„Min Datter saa lille! Min Datter saa prud!
Tag glad mod et glædeligt Ord.
Dig fandt jeg en Moder, mig fæsted jeg Brud.
Snart Lykken iblandt os nu boer.“
„Min Konge og Fader! Mig lystes ei ved
den fremmede Moder at faae.
Nei, giv mig den Guldring, saa blank og saa bred,
som tidt hos min egen jeg saae.“
Han sukker og henter det rundede Guld,
for vidt end til trindspæde Arm.
„Og hviler i Jorden Din Moder saa huld,
Din Plads er dog næst ved min Barm.“ —
„Min Herre og Husbond! Hun hører mig ei,
Din Datter, saa stiv og saa sær.
En Ring har hun ranet, den tilkommer mig,
thi Dronningesmykket den er.“
„Du Terne, jeg tog til min Seng og mit Bord,
Du lade min Datter med Fred.
Thi krænker Du hende, selv kun med et Ord,
skal tifold Du lide derved.“
Saa gik der en Tid, og det Kongebarn stod
som frisk, knopspringende Mø.
Men Dronningen var hende aldrig god,
hun lured, som letfrosne Sø.
Hun listed og lured, men snakked saa blidt;
hun skjulte sit brændende Nag.
For Faderen roste hun Datteren tidt.
Da strøg han sit Skjæg med Behag. —
„Min ædelig Husbond; Følg med i det Frie.
Se Skyens guldkantede Rand. —“
„Saamænd. Efter kongelig Daggjerning vi
nu vandre ved svalende Strand.“
„Ved Stranden? Der er jo saa tomt og saa bart.
Nei, følg i den løvgrønne Lund.
Der spiller end Solstraalen lifligt og klart,
der ville vi tøve en Stund. —
Min Konge! Se Blomsterne tæt for Jer Fod,
se — tys! Eders Datter det er.
Hun hviler i Græsset, den Rose saa god.
Kom! Sagte vi liste os nær.“ —
Paa blomstrende Tue to Elskende sad
blandt Skovens høitvoxende Straa;
han holdt hendes Hænder, mens, straalende glad,
hun ind ham i Øinene saae.
Han sukked: „Hvor tør dog jeg fattige Svend
berøre Din Kjortelflig blot?“
hun slaaer om hans Pande sin Guldfletning hen
„Saa keiser jeg Dig til min Drot.“
„En Jæger!“ henaander med døende Røst
den Dronning; men Faderen bleg
med knyttede Haand og arbeidende Bryst
staaer lænet til knudrede Eg.
Som skræmmede Vildt nu de tryggeste To
opspringe. Med knugende Haand
hun holder ham fast, mens, i dødstrodsig Ro,
han venter paa Lænker og Baand.
Han venter ei længe. Blandt Tudser og Kryb
han kastes i stinkende Hul.
Men høit over mørke og muddrede Dyb
hun sidder bag Laasen af Guld.
Og Dronningen haangridsk nu for hende staaer.
Den Jomfru sig reiser saa rank.
„Ja, kunde Du skaffe os ensartet Kaar,
saa fik Du vel Guldringen blank.
Jeg fordrer ei Syn, og jeg fordrer ei Ord,
ei Hilsen, ei Samværens Duft,
kun eens for os Begge! Mig qvælende Jord,
eller Ham livsqvægende Luft.“
Og Dronningen tigged, og Dronningen bad,
hun tirred, hun dulmed igjen.
Hun vendte hans Kjærlighed Hælvten til Had,
hans Had slog Hælvten hun hen.
To Taarne heelt op i de svimlende Skyer
blev bygget, der skulde de boe.
Hvor Rovfuglen flyver, og Duen kun flyer,
sad ensomt de livsfangne To. —
Da Fængselsdøren slog i med Knald,
hang ned til Knæ hendes Haar.
Nu naaer det med blege og bølgende Fald
fast Gulvet, hvorover hun gaaer.
Hun stryger det bort, mens, tung i Sind,
hun stirrer ad Vinduet ud.
Da flyver saa lille en Fugl derind;
dens Vinge var ramt af et Skud.
Hun pleier den ivrigt. Men døe den maa.
Den vædes af Taarernes Daab.
Da taler den sagte og skjælvende saa:
„O Jomfru! Jeg bringer Dig Haab.
Hvi sygner saa hen Dit unge Liv
her i det ensomste Bur?
Dig lokker Forvandlingens skabende: Bliv!
ud i den friske Natur.
Du lægge to Fjer af min Vinge kun
i Kors paa Dit Jomfrubryst.
Saa bliver Du Fugl i samme Stund,
kan frit flyve bort med Lyst.“
Den døde. Hun trykker med Haab og Gru
det Fjerkors til Brystet fast.
Da blev hun en Fugl, og med Længsels Hu
hun fløi til den Elskte ihast. —
Han støtter sit Hoved til Gitterstang:
„Hvor lider den Kongemø vel?
Mon hun sidder fangen den Dag saa lang?
Mon hun fortærer sin Sjæl?“
Han standser. Med lokkende Jægerlyst
han seer nu den flagrende Fugl.
