Jeg ligger i min Moders Skjød
og seer i min Faders Øie.
Jeg hører min Søsters Stemme sød —
maa det mig ei fornøie?
Min Moder er en Frue prud,
saa rig som ingen Anden;
hun smykker sig i grønne Skrud
med Blomsterstads om Randen.
Min Fader er en Ridder stor
— mod ham er hun en Terne —
han spreder Solglands over Jord,
hans Seng er redt med Stjerne.
Min Søster er hver lille Fugl,
hvis Sang mig maa fornøie,
hver Blomst, der bryder Jordens Skjul,
saa liflig for mit Øie.
En Broder har jeg sagtens med,
han tidt besværlig falder.
Han øder min Familiefred:
man Menneske ham kalder.