Norden for Limfjorden findes et Sted,
hvor sig en Lyngbanke blidt skraaner ned
men imod østen den sandmagre Grund
sænker sig brat mod smaastenede Bund.
Med deres Hænder et Ægtepar der
danned en Tilflugt for Vind og for Veir,
grov sig i Bakken møisommeligt ind,
til der blev stort nok for nøisomme Sind.
Reiste en Mur af selvsamlede Sten,
Forsiden blev det, saa fast og saa pæn.
Tætted og luned og pynted tilsidst;
Trivselen kom der ved Aarenes Frist,
Der, hvor de bygged, de boede med Fred;
Eiendomsretten dem Ingen bestred.
Vidt om i Landet dog ofte de drog,
Fedlen han strøg, Tamburinen hun slog.
Selvlavet var den, en underlig Ting.
Men i hvor vidt end de droge omkring,
kjendte dog Alle de dygtige To,
der, ret som Fuglene, selv bygged Bo.
Engang jeg traf dem. Vi talede lidt,
som det nu faldt sig, om Dat og om Dit.
Og iblandt Andet jeg spør, om de har
ei noget Barn, da gier Manden det Svar:
„Nei, i den Ting var vor Lykke jo svær:
Fem vel vi havde, dog døde Enhver.“
Sagtens jeg studsed, thi Konen faldt ind,
slettende efter med varsomme Sind:
„Jo, for den Fattige er det et Held;
Jomfruen selv maa betænke det vel.
Brødet til To er tidt knapt nok endda:
Hvis vi var Flere — hvor kom det da fra?“
Videre drog de med Kling og med Klang;
jeg havde hørt kun en Fattigmandssang.
Moderen glemmer sit Haab og sin Nød:
Jordgjemte Barn er — Besparen af Brød.