Det spredes meer og meer, det dunkle Graa.
Mildt Aftensolen seer paa grønne Strande;
Havfladen samler op det smukke Blaa,
Som svømmed’ Himlen paa de stille Vande.
Der er saa roligt over Land og Hav;
Men Græsset groer ilon, og Blomster vorde;
Han, som gav Blomsten Vært, ej Røst den gav,
For at fortælle Verden, hvad han gjorde.
Hvor dejlig skinner Vesten over Muld!
Det er, som Himlen hist i Aftenstille
Opsamled’ i sit Skjød alt Jordens Guld,
At ej det skulde Brødres Hjerter skille.
Fred mellem Mennesker! — Guds Fred paa Jord!
Hans Dug paa hver uskyldig Blomst hernede!
Du gyldne Sol, som daler mild og stor,
O dal ej over nogen Broders Vrede! —