min Vilje var ham god.

Han bad mig til sig komme

og blive alle Dage.

O, ja, saamænd, det vil jeg saa,

vil han imod mig tage.

Gaar du, Jomfru Agnete,

fordi du har drømt i Nat?

Aldrig har jeg forhen hørt,

man saadan har Stævne sat.

Hvad jeg svor i Søvne,

det staar jeg vaagen ved,

og den, jeg lover i min Drøm,

han har min Kærlighed.

Du vil fryse og dø, og hvori vil du gaa?

Jeg slet ingenting begriber.

Jeg faar en Kaabe bølgeblaa

med morildlysende Striber.

Til Livet gennem de Bølger graa

hans Arme vil mig bære,

og jeg vil gerne fryse,

naar jeg hos ham maa være.

Jeg vækker din unge Broder,

der altid til dig ler.

Jeg vækker din gamle Moder,

der aldrig græder mer.

Lad min Moder sove,

hun kan vel Søvn behøve.

Min Broder har jeg meget kær,

ham maa du ej bedrøve.

Husfrue, Husfrue, kom,

hvis I Agnete skatter!

Sig, at hun skal vende om!

Jer Datter, jer Datter — — —

Hvad er der, Terne? Min Datter, hvad hun?

Jeg maatte det ikke sige,

men hvad skal jeg gøre — i dette Vejr —

jeg arme, ene Pige?

Agnete er vandret paa nøgen Fod

i Natten ud alene,

stævnet af Havmand til Højelandsbro,

ondt han maa det mene.

Skal jeg kalde paa Folkene, tage af Staldene

Hesten med hurtigst Hov?

Eller vil I selv løbe kaldende?

Sig, at hun ikke faar Lov!

Har hun forladt mig for Elskovskaar,

hjem vil jeg ej hende tvinge,

ti Længslen vil sidde som Od i Saar

og Jomfrubarmen stinge.

I Nat faar jeg ikke sovet.

Terne, gaa i Seng.

Tro, at du har drømt!

Sig intet til min Dreng!

Maa aldrig hun vende tilbage!

Svigte vil da mit Mod.

Højt vil Agnete klage.

Hvordan skal jeg saa raade Bod?

Jeg er Agnete, der venter;

venter da ikke du?

Og hvor er jeg selv vel henne,

er jeg ej i din Sjæl og Hu?

Og hvorfor vilde han kalde

og lade mig ene gaa?

Og hvorfor gik jeg selv herhen,

naar Skam jeg kun skal faa?

Der er vist det i Kærlighed,

jeg ikke kan forstaa.

Hans Øje kan ikke lyve,

dets Traa var dyb og sand.

Saa holder vel noget stærkere

ham borte fra Strand?

Jeg kender slet intet,

der er saa stærkt som han.

Men hvis der kommer nogen

og ser mig sidde her —

»Jeg sidder og venter

paa ham, jeg har kær.«

                                Haa-haa-haa!

Der er varmt i min Seng,

her er krympende koldt,

og mit Hjærte var varmt

og af Kærlighed stolt.

Jeg stod op og gik ud,

for jeg havde ej Ro —

men hvad mit Hjærte siger,

vil jeg aldrig mere tro.

Jeg vil hjem i min Seng

— Aa, Alverden vil le —.

Jeg vil bede min Moder,

at ingen maa mig se.

Jeg vil rede mit Haar

over Ansigtet ned —

jeg vil bede til Gud,

jeg vil bede om Fred.

Og Ternen skal dø,

fordi hun saa mig gaa,

og den, der om mig mumler,

skal Hundepisken flaa.

Nu driver i lange Vover

det maanefarvede Vand.

Hvad er det,

der nærmer sig Land?

Kommer nu langt om længe

han, jeg vented paa,

saa hilser jeg det gladeste Syn,

som mine Øjne saa.

Agnete, Agnete, min levende Sjæl,

mit Hjærtes hede Traa.

Paa Arm jeg vil dig bære,

kan blot min Arm dig naa.

