1.
Fra Bogen!
Luk i Din Bog — tag Hat og Stav,
Gak ud i, friske Drenge,
Og see den Pragt, som Gud os gav
Alt over Mark og Enge!
Gyldne Blommer,
Rosensflud,
Mens Skjærsommer
Rigt staaer Brud
|: I de grønne Dale! :|
Og har Du læst Dig Ryggen krum,
Saa ret den med det Samme!
Læs Himlens Evangelium
I klare Stjerners Flamme!
Vidt sig hæver
Nattens Kyst —
Hjertet bæver,
Mens saa tyst
|: De Smaastjerner tale! :|
Chaldæisk er et deiligt Sprog,
Særdeles for en Ynder;
Et mere skjønt jeg kjender dog,
Heel let for hver Begynder:
Hør! det toner,
Hvor i Qvæld
Lundens Kroner,
Bækkens Væld,
|: Med hinanden qvæde. :|
Ja! hver en Bog er Ære værd,
Naar Sandheds Frø den gjemmer;
Dog i Naturens Værk især
Du Ordets Kraft fornemmer.
Kast da Fiblen!
Fly Dit Buur!
Viisdoms-Biblen,
Guds Natur,
|: Luttre skal Din Glæde! :|
2.
En god Stilling.
See saa! tag Plads, med Øiet frem
I Morgensolens Lue!
Jeg veed, Du har et venligt Hjem,
En lille munter Stue.
Slaa op Horats — og flyt Dig hen
Mod Vinduet, halvt i Skyggen!
Sæt Biblen mod Din Ryg min Ven!
Saa har Du Lidt i Ryggen.
Ved Muur, i varme Straalers Bad,
En Ranke har sit Stade:
Bøi over Din Horatses Blad
De grønne Vindru’-Blade!
Det er, som rundt i Solens Skin
Smaa Amoriner lege,
Naar sig om Bogen for en Vind
Bladskyggerne bevæge.
End svangret sødt med Druens Blod
En Flaske staaer paa Hylde, —
Derhos et Glas, vel uden Fod,
Men Straaler det forgylde;
Og ind ad Døren smutter flink
En lille Tryllerinde.....
Hun fatter alt Dit Øies Vink,
Før omt Du fatter hende.
Hun griber Flasken ikke seen —
See! Glasset leer i Solen!
Du drager let med Armens Green
Din Rigdom ned paa Stolen.
Forsegles som et ædelt Kar
Du skal i Foraarsstunden;
Thi trykker Dig et Læbepar
Det røde Segl paa Munden.
Naar hævet da til Guders Lyst
Ved Flacci Dithyramber,
Med Glutten klynget til Dit Bryst,
Mod Jorden fri Du stamper:
Fast om Din Skrædder levner Dig
I Lommen ei en Skilling,
Enhver, Hr. Studiosus! sig
Vist ønsker i Din Stilling!