Have! du, som vidt dig breder
Rundtomkring den gamle Gaard,
Venligen du mig hjemleder
I de skjønne Barneaar.
Dette Vildnis, disse Gange
Bleve tidlig mig for trange; —
Da jeg var en lille Dreng,
— Mens end maatte for mit Øje
Dine Gjærder tykkes høje, —
Laa jeg i den grønne Eng,
Saae til Himlen, grunded’ paa,
Hvordan Gud dog kunde gaae
Oppe paa de tynde Skyer. —
Det var mig en Lyst at see,
Hvor de Skyer kunde drive,
Og saa underlig sig tee,
Ret som om de var ilive. —
Naar jeg stundom ene laa,
Meget jeg afbildet saae
Paa den Himmel rød og blaa,
Som end dunkelt jeg kan mindes. —
Siden da jeg voxte lidt,
Laa jeg ogsaa her saatit,
Men jeg laa med Bog ihænde;
Krønniken mig var saa kjær, —
Lystig var i den min Færd
Hen til Tids og Verdens Ende.
Kjære Have! nu igjen
Seer du mig som Ungersvend;
Fra din stolte Bogegang
Vil jeg stirre hen paa Skoven,
Paa det grønne Bjerg med Lyst; —
Vil jeg stirre ud paa Voven,
Som beskyller Sjællands Kyst; —
Vil jeg over blanke Sø
Stirre paa den fjerne Ø!
Her det Grønne, — der det Blaa, —
Er jo sundt at stirre paa.
Den har saamangt et Minde,
Som til den kan Øjet binde,
Som det stille, glade Sind
Til en ivrig Bøn kan røre
Og fra Jord til Himlen føre.