Konning Albret sidder paa Axelvold,
Han lader de Lønbreve skrive;
Sender han dem til Helsingborg
Dronning Margrete at overgive.
Det svared’ Dronning Margrete,
Da hun de Fejdebreve saae:
„Nu raade Gud Fader i Himmerig!
„Mig haabes, det bedre skal gaae.
„Og det forbyde den øverste Gud,
„Den Sorrig skulde mig hænde;
„Men vil Gud og de danske Mænd,
„Paa Vejen vi skulle ham vende.“
Og det var Dronning Margrete, saa brat
Hun kalder paa Svende to:
„Den tyske Hr Parow I tale til,
„Bede hannem for mig indgaae!“
„Og hør I, kjære Hr. Parow!
„Vil I mig hjælpe af Vaande?
„Og vil I drage i Strid for mig,
„Udi mit Sted at stande?“
Det svared’ han, den Hr. Parow,
Han var en Mand saa falsk:
„Ej drager jeg til Sverrig i Strid,
„Det kunde let koste min Hals.“
Det var den ædle Dronning saa prud,
Hun lod det Lønbrev skrive;
Sendte hun det til Skanderborg,
Hr Iver Lykke at give.
Strax kom han, Hr. Iver Lykke,
Og stædtes han for Bord:
„Vil I mig Noget, min naadigste Frue!
„Hvi sendte I mig Ord?“
„Og hør du, Hr. Iver Lykke!
„Saa venligt beder jeg dig,
„Og vil du fare til Sverrigs Land
„At stande i Strid for mig?“
Svared’ Hr. Iver Lykke,
Han var en Mand uden Svig:
„Og jeg vil drage til Sverrig i Aar,
„Og skulde det koste mit Liv.“
Skrev hun saa Kong Albret til,
Hverken mindre eller meer:
„For Axelvold i Vestergylland
„Der møde vi med vor Hær.“
Det svared’ han, Konning Albret,
Han agted’ den Sejer at vinde;
„Vilde hun ikkun, den gode Frue,
„Sidde ved Rokken og spinde!“
Og taler han til sine Hofmænd,
Alt over breden Bord,
Om Dronningen og de danske Mænd
Saa mangt et spottefuldt Ord:
„Vi ville forlove vor Klædefæd,
„Og Hatten vil vi ej bære,
„Før vi faaer vundet al Dannemark
„Til Sverrig med stor Ære.“
Og rede de ud af Axelvold
Med fire tusinde Heste;
De havde da stadig i Hu og Sind
De danske Mænd at gjæste.
Og rede de over de grønne Enge,
Vel atten tusind i Skare;
De hørte ej Messe den signede Søndag,
Saa ilde de monne fare.
De Danske sig heller ej somme lod;
De mødtes alt paa den Hede;
At stride og fægte mod Kong Albret,
Det var deres største Glæde.
De rede over de skaanske Bjerge
Og over de grønne Enge;
Det var stor Lyst at see derpaa,
Hvorlunde de Heste mon springe.
Og de rede ind over Sverrigs Grændse,
De vare i Modet saa trøste;
Og der stode Folk og undred’ derpaa,
At Jorden ej under dem bristed’.
Mældte Hr. Fikke Olufson,
Han saae de danske Mænd komme:
„Ej ville vi stride med dem idag;
„Det gaaer os lidet til Fromme.“
Mældte det Konning Albret,
Han red under grønne Lide:
„Est du saa ræd for danske Mænds Sværd,
„Saa rid du kun til en Side.“
„Aldrig saae I mig være saa ræd,
„Jeg turde jo fuldvel skjælve;
„Kong Albret! I see vel til idag,
„I kan forvare Eder selve.“
„Og ej skal det nogentid spørges om mig,
„Jeg turde jo yppe den Kiv;
„Den fremmeste Mand jeg være vil,
„Der først skal vove sit Liv.“
Og mældte Hr. Iver Lykke,
Han saae de Svenske komme:
„I holde fast sammen, I danske Hofmænd!
„De Svenske de skal for os rømme.“
Det var Hr. Fikke Olufson,
Sin Hest kunde han vel ride;
Saa dristelig red han de Danske imod,
Sit Glavind først at bryde.
De Pile stunge saa højt i Sky,
De Glavind ginge i Stykker:
„I træde nu frem, I danske Stridsmænd!“
Saa raabte Hr Iver Lykke.
Det første Ridt, de sammen red,
De Helte var alle saa stærke;
De Svenske mon vige og give sig tabt,
De misted’ der’ Konges Mærke.
Mældte det Konning Albret:
„Jeg maa paa Stedet blive;
„Den første Mand i al den Hær
„Jeg vil mig fangen give.“
Saa blev han Fange; det var ej Skjemt;
De spændte ham Bøjen om Fod;
Saa førte de hannem til Helsingborg
Den danske Dronning imod.