                        Grib mig.

Min Haand for dit Øre — ræk mig din Mund,

saa vil jeg dig føre til Havsens Bund.

Paa Havsens Bund der stander hans Bo,

der ganger Agnete i røde Guldsko.

Kaabe aksler hun bølgeblaa,

Sølverskælshætte tager hun paa,

binder sit Haar med Bøjle af Guld;

dog er Agnete saa sorrigfuld.

Jeg sidder de lange Dage

og venter min Herre hid

og lover, jeg ikke vil klage

for al den tunge Tid.

Jeg lægger mit Hoved paa Bolstre blaa,

men tør ikke Søvnen sove.

Saa mangen Tanke kommer mig paa,

saa mangen tør ikke det vove.

Hvi lod han mig vente ved Højelandsbro?

Hvad kan i hans Hjærte der bo?

Vil han bringe mig Ro? Jeg tør ikke det tro —

Jo!

Jeg sætter min Fod paa de Gænger igen,

og Taarer mig Øjnene blænde.

Den mindste i Vuggen er endnu min Ven,

de andre kan næppe jeg kende.

Hvor er du selv, mens Timerne gaa,

du hvide, du vaade, du sære?

Bringer du mig, hvad jeg ventede paa,

du egne, besynderlig kære.

Jeg bued en Bøjle med listig Haand,

en ny, til et Haar, jeg kender.

Jeg har holdt det saa tit og strøget det blidt

imellem mine varsomme Hænder.

Jeg lægger dit Haar under Bøjlens Magt,

jeg lægger din Kind til min.

Vrager du Gaven, Agnete,

fra Havets Smykkeskrin?

Hvad trænger jeg til det Smykke,

din Haand har dannet og bragt?

Jeg trænger til herlig Lykke,

det har den mig aldrig rakt.

Lykken at vide du helt er min,

du drager saa sære Veje,

Lykken at turde skænke dig fro

min Sjæls allerskæreste Eje.

Fra den Nat, da jeg voved ved Højelandsbro

og spejded med Længsel i Hu,

har jeg ventet, at du skulde komme.

Jeg har dig ikke endnu.

Og aldrig har jeg dig set saa glad,

at du kunde savnløs smile,

og aldrig saa rolig du hos mig sad,

at jeg syntes, din Sjæl fandt Hvile.

Der ligger de Skygger paa Fortids Vej,

— som ikke vil lette og stige.

Der ligger de Sorger paa Fremtids Vej,

som ej jeg tør dig sige.

Men Jordens lille Pige

vil faa i sit Hjærte Ro,

vil du hende alting sige —

og først om Højelandsbro.

Har imod mig du syndet,

forlader vel jeg dig bedst,

og har mod dig selv du syndet,

jeg bliver din mildeste Præst.

Dersom du Præstens

Forladelse forsmaar,

saa skrifte du for Nonnen

med de gyldene Haar,

med de gulbrune Øjne,

fra Klosteret rømt,

fordi hun en Nat

om en Havmand har drømt,

og dog saa lidet kender

den smudsige Synd,

som Duggen paa Biomsterets

Blade fælder Dynd.

Det drev mig hid, det drev mig did,

det drev mig fra min kære,

det drev til sidst mig hen til den,

hvor helst jeg vilde være.

Saa sig mig for al min Kærlighed,

der aldrig sang og lo,

hvorfor jeg er din kære,

saa jeg dig vel kan tro.

Ej for det lange og lyse Haar

og Øjnene gyldenbrune,

men for Smilets Dyb, om Munden staar,

og Sindets Tryllerune.

Stirret jeg har dig i Øjnene ind

og Tankerne gjordes mig blide,

thi der jeg fandt det stride Sind,

der drev for Længseler vide.

Det var min kæreste Tanke,

det var min største Lyst,

du lagde det stolte Hoved

til Ro ved mit kolde Bryst.

O, var jeg som du et Barn af Jord

og næret af sødene Varme,

men Havets Kulde i Bryst mig bor

og i mine klare Arme.

