I.
Vi sidde i det tavse, stille Land
ved aldrig sete Bredder af Livets Flod
og lægge vore lyttende Øren mod
det aldrig krusede, ibenblanke Vand,
om vi kan høre Bruset nærme sig
af fjærne Bølger, der en Gang skal knuse
Spejlets Glar paa deres Hvirvelvej.
Vi strække Hænderne op i Luft, hvis Flor
er dødt og foldeløst, saasnart vi tror
at føle Træk af Tidens Stormvejr, som
skal sprede Evigheds-Mulmet her rundtom
og ryste os lig visnede, tørre Blade
over Strømmens bølgebrudte Flade.
Men foran Vindtræk, foran Buldret gaar
der Lyn, hvis langt henspillende Strejflys naa’r
til os. Da skue vi os selv dernede
i det glatte Spejl, — højtidelige,
stolte Træk, der vilde skræmme jer,
hvis I fik set dem, I, som endnu er.
Henrykke og forfærde jer, skønt de
er kun, hvad I har gjort dem til — ja, I!
Det vilde undre jer — men ikke dig,
du taage-spredende Aand, hvis Straalevej
har lysnet over os og sluktes nu;
du vilde fatte, hvad du saa, for du
har kunnet Livet i det svundne spore.
Du forklared af det smaa det store.
O du, hvis Tanker forudlynede Tidens
Stormvejr! hvi kan ej din Aand, saa snar
og lys som Marild gennem Vandets Glar,
nedglide over Livets Flod, hvor den
er nattesort og uden Vover end,
og skue, hvad den under Farten dèr
fik spejlet i sit forbigaaende Skær?
hvor vilde den ej fryde sig og gløde
klarere bestandig, mens den saà
de nye Former, som de gamle føde,
straale frem og saa i Mulm forgaa,
men stedste stoltere, men stedse mer
afslebne for den gamle Arvesynd,
der klæber end ved Slægten fast som Dynd,
bestandig mere Marmor, mindre Ler,
indtil du kom, hvor dine Tanker ej
er naa’t paa deres dristige Drømmevej,
hvor aldrig anede Former spejled sig
saa bunddybt i din Aand, at stejlt den standsed,
svimmel ved det herlige, som den sandsed.
Men du er under alt det levendes Love;
intet faar du se af det, som først
gror frem, naar du er gaaet; — du maa sove,
sove fra din aldrig stillede Tørst.
Og vi, hvad skal da vi, som aldrig fik
os víst’ for dig og aldrig med vort Blik
har skuet dig, der mer end nogen anden
anede vor Natur, —- skal ikke vi,
alt som nu Tiden ad sin Stormskridts Sti
naa’r frem og fylder vore slappe Lunger,
én for én i endeløst Rækkesyn, —
skal vi ej fyldes af din Aand og bære
til vor yderste Grænsepæl din Ære?
II.
Naturen ødsler Spirer ud og regner dog saa knapt,
af tusind Liv kun ét naa’r frem, dog gaar et Gran ej tabt;
ej rent forsvinder,
hvad én Gang var,
thi Livet binder
til trofast Par
det Led, der svandt, det Led, der kom, og heller ej nyt bli’r skabt.
Men kædes selv det mindste ind i Verdens Løb, og maa
den første Gnist sin Strømning sende gennem os og naa
til Tidens Ende,
til Livets Død,
saa vi kan kende
dens Virknings-Stød, —
hvor meget mer skal dit Værks Liv i voxende Kraft bestaa!
Af det kæmpende Liv er din Tanke født, og dets Lov stod lys i dens Syn,
og i Tanke-Tilværelseskampen frem gennem krydsende Fosfor-Lyn
vil den sejrrig vandre
med Tordengny,
den vil avle andre,
der sejre paany,
vore Hænder vil flette vort Vaarsprings-Løv til en Krans om dens Herskerbryn.