Sonnet
Til en Ven i et Exemplar af mine blandede Digte.
Til en Ven i et Exemplar af mine blandede Digte.
Paa Tidens Vinger Livets Drømme svinde,
Og Konstens Guddom ved vor Side gaaer,
Udi dens Favn det sande Liv vi finde,
Ved den en bedre Verden for os staaer.
Og Phantasien, Livets Huldgudinde,
Fremtryller os en evig Blomstervaar,
Hvor Livets Torne sig blandt Roser vinde,
Hvor Alt en højere Betydning faaer.
Min Ven! paa Konstens Bane jeg dig møder,
Du stræber ogsaa til det fjerne Maal,
Hvis Sol i evig Rosenlue gløder.
O! lad os stræbe frem med rolig Taal!
Kun den sig Livets Pillegrimsgang forsøder,
Som drak af Huldgudindens Offerskaal.
N. Fürst.