Tre Piger stode og hviltes ved
det Landsbyled,
det Landsbyled efter Qveld.
De skulde hjem, men gik ikke hjem;
det var, som Stedet fængslede dem
— og Grunden kjendte de selv.
De dæmrende Stjerner faae større Glands,
mens som til Dands,
til Dands beredte de staae.
Da gaaer med lokkende Flagerflugt
et Stjerneskud over Himlen smukt,
og Pigernes Ønsker det naae.
Men inderligt ønske de Hver især,
skjøndt En og Hver,
ja, Hver har kun samme Bøn:
„Før Aar og Dag han som Beiler staae;
om Alt han bede, og Alt han faae,
den Eneste, Præstens Søn!“
Med Blussen og bankende Hjerte de
det Varsel see,
det Varsel om Fremtids Lyst.
Med lønlig Fryd vil nu Hver gaae hjem;
da drager der Noget ad Veien frem,
hvor den dreier mod tangklædt Kyst.
Det skrider tyst og tungt og sort
ad Veien fort,
ad Veien mod Landsbyen ned.
Den dæmpede Mumlen, de tunge Trin
frembæres af Nattens sukkende Vind,
mens Toget drager afsted.
Du rige Christ! En Baare! Se!
O Ve! O Ve!
O Ve! Hør Klager og Bøn!
En Druknet! en stakkels Fiskers Lig!
De arme Folk! Hvem er det? Sig:
— „Præstens eneste Søn.
Imorges han heiste sit Seil med Sang,
som vidt henklang,
henklang over skinnende Vig.
Saa styred han bort, da Sol oprandt.
Mod Aften hans kæntrede Baad vi fandt
og fandt ham selv som et Lig.“
Da synker en Taage for Pigernes Blik.
De stille gik,
gik stille Hver til sit Hjem.
Med skjælvende Hjerte, paa vaklende Fod
de søge til Sengen, saa taus og god,
og der styrte Taarerne frem. —
Tungtskridende Tid har i sit Fjed
tidt Trøsten med,
tidt Trøsten saa tæt i sit Spor.
Før Nødderne modne af Haslerne faldt,
har Smedens Datter en Beiler alt,
og Jubel i Hjertet boer.
En Fremmed var han kommen did.
Hver Aften blid,
hver Aften i Lunden de gaae.
Dog se! Engang, efter sødest Lyst,
laae hun død med en blodig Plet paa sit Bryst.
Men ham ei mere man saae. —
Det lider stærkt mod Juletid;
den Fest saa blid,
den Fest saa blid rykker nær.
Og Alle har travlt; men Degnens mest;
der redes med Fryd til dobbelt Fest,
til Bryllup for Datteren kjær.
Der kom en Gjæst fra den store Stad,
og Pigen glad,
saa glad til den Fremmede saae.
Nu bindes der paa hendes Brudekrands,
Fiolerne stemmes alt til Dands:
imorgen skal Bryllupet staae.
Den Morgen kommer. „Vor unge Brud
vil sove ud,
vil sove, men ei hun faaer Fred.“
De Piger i Kamret finde et Lig,
og Alle hidile ved deres Skrig.
Kun Brudgommen kommer ei med. —
Fra Himlen nedstraaler den blanke Sol,
og bly Viol,
Viol staaer i Græsset dulgt.
End Møllerens Datter saa kummerfuld gaaer.
Den Svend, hendes Fader fæsted iaar,
har lønligt dog efter fulgt.
Først høres neppe hans stille Bøn.
Hos Præstens Søn,
hos ham hendes Sjæl kun er.
Men snart bortglider hans Billed svagt;
for Somren end staaer i fuldest Pragt,
har alt hun den Anden kjær.
Og Bryllupet feires med Sang og Klang.
Den Dag saa lang,
den Dag saa lang er forbi.
De sidde ved Aften om Brudebord;
da føler Bruden en Længsel stor,
som dreves hun ud i det Frie.
Da Tumlen voxer, hun lister sig ud.
