Johan Grove (1859–1917)

Kjær var mig stedse denne øde Høj

Og Krattet her, selv om det Blikket røver

Saa meget af den fjerne Horizont:

Her finder Sindet Hvile i Beskuen, —

Hinsides hint umaadelige Fjerne

Til dybest Fred, til hellig Guddomsstilhed

Kan Sjælen drømme sig, om ej forinden

Smaa lumpne Ting har opfyldt den med Gru.

Og hører jeg i Krattet Vinden suse,

Med Evighedens Stilhed sammenligner

Jeg denne Susen, og da vil min Tanke

Imod det Uforgjængelige hige.

Jeg mindes svundne Tider og vor egen

Med al dens Larm. Og se, min Aand opsluges

Af det Uendeliges dybe Bølger:

Men Skibbrud i det Hav er jo en Lykke!