I mine Aarer rinder ej

det signede røde Blod,

der skummer i fulde Strømme

den stride, salte Flod.

Havde jeg nu en liden Dolk,

saa vilde jeg være dig god

og fylde de kolde Aarer

med mit eget Hjærteblod.

Du tog mig dog ikke mere fast,

hvis du var rød og varm

end nu, da Elskov ene

fylder din stærke Arm.

Min lille, viltre Maage

med Haarets bløde Dun,

min vingestærke Havørn,

Smaabølge lind og lun!

Hvor dit Hjærte dog jubler!

Jeg vil det gerne tro —.

Hvi kom du saa sent

til Højelandsbro.

Skulde nu vi mødes

ved Højelandsbro,

hvem vilde da

komme først af os to.

Jeg synes, Bølgerne klinger.

Det er Engellands Klokker, der ringer.

Engellands Klokker! Lille og spæd

Klangen til mig bliver baaret.

Jeg synes, her dufter-af Mark og Sæd

paa de favreste Tider af Aaret.

Der synger vel Fugle endnu, som før

de lange Solskinsdage.

Der staar vel en Himmel saa høj og blaa

alt over de røde Tage.

Og Roser springer blandt Torne ud,

røde Roser og hvide,

og gennem den skælvende Rosenhud

siver der Dufte blide.

Og muntert mejes det gule Korn,

over Markerne flyver der Svaler,

og Koerne ryster de buede Horn,

slaar Fluerne med deres Haler.

Og Yverne spændes ved Solsætstid,

og Mælken skummer i Spande.

Jeg længes mod Drikken saa varm og hvid,

jeg fik i min Moders Lande.

De ryster de mossede Æbletrær,

for sød er Frugten og moden.

Den suser til Jord som en Fuglehær

og lægger sig stille for Foden.

Der findes vel endnu den Tro som før,

de gode kan Lykken vinde.

Der sidder vel sammen bag lukket Dør

fortroligt Mand og Kvinde.

Jeg vidste, den Stund vilde komme,

da Engellands Klokker klang,

og Borgen under Havet

blev Jordens Barn for trang.

Vel kunde du vide, at Klokkerne klang,

men hvordan, at de vilde mig kalde.

Hid jeg kom uden Vold eller Tvang —

tungt vil paa dig det falde.

Jeg hørte engang det lyse Kald

af de Klokker, jeg aldrig saa.

Jeg syntes, at did jeg skulde, i Fald

jeg vilde det bedste naa.

Standse jeg maatte ved Havets Bred,

Klokkerne kaldte til Land.

Jeg ønsked at drage det hele ned

til mig i det dybe Vand.

Det klang om stolten Sølverlad,

hun drog med mig, den blide.

Paa Havsens Bund hun hos mig sad

og strøg mit Haar det hvide.

Jeg havde en Lykke med fager Kind

og lyse Øjne og blanke,

men jeg kunde ej følge det Menneskesind

og gætte dets lønlige Tanke.

Og Engellands Klokker ringed

Gang paa Gang paa Gang,

og hendes hele Hjærte

ved Engellands Minder hang.

Hun laa saa stille som Vand i Vig,

naar Vinden har hvilet sig længe.

»Bedst, at jeg bliver et sjælløst Lig,

som Havet i Land kan slænge.

Og vid, at hver en Kvinde,

som Solen har skinnet paa,

skal Døden hos Havmand finde

eller sorgfuld fra ham gaa.« —

End mere det skulde til Hjærte mig gaa,

dig saa jeg og fik det at vide.

Jeg har frygtet den Stund, da du skulde forstaa

at leve hos mig var at lide.

Hvad havde hun gjort, at hun vilde til Straf

paa Havsens Bund forsmægte?

Syndet saa vist mod sin egen Sjæl,

mindst skal jeg det nægte.

Det har du vidst, og dog har du voldt,

at jeg til dig er draget.

Det har du nænnet — mit Hjærte er koldt

som om aldrig du havde det taget.

