Kildens Vaarsang risler nu
Gjennem grønne Dale.
Flyv derud med barnlig Hu,
Som den unge Svale.
Mindste Spire smiler skjøn;
Dræb den ej med Foden;
Engang ofrer den til Løn
Toppen eller Roden.
Sommer.
O hvor skjøn er Somrens Tid
Med sin Blomstervrimmel,
Med sin Luftning, sval og blid,
Og den skyfri Himmel!
Morgensolens Perlekrans
Huld om Rosen gynger,
Og ved Aftenstjernens Glans
Nattergalen synger.
Efteraar.
Naar du skuer Høstens Frugt
Modnet mellem Løvet;
Da er Skaberkraften brugt
Som Naturen øved’.
Men, om Løvet end maa døe
For de barske Vinde,
Spiren i hvert ædelt Frø
Livet skal gjenfinde!
Vinter.
Under hviden Vinterdragt
Jordens Kræfter blunde;
Frosten alt sin Bro har lagt
Over Sø og Sunde.
I den lille Stue blid
Arbejdslampen blinker;
Snart den kjære Juletid
Med sin Glæde vinker.