Vinterstormen om Havnemolen
Raser saa vildt, den kan,
Suser mod Lokkeændernes Dynger,
Der nu er bjerget iland.
Men Lokkeænderne flytte sig ikke,
Har lidet Behov for Læ;
Tjæren værner de gamle Rygge,
De Gumpe, de Næb af Træ.
Snurrigt ligge de klumpet sammen, —
Her narre de intet Vildt;
Dog, da de vugged derude paa Vandet,
Var Jægerens Kneb helt snildt.
Halsenes hvide Baand fik lokket
Gravanden did paa Besøg,
Og brat foer Døden midt ind i Flokken
Med Knald, med Glimt og med Røg.
Langt finere Lokkeænder der findes
End disse Klodser af Træ,
Og blænde de Manden med hvide Halse,
Gud hjælpe det arme Fæ!
Betaget styrter han blindt i Snaren,
Og Rusen er stærk og sød;
Men bag den lurer tidt værre Vaagnen
End Bly og en hurtig Død.