Naar Vingaardsmanden først, ved Foraarstide,
Beskjærer Ranken, da lig gyldne Taarer
Perler der frem en Saft fra Stammens Aarer,
Som græd den over Alt, hvad den maa lide.
Sin Ve den dog om Sommeren forvinder,
Smaragdgrønt Løv da dækker Ar og Skrammer,
Til Høsten den med modne Druer brammer,
Og Smerten nu som Lyst af Bægret rinder. —
Jo mer en ublid Skjæbnes Slag fordunkle
Din Livsvaar, Digter, nu, desmer ad Aare
Vil dine Sanges Vin i Solen funkle.
Skjær fra dit Aandstræ bort de syge Grene,
Falsk Stræben, Drøm og Løgn, som Sindet daare,
Da størkne Taarerne til Ædelstene.