Koral-Genierne.
Før Bjærgenes Kæde saa favnedybt dykked
i Stillehavs-Dybets uhyre Skød,
i Vandet en bladløs Skov har vi bygget
med Stammer af Kalk og med Blomster af Kød;
Stenkvistene rokke
og svaje ikke
for Strømmens Vind;
men ud og ind
imellem dem smutte de tætte Flokke
af stumme Fiske med døde Blikke,
med vævre Finner,
med Skæl, der skinner
som Sølv i den blaagrønne, dæmpede Dag
fra Lyset derude
over en blank Lagune-Rude,
indcirklet med Rev-Skum i Bølgernes Tag. —
De uddøde Arters Genier.
Vi slap løs fra det livløses Aander, som urlængst holdt
os fangne dybt under Fjær og Bolt,
smeded’ i Stenens Ringe;
og fra Klippefængslets Gem
slæbte vi os frem,
for at bringe
vore sten-omskabte Lemmer,
for at tale uden Stemmer
og vidne, vidne, vidne
for dig, mod din ganske Slægt og dit Folk og dit Hjem.
Thi de andre er ikke som du var, du vise Mand.
Beskæmmes skal han, vor Slægts Tyran,
kende sin Æt og blegne!
Ak, vort Kuld han nytte-glad
lod i aagspændt Rad
udpint segne
under Svøben, uden Naade,
gudegrumt han vilde raade —
vi hade, hade, hade
ham blindt, med snes-tusindaars indestængt rugende Had.
Hvorfor kom han dog ikke i vor Tid og mødte os
i al vor Kraft, da vor Urtids-Trods
spændte som Staal vor Flanke?
O, vi skulde set ham fly,
frugtløst ty
til den ranke
Padderok og Kæmpebregne,
hørt hans Angstskrig, set ham blegne
og trygle, trygle, trygle
sin Gud om en skærmende Haand, om et Under til Ly.
Menneske-Genierne.
1ste Halvkor.
O, Brødre! had os ikke længer,
skønt vi har handlet ondt med jer og trænger
til eders Naade her ved Tidens Vendepunkt.
Sig, skal vi møde Fremtidsslægten,
som dømmer, sammenknuged’ under Vægten
af jer Forbandelse, der tynger sekeltungt?
Tilgiv os alt, hvad vi forbrøde,
forlad os i hans Navn, den store Døde,
et Menneske han var, og I har elsket ham.
Nu skal vort Gudehovmod endes,
I er vor Slægt, ved eder vil vi kendes; —
forband os ikke mer, vi blues ved vor Skam!
2det Halvkor (fjærnere).
Forlad dem i vort Navn, som ikke ere,
men én Gang vorde og vil være
som Lyset af en solvarm Dag;
vi knække Svøber, og vi knuse Vaaben,
vor Arbejdshaand skal være aaben
til Kærtegn, ikke knyttet haardt til Slag.
Og I, der var før os, I Mænd, der handled
grumt mod hinanden og forvandled
til Helved denne Jord, som vi
skal grunde Paradiset paa, I alle,
I som har fældet, I som falde, —
forlad, forlad hinanden ogsaa I.
For under Kampens Kaar I led, I maatte
gaa frem den Vej, som eders Fædre traadte,
og bære eders Arv; selv nu, endda
I bedres alt og læres til at bie,
der bor i jer en Ulv, som Blod vil die,
og I har endnu ikke vænt den fra.
Begge Halvkor.
Men du, der stod paa Tidens Grænseskæl,
du har forenet os, og os med dem,
der vrimle over Jordens rige Hjem,
forenet Floden med al Livets Væld,
at den maa ikke tørres ud og ikke
forvilde sig men naa til Oceanet.
Af Træets stærke, dybt nedsænkte Rod
du Stammens Væv og Bygning klart forstod,
og andagtsfuld du har dens Krone anet,
der skjultes taagefjærn for dine Blikke.
Og Menneskenaturen, den, der har
saa længe svævet mellem Jord og Himmel,
en Under-Ting, en Gaade uden Svar,
der ej sig selv kan gætte, hovmods-svimmel,
halvt Gud og Djævel halvt, halvt vis, halvt Nar, —
du greb den med din Kæmpehaand og satte
fast paa den varme Jord dens ætherfrosne Fod,
at den maa kende dog sig selv og fatte,
hvorfra den fordum kom, og hvad den stiger mod.
Alle Dyre-Genierne.
Fra én Kilde og ikke fra tusind’
sprang Livets Strøm,
i et Udbrud af Urtids-Rusen,
som en ukaldet Drøm.
Men som gærende Vin i sin Kumme
har af Pladsen for lidt,
til dets sprudlende Rigdom at rumme
blev Lejet ej ét.
Det grenedes. Grenene spredte
sig mer og mer
og mødtes med aldrig sete; —
og just, som det sker
med Brødre, der tidlig fra Hjemmet
i Verden uddrog,
blev Livet for Livet fremmed,
medens Tiderne jog.
Dog i Mennesket skulde dets Dele
forenes til Slut
og begribe sig selv som et Hele,
der aldrig var brudt.
Men hans Sind blev af Hovmod forhærdet,
hans dunkle Aand
afhugged med Tanke-Sværdet
sine Slægtskabsbaand.
Der kom Splid mellem det, som leved,
der kom ulige Kaar.
og Aander fra Aander blev revet
med et gabende Saar; —
et umaaleligt Svælg blev der grundet
mellem Kød og Kød,
for til Evighed nogle stunded,
men de andre til Død.
Og i Kløften af Livets Rige
blev der født en Gud,
for at skille Lige fra Lige
med ulægeligt Brud;
i sin Højre mod Himlen rakte
han Menneskets Slægt,
men i Støvet de andre laa strakte
af hans Venstres Vægt.
Dog et Menneske kunde forandre
hint Menneskeværk.
Du kom og var ej som de andre;
ej hovmods stærk
med din Fod paa de kraftløses Nakker;
din Aand var Natur.
Din Tanke, for Fordommens Slakker
udrenset og pur,
var det forloddet én Gang at sige
Forløsningens Ord;
den steg af vort dunkle Rige
saa lysende stor,
som en Stjærne stiger af Havet
paa Himlens Hvælv,
og vi, der i Mørke raved,
ukendt’ med os selv,
vi fik Syn af dens Fosfor-Lue
for at glemme vor Ve,
fik vort Tog gennem Tiden at skue
som en Havflod, — og se,
fra de forreste Bølger, der brødes
mod Fremtidens Land,
til de sidste, der svandt i det Ødes
tiltaagede Rand.
fra de største, der trodsige slynged
mod Stjærnerne Skum,
til de mindste, der sagtelig gynged
som i kraftesløs Slum, —
var det Et — én strømmende Masse
med Søer i Spring,
som til Leddene Leddene passe
i en Nitværks-Ring;
mellem skumklædte Vover og nøgne
saa vidt og bredt
var der ingen Afgrund at øjne,
intet Gab, ikke ét!
Og vi jubled, vi evige Aander,
forløste og fri, —
for Adskillelsens ældgamle Vaander
de var endt’ og forbi;
vi var lyse af dig, vi var strage
mod dit funklende Ry,
og vi straaled det spejlblankt tilbage
ud imod dig paany,
som en Stjærne, der tindrende oppe
under Himlen gaar,
sin Guld-Ild af Bølgernes Toppe
mangfoldiggjort faar;
og mens frem gennem Tiden vi stræber
med vort stillede Savn,
udbruser de fraadende Læber
som et Løsen dit Navn.