En Aften sad Giotto i sit Værksted
Og lod ad sære Strømme Tanken glide,
Halvt slumrende han sad og tænkte efter,
Om det var muligt vel en Sjæl at male.
Alene var han; Natten spandt sit Slør, —
Paa Gaderne var Alting tyst og stille,
Og Stjernehimlen spejlede sin Glans
I Kuplerne og Tagene derude, —
Giotto drømte stadig, søvnbetynget,
Om Sjælen, og hvordan den skulde males.
Da var det for ham, som hans Værksteds Dør
Med eet gav Gjenlyd af en sagte Banken,
Saa let, som kom den fra en Barnefinger,
Eller fra en blufærdig lille Pige,
Der ledet blev halvt af Nyfigenhed,
Halvt af en spirende, en første Elskov.
En Anelse da hos Giotto dæmred,
At nu en Sjæl sig nærmed, for at han
Den tegne skulde. — Atter gjennem Gangen
En sagte Banken lød, som naar en Fugl
Om Vintren pikker paa en lukket Rude
Med Næbbet. Giotto smilede i Drømme;
Men Drømmens Ro, dens dyssende Behag
Ham lammed Sind og Legem, der var trættet
Af Dagens Arbejd, — han sig rejste ej,
Han tænkte rolig smilende, den kommer
Igjen en anden Gang. Da hørte han
For tredie Gang paany den sagte Banken,
Kun svagere, som naar en gylden Bi
Med Æthervinger Blomsterkronen strejfer;
Men han stod dog ej op, han drømte, drømte,
Saa længe, til han faldt tilsidst i Søvn.
Dog snart han følte sig saa tung i Sindet;
Med Tanken paa sin Drøm han vilde atter
Forsøge, om han kunde Sjælen maale,
Men ak, forgjæves — Hovedet var tomt. — —
Han vented, vented lange, lange Nætter;
Men Ingen kom til Døren, Ingen banked. —
Paa Gaderne var Alting tyst og stille,
Og Stjernehimlen spejlede sin Glans
I Kuplerne og Tagene derude, —
Giotto vaanded sig i evig Længsel.
Du, som kun tænker paa og drømmer om
Og higer efter Skjønhed, veed Du ogsaa,
Hvorfor jeg dette Sagn Dig har fortalt? — —