Naar Dagens Lys er slukket, ved mit Leje
En skaldet, kroget Olding ofte staaer, —
Med Haand, som skjælver, overrakt Jeg faaer
Den tændte Lygte, som er Gubbens Eje:
»Du søger Sandhed! Tag Du Lygten her!«
Den Gamle med et Haansmil mig indprenter,
»Bag Skinnet Sagens Kjærne frem Du henter
Og seer da visnet Blomstens Farveskjær;
Den kolde Sjæl trods Flammeblikke glipper,
Bag Smilet Hjertets Ondskab mod Dig gloer,
I Vuggen øjner Du Ligkistens Spor,
Og Verden vil Du se som nøgne Klipper.
I Løv, som suser, og i Fuglesang
Hører Du Skrig om Lidelser og Kvaler,
Til Vindesyge al Begejstring daler,
Al Digtning bliver tom, unyttig Klang.
Men Sandhed naaer Du! Derfor tag min Lygte,
Lys op med den! — Min Skjænk Du ej skal frygte.«
Jeg tier; men den Engel giver Svar,
Som i sin Varetægt min Lykke har:
»Gaa, gamle Nar! — Dit Lygtelys har løjet!
Seet gjennem skidne Ruder Alt er stygt,
Og paa din Lygte Støvet faldt saa tykt,
At falske Billeder den bringer Øjet.
Selv om jeg gjækkes, vindes Lykkens Havn
Tidt ved Vildfarelser; — men vil jeg kjende
Det Sande og din Sandhedslygte tænde,
I Haab om ved dens Lys at høste Gavn,
Først mod Dig selv jeg lader Lyset spille!« —
Gubben forsvinder. — Rundtom Alt er stille.