Der staar et lille Hus i Lundens Skygge,
Der skal I nu blandt Himlens Fugle bygge,
Der skal I mellem vilde Blomster bo;
Men kjender I til Livet hist i Skoven,
Guds Godhed ses forneden og foroven
I Dagens Travlhed og i Nattens Ro.
Smaablomster voxe under Egestammen,
De dufte sødt i klare Sollysflammer,
Men sødest dog i Aftenstundens Ro;
De smile, og de nikke venligt sammen,
Og der er Liv, og der er Fred og Gammen,
Og kjærligt om hverandre de sig sno.
Smaafugle kviddre fro i Morgenstunden
Og sent i Kvæld, naar Dagen er forsvunden,
Hver af dem synger med det Næb, han har,
Men Alle synge paa den samme Vise,
Guds Miskundhed de Allesammen prise
Og glemme Vinteren, hvor stræng den var.
Se, det er Livet hist; men vil I være
For Alvor lykkelige, maa I lære
At smile venligt som de Blomster smaa,
At synge med de Fugle; I skal være
Iblandt, og give Gud for Alting Ære,
Hvordan det end i Verden monne gaa.
Men vogt Jer vel for Elverpigens Sange,
De har fortryllet og forført saa Mange;
Og sov ejheller under Elvehjem;
Men flyv med liden Fugl fra ensom Tue
Til Kirkeby, thi under Kirkebue
Der kaldes Livets bedste Toner frem.