Johan Grove (1859–1917)

Atter Fru Themis sit Folk i Norden stevner sammen,

Retslærde flokkes paa Fart mod Kjøbenhavn,

Tb. — — Vor Frueplads skal danne Rammen

Om al den Videnskab med og uden Navn:

Nogle, som bære

Kranse paa det hvide Haar,

Andre, som gjære

I grønnest Vaar.

Frem gaaer Gudinden, og Goos ved hendes højre Side,

Kors, hvor gehejmt han kan trykke hendes Arm!

Tb. — — Dernæst med Attributer skride

Styrelsens Spidser til Mængdens glade Larm:

Hagerups Finger

Løfter højt en gylden Vægt,

Annenstedt svinger

Et Glavind kjækt.

Saa kommer Ribbing, Afzelius og Morgenstjerne,

Motzfeldt, Niels Lassen, Grev Hamilton med Fler’.

Tb. — — Hvor de kan hitte Sagens Kjærne,

Hvad det saa gjælder, og Hver paa sin Manér!

Efter dem bæres

Gaverne til Mødets Bord,

Guldkorn foræres

Og — dunkle Ord!

Torp møder op med en fint legeret Sælgesuppe,

Tilsat saavel med Kontrakt som Tradition;

Tb. — — For skurvet Hoved ret at skrubbe

Gullstrand ta’er Dynen og kniber paa Ration.

Færden gaaer bister

Mod Forbrydersværmen frem,

Med sit Register

Han tøjler dem.

»Vil Du forsikres, stik ikke Noget under Stolen!«

Det er den Paaskrift, som Baches Banner fik.

Tb. — — At intet Nyt er under Solen,

Conradsens Gjenfærd bekræfter paa en Prik.

Damkier fortryller

Med sit lille gjældfri Hus,

Kvæstede skylder

Cordt Trap Fidus.

Skinnende Silke i Advokaters fine Kaaber,

Guldtressers Funklen, Salærer smidt i Grams,

Tb. — — Til Publikum, som staaer og maaber,

Brøler en Thingstud, ført frem af Abrahams;

Nu Komitéen

Svinger forbi Bispens Gaard

Ind, hvor Alléen

Af Buster staaer.

Alt gjennem Byen var Marschen sløj imellemstunder,

Nu opad Trappen gaaer helt man ud af Tridt;

Tb. — — I Hast forsvinder Toget under

Ørnen, som lucem coelestem adspicit.

Og, næsten førend

Sidste Mand er vel forbi,

Kretz ta’er ved Døren

Og smækker i.