Han udstrækker Haanden saa tavst, saa tyst,
og snart sidder der den i Skjul. —
For Dronningen staaer den Slutter tvær;
„Min Kongefange forsvandt.
Der har Du de Nøgler, og jeg er her.
Jeg veed, mit Hoved er Pant.“
„Du file de Stænger. Vi sige saa,
at selv hun styrted sig ned.
Dog tie vi helst, mens vi kan og maa.
Saalænge har man da Fred.
Dog, hvad hende dybest krænke kan,
skal hun spørge, ihvor hun drog hen.
Din Datter er smuk. Du sende paastand
Din Datter til Jomfruens Ven.
Hun listelig tale om Bryllupsfærd,
om Dronningekrone saa skjøn.
Hun dølge kun svagt, at hun ham har kjær,
der hensukker sit Liv uden Løn.“
Og Pigen betænksom til Værket skred.
Kun af Vanvare røbed hun Alt.
Vel vidste hvert Barn og hver Bonde Besked
Ham — vilde hun ei det fortalt.
Men Jægeren sætter sin hvide Tand
i Læben og vender sig bort.
„Hun vinder en Krone, hun vinder et Land;
her maa vel jeg komme tilkort.“
Vel Fuglen udbryder i skjærende Skrig,
den pikker hans Haand og hans Mund.
Han sidder saa stille, saa støbt som et Lig.
Hans Hjerte frøs sammen til Bund.
Tre Dage saaledes han klageløs sad.
Han reiser sig mørk nu og mat.
Men Slutterens Datter ham venter med Mad,
har ei ham i Sorgen forladt.
Hun smaasnakked jevnligt, skjøndt bly som en Brud.
Tilsidst hun dog muntred ham lidt.
Da lyder ham pludseligt kongeligt Bud:
„Vælg Hustru, saa bortgaaer Du frit.“
Hun rødmer og skjælver ved Ordet, som hun
ham bringer. Han drager sit Veir
som Spanden fra Dybet. „End grønnes vel Lund
til Jagt, har Du Jægeren kjær.“
Da styrter sig Fuglen med hakkende Næb
med Angestens Skrig til hans Bryst.
„Først dræbe mig!“ raaber den til ham. „O dræb!“
Han hører kun klingende Røst. —
„Nu hurtig min Slutter! Du Tavse! Du Tro!
Nu rask, min velpyntede Brud!
Naar Kirken tilsammen har givet de To,
da drages i Frihed han ud.
Saa svor mig min Herre. Vel Datterens Aand
Dit Bryllup skal bøie. Nu flink!“
Hun hilser til Bruden med naadige Haand
og til ham med haanglimtende Blink. —
Den blussende Brud sidder opreist og rank
i Sengen. Paa Gulvet han staaer.
„Og om end Lyksalighedsfartøiet sank,
man derfor ei strax dog forgaaer.“
„O glem det, Du Søde!“ hun sukker saa øm.
Han seer sig i Kammeret om.
Alt er mig saa fremmed, Alt er som en Drøm.
„Min Fugl! Naa, Du med mig da kom.“
Han nærmer sig Sengen. Men Fuglen udslaaer
sin Vinge, begynder en Sang.
Først kun som et Dødssuk dens Toner ham naaer,
men høiere stedse det klang.
Snart fylder den Rummet med svulmende Magt,
og Væggene sukke derved.
Men fra den ophængte Brudedragt
faldt Taarer paa Gulvet ned.
De Myrter i Brudens vandsprængte Krands
græd Taarer, som piblende Blod.
Men midt paa Gulvet, med svimlende Sands,
som Billedstøtte han stod.
Og Fuglen omkredser hans Hoved tæt.
Dog svagere bliver dens Sang,
dens Flugt bliver tung, og dens Vinge træt,
den synker med bristende Klang.
Han varmer den Isnede ved sit Bryst,
ved sin Mund med tusinde Kys.
Dog lukker den Øiet kun til saa tyst.
Da griber ham Dødens Gys.
Han flænger i Brystet saa dybt et Saar;
Blodkilden er sprudlende varm.
Et straalende Lys hen over ham slaaer,
og Hun ligger frelst i hans Arm. —
Af Huset udtræde de salige To
i Maanens lyshellige Skjær.
Henlænet mod Muren, i dybeste Ro
de finde da Konningen der.
Han løfter sit Hoved: „Hvem kommer vel der?
Min Kongeborg har jeg forladt.
Det var mig saa sælsomt — thi sidder jeg her —
som døde min Datter inat.“
Men ned de sig kaste for Faderens Fod,
fortælle ham Alt, hvad de led.
Fortælle om Sorrig, fortælle om Blod,
om Frelsen, som vandtes derved.
Han stryger sit graanende Skjæg med sin Haand:
„Jeg bliver nu gammel, forsand.
Snart gaaer jeg i Barndom; alt sløves min Aand.
Lad gaae da. Før var jeg en Mand.
Min Søn og min Datter! I reise Jer nu.
I følge mig ind i min Borg.
Jeg tænker min Dronning, saa snild udi Hu,
kan trøste en Brud i sin Sorg.“