Bort, langt bort mod en fremmed Kyst
Glide de hvide Sejl,
Hjemmets Brise gav Skuden Fart
Henover Havets Spejl.
Hult det kogte i dunkle Dyb,
Fraaded i Bølgeskum.
Gamle Moder, fortvivl dog ej!
Sid ej saa mørk og stum!
Lad ej Søvnen dit Leje fly,
Græd ej din Pude vaad!
Moder, lad ej de Andre se
Øjne, røde af Graad!
Moder, bar Du din Sorg i Løn,
Tav om dit bittre Savn,
Dine Taarer min Sjæl dog fandt,
Naaede mig i hver Havn.
Rusked Stormen i Skrog og Mast,
Pjalter af Sejlet tog,
I min Sjæl dog din stille Sorg
Dybere Flænger slog.