Han følger sin Brud,
han følger af festsmykte Hus.
Men inde med Latter og Skjæmteord
de Gjæster dem savne og ønske i Chor
Godnat ved de klinkende Krus.
Saa solklar oprinder den næste Dag.
Med lunt Behag,
Behag alt den Moder staaer
for Kammerets Dør. Den er lukket fast.
Hun banker saa skjælmsk, hun banker med Hast,
men intet Svar hun dog faaer.
Da gribes hun af en isnende Skræk.
Hun iler væk,
Hun ilsomt faaer Manden derhen.
Han sprænger ihast den lukte Dør:
Kamret er tomt, og opredt som før
Staaer Sengen, som vented den end.
Der ledes i Have, i Hus, paa Loft,
i Mark og Toft,
i Mark og Toft og ved Kjær.
Den hele Landsby gaaer søgende med;
Unge og Gamle fare afsted
i vildforstyrrede Færd.
De gaae forbi den Kirkegaard,
og Skaren staaer,
staaer stille med gruende Sind.
Hvad skinner saa hvidt paa Graven hist?
Hvad skinner bag Rosenbuskens Qvist,
som vugges i Sommervind?
Med halvlukket Øie, med halvaaben Mund
hun fin og rund,
rund ligger i dybeste Blund.
Krandsen hænger i Haaret løst;
en Blodplet sees paa letblottede Bryst
men et Smil om farveløs Mund.
Moderen kaster sig med et Skrig
over elskte Lig,
trykker Liget fast til sit Bryst.
„Mit Barn! hvad vil Du hos Præstens Søn?
Har ei Du længe nok grædt iløn,
og fandt Du tilsidt ikke Trøst?“
Men Skaren udstøder et skingert Skrig.
Den styrter sig,
sig vildt mod omfredede Høi.
Med Spader, med Skuffer, med Hænder man grov,
Op heises Kisten i hidbragt Tov.
Da stilles den summende Støi.
Den aabnes. Med Rædsel Enhver nu seer
jordfæstede Leer,
jordfæstet alt for et Aar.
Men i den gulnede Skjortes Flig
halvfrisk en Urtekost dølger sig:
den smykkede Bruden igaar.
Tre Guldringe glimre paa Fingerled.
Dem fik han ei med,
ei med i sin tidlige Grav.
Saa Mange kjende de Ringe smaa.
Paa Jomfruhænder man før dem saae:
Hver sin til en Beiler gav.
„Ham er det! Præstens Søn! Han brød
sin Grav, og død,
død søgte han Livets Lyst.
En Pæl i hans Hjerte! Vi give ham Fred!
En Pæl! Vi ham mane i Jorden ned,
hvor Ormene blive hans Trøst.“
„Holdt!“ lyder det. Præsten iblandt dem staaer.
Hans hvide Haar,
hans Haar er som reist af en Vind.
Med brændende Øie, med udstrakt Haand
han staaer der, en bydende Gravens Aand,
med dødningblegeste Kind.
Han træder op paa klumpede Muld,
som dækkede huld,
saa huldt hans aarsavnede Fryd.
Han stirrer paa Kisten til sidste Farvel
og læser en brændende Bøn for hans Sjæl,
Men trindtom høres ei Lyd.
„I lægge nu Bruden i Brudgoms Favn,
i Jesu Navn,
i Jesu Navn sænk dem ned.
Men dybt I grave! Om Dage faa
skal min trygtgjemmende Kiste staae
paa deres, saa faae de vel Fred.“
Graven er kastet, og med et Blik,
der til Hjerte gik,
til Hjerte gik Alle, sin Arm
han rækker skjærmende over den.
Saa synker han selv saa stille hen,
bortsovet fra Livets Harm.
Om Dage faa hans Kiste stod,
en Vogter god,
en Vogter god hos de To.
Snart vandt sig om Graven et Blomsterflor;
men dybt under Tuen kun Søvnen boer
og jordforglemmende Ro.