Greven samler sine Mænd,
Han drager af Slesvig frem;
Og aldrig saae nogen slig en Hær,
Enten før eller siden dem.
Greven drog i Danmark ind,
Ham fulgte saa faver en Skare:
Aatte og tyve de Bannere,
Hvo turde vel mod hannem fare?
Grev Geert han vilde til Randers hen,
Og der tog han sit Stade;
Dog længe siden det var ham spaaet,
Sit Liv han der skulde lade.
Greven sendte Niels Ebbesen Bud,
Han skulde til hannem ride;
Han sagde ham Fred og Fællig til,
Paa Løsen saa skulde han lide.
Greven mødte Niels Ebbesen
Ret norden ved Randers Strande:
„I være velkommen, Niels Ebbesen!
„Hure mon Huen stande? —
„Hør du kjære Niels Ebbesen!
„Du være velkommen her!
„Hure staaer Huen i Nørrejylland?
„Hvad er der for Tidende der?“ —
„Vel staaer Huen i Nørrejylland,
„Hver Mand er trøst og fro.
„Kommer I, Herre! med Fejd’ eller Fred?
„Hvad skulle vi lide paa?“ —
„Hør du kjære Niels Ebbesen!
„Vil du mit Ærinde vide?
„Hvormange Svende har du med dig,
„Som du tør vel paalide?“ —
„Alt haver jeg tredive Svende med mig,
„Saadan som de nu monne være,
„Hvad heller de ere fleer eller færre,
„De ere mig alle heel kjære.“ —
„Og haver du tredive Karle med dig,
„Da er det vel tilmaade!
„Igaar du holdt i Hr Bugges Gaard
„Med hundrede Heste i Plade.“ —
Niels Ebbesen svared’ saa overbrat,
— Han treen en Fod tilbage: —
„Og er det Ridder eller Svend,
„Som mig den Løgn paasagde?“ —
„Hør du kjære Niels Ebbesen!
„Vi ville den Kiv ej volde;
„Du ride hen til Hr Bugge, din Ven,
„Om han vil Troskab holde.
„Hr Bugge han haver mig længe undsagt,
„Ogsaa hin unge Povl Glob;
„Hr. Anders Frost er og en af dem,
„Og fremmest i deres Hob.
„Og selv haver du, Niels Ebbesen!
„Nogle Hofmænd ridend’ hos dig,
„Og de have været udi mit Brød
„Og ere nu rømte fra mig.“ —
„Det er saa Sæd i Dannemark,
„Haver været fra gamle Dage,
„At hvilken Svend, som ej tjene vil,
„Da maa han Orlov tage.
„Og der er Ingen tilsammenviet
„Uden Munken og hans Kappe;
„Hofmand rider, og Hofmand bier,
„Hvor han kan tjene tiltakke.“
Ham svared’ da den Greve, Hr Geert,
Hannem lysted’ det ikke at høre:
„Ingen maa fra sin Herre bortgaae
„Naar han ham lyster at føre.
„Og hør du Hr. Niels Ebbesen!
„Du snakker mig altfor længe:
„Enten saa skal du af Danmark flye,
„Eller og jeg lader dig hænge!“
„De Tyve i Galgen hænge I kan
„Baade for Ravn og for Ørn!
„Saa lettelig jeg ud af Dannemark
„Ej rømmer fra Hustru og Børn.
„Men skal jeg rømme af Landet ud
„Fra Hustru og Børn saa smaa;
„Uselig skal I vist sige deraf,
„At I mig nogentid saae! —
„Rid nu bort, Niels Ebbesen!
