Antologier

Nu skal det aabenbares,

at gammel Kjærlighed

i hver en Skærsild klares

og er for Rust i Fred;

for levende og døde

kan Daners Hjærter bløde,

men isne kan de ej.

End lever Kjærligheden,

som aldrig skal forgaa,

men klare sig herneden

til Livet at forstaa,

til klart Ham at begribe,

der evig er i Live,

som Kjærligheden selv!

Saa er da ikke brustet

„Fuldkommenhedens Baand“.

vor Kjæde er ej rustet,

den bryder ingen Haand,

men af hvert Led udspringer­

en Blomst med Fuglevinger

til Gyldenaarets Krans.

Ja, Kjæden af Kjærminder

man sagtens prise tør:

jo stærkere den binder,

des friere den gjør,

jo længer den mon vare,

des mindre staar den Fare,

des gyldnere den bli’er!

Man længe nok maa sige,

at Kjærlighed er blind,

det bli’er dog Lysets Rige,

hvor ret den strømmer ind,

og han har aldrig levet,

som klog paa det er blevet,

han først ej havde kjær!

Fra Arilds Tid her inde

vi elsked’ „Liv og Fred",

og hos vor Danekvinde

vi elsked’ Kjærlighed,

saa er den Livets Gaade,

den sikkert bedst vil raade

fuldvoxne Danemænd!