Vor Skovsti, hvor vi mødtes
Saa tidt, min egen Pige,
Idag tungsindig mørkner,
Da jeg Farvel maa sige.
Mens jeg to Hjerter skjærer
Til Minde om din Ven
I Bøgen, synger Gjøgen:
Kukkuk! Kukkuk! herhen.
Du Gjøg, hvor lang Tid, troer Du,
Skal for os To nu svinde,
Før jeg igjen min Elskte
Paa dette Sted kan finde,
Før tæt og trygt i Favnen
Paany jeg hende har? —
Da giver Gjøgen atter
Kukkuk! Kukkuk! til Svar.
Hold inde, Gjøg, hold inde!
To Aar er altfor længe
For To, som ret af Hjertet
Tør til hinanden trænge.
Du har vist aldrig prøvet
En Afskeds bittre Ve?
Det er, som Fuglen spotter:
Kukkuk! Kukkuk! Maaske!
Skal Livets Aar mon spildes
I Længsel, Savn og Smerter,
Til Mosset ganske dækker
Paa Bøgen de to Hjerter?
Hold inde, Gjøg, hold inde!
Rører Dig ej mit Suk?
Fjernt klager det i Skoven:
Kukkuk! Kukkuk! Kukkuk!