Karl Gjellerup (1857–1919)

    Død! død! har I Raabet fornummet!

        Aander i tusindvis, hør!

Et Hjærte brast, der har rummet

    eder som ene før

den evige Verden, I fylder;

det er ham, hvem I Freden skylder;

    kærlig og visdomsrig

imellem den kæmpende Myller

    stifted han evigt Forlig

og har gjort eder broderlig fromme;

nu, han sover den drømmesyns-tomme

Søvn, uden Haab, uden Gru —

    sover I nu?

    Vi komme, vi komme, vi komme,

med Taarer i Øjet, med Veraab paa Læben, saa mode i Hu!

Fra det straalende Nu, fra det Heles

    Glans, der rummer enhver

af os, fra det Lys, der deles

    ud i vort brogede Skær,

vi, der rastløst virke og vaage —

Fra dét ufødtes Fostertaage,

    under hvis dæmrende Ly

vore lukkede Øjenlaage

    vente, vor Dag skal gry

og fylde med os det tomme —

Fra Mulm af den Tid, som er omme,

og var fyldt med vor Kraft, der nu

    sover som du —

    Vi komme, vi komme, vi komme,

med Taarer i Øjet, med Veraab paa Læben, saa mode i Hu!