„Jeg vil dig ingenlunde høre;
„Eller jeg bryder din Brynje paa dig,
„Som jeg tør fuldvel gjøre.“ —
„Aldrig saae Nogen mig end saa ræd,
„Jeg turde jo fuldvel skjælve;
„Hør I, Grev Geert! I see vel til
„Og mandelig vogte Eder selve.“
Bort red Hr Niels Ebbesen,
Slog op med hviden Haand:
„Grev Geert! I lader Eder mindes vel,
„Jeg kommer igjen forsand!“
Saa red han bort med snaren Færd,
Kom hjem udi sin Gaard;
Han klaged’ sig for sin Hustru kjær,
Spurgte hende om bedste Raad:
„Hil sidder I, kjæreste Hustru min,
„Hvad giver I vel for Raad?
„Greven af Landet mig drive vil,
„Han selv mig undsagde igaar.
„To Kaar han lagde mig for uden Skjemt,
„Den tredje var ikke god:
„Jeg skulde ham sværge, eller rømme af Land,
„Eller hænges; — saa løde hans Ord.“
„De værste Raad ere nu de bedste,
„Hvis vi dem ellers kan finde:
„Enten den Greve ihjel at slaae
„Eller Huset over ham brænde!“
„I æde og drikke, mine Dannesvende
„Hver være nu fro og kry;
„Den Svend, sin Herre er fast og tro,
„Han maa nu ej fra hannem flye.“
De Hofmænd svore saa høj en Ed,
De vilde opsætte der’ Liv,
Og ride med hannem saa dristelig frem,
Hvor han vilde yppe den Kiv.
Saa rede de dem til Fruerlund,
Der bunde de deres Heste;
Saa ginge de dem til Randersby,
Den kullede Greve at gjæste.
Og det var Hr Niels Ebbesen,
Han kom til Randers Bro:
„Den Svend, som ikke vil følge med,
„Han tage sig Orlov nu!“
Frem gik da den liden Svend Trøst,
Ham tro’de han allerbedst:
„Min Herre! I give mig Orlov paa Stand,
„Og dertil Saddel og Hest!“
Han Orlov begjered’ og flux den fik,
Dertil baade Saddel og Hest;
Den samme Dag, før Aften kom,
Han tjente sin Herre bedst.
Niels Ebbesen selv til Døren red,
Som han fik da isinde;
Han stødte derpaa med skarpen Spjud,
Hvor Greven han var inde.
Greven han ud af Vinduet saae,
Han saae de blanke Spjude:
„Saa usæl jeg her til Dannemark kom,
Niels Ebbesen holder derude!“
„Du sidde herned, Niels Ebbesen!
„Vi ville os bedre forlige;
„Sende vi Bud til Hertug Henrik,
„Og saa til Hr. Klavs Krummedige.“
„Ikke sagde du Saadant igaar,
„Alt ud ved Randers Strand;
„Du vilde da enten lade mig hænge,
„Eller jeg skulde rømme af Land.“
Saa toge de da den Vovehals
Udi sin gule Lok;
Saa hug de ham hans Hoved fra
Alt over den Sengestok.
Den Tid da Greven var slagen ihjel,
Hr Niels vilde Byen rømme;
Der mødte hannem Herr Ove Hals,
Han vilde ham det formene.
Niels Ebbesen kom til Randers Bro,
Der vanked’ saa gode Hug;
Der fandt han da hin liden Svend Trøst,
Som førre Orlov tog.
Niels Ebbesen gaaer over Randers Bro; —
De Holster efter ham hasted’;
Men det var ham, hin liden Svend Trøst,
Han Broen efter ham kasted’.
Tak have Niels Ebbesens Søstersøn!
Han var sin Morbroder tro; —
Han kasted’ i Fjorden de Fjælle brat,
De Holster fandt ingen Bro.
Niels Ebbesen gjæsted’ en Kjærling god,
Hun havde ikkun to Leve;
Det ene gav hun Niels Ebbesen, —
Han slog den kullede Greve!
Gud signe din Sjæl, Niels Ebbesen!
Du var en dannis Helt!
Saa gjerne du havde dit Fædreneland
Ved fremmede Gjæster skilt.
Krist signe og hver god Dannesvend,
Som baade med Mund og Haand,
Uden Skjemt og Tant, med Flid og Tro,
Vil tjene sit Fædreland!