O, var jeg som du fra Klokkernes Land,

den store, nærende Jord;

men nu jeg intet dig sige kan,

der bliver de rette Ord.

Ti du er brunet af Luft og Sol

og jeg er af Bølgen bleget.

Alt har du givet for Havmandstro —

jeg tog dig som mit eget.

Men hvis jeg havde det Elskovssind,

der vandt mig dig til Viv,

jeg lod alle Bølger rinde

og gav mit evige Liv.

En Kvinde, der fødtes en Solskinsdag

kan ikke hos Havmand trives.

Bedre Lod end der findes her

maa der gives.

Hvor kan Vejen til Engelland gaa

igennem de svundne Tider.

Op jeg maa gennem Bølgen blaa.

Jeg strider.

Min Længsel vil mig dræbe

i tunge, sene Aar.

Jeg favnes, jeg føder,

og Barnevuggen gaar.

Og Børnene vokse

og op af Vuggen staa,

men aldrig de tale,

saa stille de gaa.

Og de har Havmands Øjne

og Havmands Haar og Kind,

men ingen har arvet

mit og min Moders Sind.

De stirrer saadan

paa mig usselig Viv,

som om de mig haded,

fordi de fik Liv.

Jeg tænkte, der laa bag hans Øjne to

et Menneskes Sorg og Kvide,

og til at drage derind og bo

mig drev de Længsler vide.

Den Nar, den Taabe

uden Liv, uden Død.

Endnu tør han haabe,

skønt alt han forbrød.

Min højbaarne Herre,

som jeg maa vente paa —

den Tigger, der trygler,

naar han tror, jeg vil gaa.

Luft, Luft.

Agnete, her er du en sjælløs Mands

store skælvende Sjæl;

det er mit Liv, der strømmer

i dig fra Haar til Hæl.

Jeg er ikke din, nu du mig har,

og bliver det ingen Tid.

Jeg var det før, da Jorden mig bar,

og da jeg længtes hid.

Og vil du ikke din Sjæl skal dø,

da løfte du mig paa Arm,

og bær mig op fra den kolde Sø,

at Solen kan skinne mig varm.

Agnete, Agnete, bliv i Havet hos mig,

dine smaa Børn ville længes efter dig.

Den mindste vil længes, de andre længes ej,

snart vokser den mindste sig stor og glemmer mig.

Saa maa jeg dig føre fra Havsens Bund.

Jeg stopper dit Øre, jeg stopper din Mund.

Jeg lagde min Hætte af Sølverskæl

og gaar med mit nøgne Haar.

Jeg binder det ikke med Bøjlen af Guld,

saa frit det Hoften naar.

Jeg lagde de Klæder i Kiste,

der vare som Havet blaa,

og dem, jeg vov af den hvide Uld,

har atter jeg taget paa.

Og Kammerternen kommer,

men er ikke nu som før;

hun taler kun, naar jeg spørger,

og banker paa min Dør.

Min Moder kysser mig aldrig,

jeg rakte frem min Mund;

min Broder kalder mig aldrig ned

for at lege med ham og hans Hund.

Hvad vilde jeg i Kirken,

da jeg fra Havet kom?

Svale mig for Solen —

jeg tænkte, den var tom.

Det var en Søndag Morgen,

de messede og sang.

Jeg vilde ikke blive,

men atter gaa min Gang.

Da saa jeg min Moder

og løb derhen i Spring —

men alle de smaa Billeder

vendte sig omkring.

Og Menigheden rejste sig

greben af Gru,

og Præsten

kan jeg høre endnu

Han nævned i Rædsel den høje,

og dybt jeg maatte mig bøje.

Han skred mig i Møde ad Midtergang,

min Moder paa Gulvet laa.

»Hvem er du, fremmede Kvinde,

i Kaaben bølgeblaa?«

»Agnete jeg kaldes, fra Holmegaard.«

De rykkede mig saa nær.

