Jeg misted saa Mange af mine Smaa,
Jord dækker de lukkede Øine blaa,
Jord dækker de søde smaa Hænder.
Skal atter jeg prøve i Angst og i Nød?
Skal atter jeg kæmpe paa Liv og paa Død
for den høieste Lykke, jeg kjender?
En sværtynget Lykke omsnoet af Besvær,
berendt og beleiret af Sorgernes Hær,
omklamret af Uro og Moie.
En Lykke som Solglimt paa skyggede Bund,
saa lille, saa liflig paa dunklere Grund,
et Jordsmøl, men født i det Høie.
Og om hun nu fulgte de Smaa, som gik bort,
om Skrinet sig lukked saa snævert og sort
over den, som mit Hjerte begjærte?
Hvad tør jeg vel haabe, hvad skal jeg vel troe?
Du Trivselens Herre, omstæng Du mit Bo,
bevar mig for Femtedøds Smerte!