Sangen om Tigilau
Et Sagn fra Sámoaøerne.
Et Sagn fra Sámoaøerne.
Af Marcus Clarke.
Af Marcus Clarke.
Sangen om Sinas Bejler, den Kjække,
Tigilau! — Helten, som Intet evned at skrække!
Lykkelig foer han fra Sámoa over
Til egen Bred
Gjennem svulmende, skummende Vover,
Sejled derover, Sina, da Maanen gik ned.
Maanen skinnede, rund og hvid,
Mørkøjede Piger om Sina stod,
Hun vaaged paa Havets Ebbe og Flod,
Spejded, om ej det var Flodens Tid.
Natten var stjerneklar, duftende, tyst,
Vindene svaled,
Og langsomt svulmede Havet mod Kyst,
Langsomt, Sina, mens Maanen daled.
Natten er omme, Natten er endt,
Maanen synker i Vest.
Og Havets Hjerte banker saa spændt,
Og Sina spejder og lytter i Blæst,
Med Uro i Barmen, der bølger og bølger,
Lig Havet, Sina, naar Maanen sig dølger.
Som Sølv over Sølvsand de skvulpende Vover
Glide med sydende Fart.
Kommer han snart?
Og Bølgerne rulle sig over
Sinas yndige Fod.
De klukke og hviske saa sødt,
De skvulpe saa blødt
Med den stigende, stigende Flod,
De lege Tagfat,
Brusende, Sina, nu, Maanen har Havet forladt.
Han kommer! — Din Bejler i Løn,
Tigilau selv — Tui Vitis Søn!
Og Pigerne flokkes forskræmt,
Og din hvide Fod er i Brænding gjemt. —
Tigilau! Hil! Tui Vitis Søn!
Af Mulmet frem hans Proaer ile
Lig flyvende Pile,
Og Havet fnyser og fraader som Vilddyr i Vrede,
Fraader, Sina, da Maanen er nede.
Fortøjningspæle har Flaaden forladt,
Da det mørkned mod Nat;
Tui Vitis Stævne skar frem over Havet,
Kjølene dybt i Skummet begravet,
Lang var Farten, og dybt var Havet,
Og skummende hvid hver Vove! —
Men Sámoas gule Krigere sove;
Dog snart vil de vaagne, og snart vil de græde,
Fra Sámoas duftende Dale bortvisner hver Glæde,
Vinden fra Land
Fører Flaaden langt bort paa det fraadende Vand.
Tui Vitis Sejl vil svulmende bære dem frem
Til det fjerne Hjem,
Tigilaus egen Bred,
Over Havet, Sina, hvor Maanen gik ned.
Hun flyver sin Bejler imøde
Som i svævende Dans,
I brændende Elskov gløde
Hendes Læber mod hans. —
Til Kanoerne, Du!
Til de sammenkoblede Krigskanoer i stormende Nu!
Og Havet mumler og smidsker,
Bølge til Bølge din Kjærligheds Eventyr hvisker,
Det Eventyr om Tui Viti,
Om Sina og om Tui Viti,
Om Vej, som Tigilaus Flaade i Dønning og Tidevand fandt,
Dønning og Tidevand, Sina, da Maanen forsvandt.
Borte er Sina!
Flygtet er Sina,
Krigernes Attraa og Lyst!
Hun, som de hylded med Perler paa blottede Bryst
Og med det glinsende Hovedhaars vajende Pryd —
Borte er Sina, Sámoas Fryd!
Hun, for hvis Fødder i Mængde
Højrøde Maatter af Fuglenes Fjedre de slængte.
Sámoas Krigere, vaagn dog! Vaagn op!
Sina er fløjet som Skum over Bølgernes Top,
Flygtet med Tigilau, Helten, — fra Sámoas Land
Over det brusende Vand
Langt, langt bort mod den fremmede Bred,
Over det brusende Vand, ak, Sina, da Maanen gik ned.