»Krænket du har de hellige Mænd

og kan ikke blive her.«

»Hvad kan det gøre de Billeder smaa,

at jeg har under Havet stridt

og tabt og maattet tilbage gaa

og agter mig hjem til mit?« —

Saa vendte jeg mig paa den brede Gang.

Mændene veg.

Jeg saa min unge Broder,

han græd og var saa bleg.

Jeg skulde staa Skrifte for Kirkedør —

nej, Kutte, nej.

Det siger Agnete fra Holmegaard,

der er bedre paa Alfarvej —

men der løber Trællenes Unger

med tykke, snavsede Ben

og skælder mig Havmandshore

jeg slaar dem med Sten.

Det er heller ikke godt

i min Moders Hus at gaa.

Folkene mumle,

naar sammen de staa.

Jeg hører mit Navn,

naar jeg kommer dem forbi,

ser deres Øjne,

der er Trusler deri.

Jeg gaar til min Moder,

for Døren er der Slaa.

Munkens Stemme byder —

bort maa jeg gaa.

Drag Sølverkam igennem mit Haar,

sæt i et Perlesmykke;

saa vil jeg sætte mig stille hen

og drømme om mulig Lykke.

Agnete, jeg rækker dig Moderhaand.

Skilles vi skal, min Datter.

De siger, at Gud og den hellige Aand

til Naade tager dig atter.

Der var ikke andre, jeg kunde ty til,

derfor kom jeg hid.

Tro dem ikke, sig, hvad de vil —

sen bliver Naadens Tid.

I Aften du banke paa Klosterdør,

af skal du Haaret skære.

Nonnehætte og Nonneslør

du til din Død skal bære.

Moder, lad mig blive,

jeg led den lange Tid.

Jeg tror, der engang vil komme

en, for at hente mig, hid.

Hvem vilde tage dig til sit Hus,

faldt du ham end for Fode?

I Klostret de sætter dig ind med Magt,

vil ikke du gaa med det gode.

Jeg vil ikke af med mit gule Haar

for andet end det hvide.

Jeg vil ikke gaa med de ømme Knæ

af Bedegulv at slide.

Jeg kan ikke mumle i Bønnekor

og er ikke angerkvalt.

Det nynner i Sindet med blide Ord,

som aldrig jeg fik talt.

Hvor skal jeg gaa hen for at vinde lidt Tid?

Hvordan skal jeg vel slippe ud?

Ingen, til hvem jeg tør sætte min Lid!

Ingen, jeg kan sende Bud!

Paa Vejene bliver jeg jaget,

ind slipper Bonden mig ej.

Hvor faar jeg Føden taget?

Nej!

Onde er Mennesker bievne,

siden jeg var her sidst,

min Moder bange for dem,

og vred den milde Krist.

Aabner jeg Aaren, kommer der Blod.

Døden var værd at prøve —

Jeg har ikke Mod, jeg har ikke Mod,

mig selv et Haab at røve.

Jeg kunde mig atter til Stranden gaa,

Jeg tror, jeg vil prøve derpaa.

Han kan ikke Menneskesjæle forstaa.

Maaske han engang det kan naa.

Hent mig Hætten af Sølverskæl

og Kaaben bølgeblaa.

Kaaben paa Gulv du brede

og Hætten sætte du paa!

Hvi drage de Længsler til Højelandsbro?

Kun i Kvide de Vingerne strække,

og jeg sidder her i mit Jomfrubo

og ved, at jeg selv maa dem stække.

Nu flyver de kun, for de flyve vil

og ikke har blivende Sted.

De drog mig derfra — de drager dertil.

Jeg vil ikke med.

Hvem kommer der nede i Gaarden nu?

Nonner med hvide Slør.

Er det med dem, jeg skal følge?

De slipper jer ikke før.

Det banker, Jomfru Agnete.

Luk ikke de bankende ind.

Hvad vil I da, Jomfru Agnete?

Fred i mit eget Sind.

Tiden er inde, Agnete.

Hun har været saa ussel og arm.

Sover hun, Jomfru Agnete?

Hendes Hjærte er bristet af Harm.