Nu slaar Kompas og Stjerner fejl,
Nu har jeg snart forsvoret
At bruge Aarer eller Sejl,
At røre meer ved Roret.
Nu lægger jeg til Landet an;
Jeg lader andre spøge
Og Lykkens Sø forsøge.
Nu haver jeg besluttet fast
Til Krigen mig at give.
Dog nej! maaskee jeg i en Hast
Aftakket kunde blive.
Hvad da? — Saa havde jo min Stand
Og Rang ej meer at sige;
Saa blev jeg kun en Færgemand,
En Kromand og deslige.
En Kræmmer, det er nok saa godt
I disse Silke-Tider;
Thi om jeg spilte Bankerot,
Da er paa alle Sider
Og intet at befrygte —
Dog nej! — jeg gad ej løbet fra
Et ærligt Navn og Rygte.
Et Prokurator-Haandverk var
Maaskee saa godt som noget.
Dog nej! — jeg ikke Hoved har
Til ret at gjøre kroget.
Jeg ikke let med Vidners Ed
Og Lovens Bogstav spøger;
Jeg i en god Samvittighed
Min Ros langt heller søger.
En Foged eller Skriver er
Endnu det allerbedste.
Dog nej! — jeg gad ej plukket Bær
Af Træet fra min Næste.
Jeg gad ej forfordelet ham
Den mindste Skjerv og Skilling.
Og kom det op, da fik jeg Skam
Paa Ære og Bestilling.
Hvad da? — Jeg bliver ved min Bog
Og for min Lykke stræber;
Og uophørlig slæber.
Man pløjer, saar, og i sin Sved
Sit Brød med Kummer dejner,
Og see! En andens Dovenhed
Sig siden det tilegner.
Det er jo dog fortrydeligt
At, naar Soldat og Rytter
I Krigen haver gjort sin Pligt,
Man Byttet ham forbytter.
Det er jo tungt, naar Hexen gjør
At Pigen, ihvor gjerne
Hun stræber for at samle Smør,
Forgjæves dog maa kjerne.
Der havde ingen Venner,
Da blev han vel ej andet, end
Pedel og Klostertjener.
Og Aristoteles, ifald
Hans Stemme vilde klinge,
Da fik han vel et Degnekald
Og Klokkestreng at ringe.
Ja hør, hvad nylig en Person,
En udenlands Magister,
Om vor Recommendation
Og Lands-Academister
Mig i et Selskab høre lod,
Med andet meer mærkværdigt,
Som skar mig i mit Hjerteblod,
Endskjønt det var sandfærdigt.
„Ej! sagde han, hvad Under, at
Studering her i Landet
Er saa af Barbari besat
Og ligesom forbandet?
Hvad Under, at man udenlands
Foragter eders Hjerne,
Da man saa sjælden seer en Glands
Fra Nordens lærde Stjerne?
Sligt kommer ufejlbarlig an
Paa det, at der ej skjønnes
Hvad Lærdom zir’er, og hvordan
Studering bør belønnes,
I det Patronen med sin Haand
Gelejder Betlerbrevet,
Saalænge, som den dumme Aand
Er ej endnu uddrevet.
See, noget jeg fortælle maa,
Som uforskammet stinker:
Jeg hørte nylig Under paa
En Deel af eders Sinker,
Af hvilke nogle talte om
At Talmud var en Frue,
Og Alkoran det samme som
En var en ung Jurist, som lod
Sig mærke, at til andet
End Tutter, her i Landet.
En for en Mester sig udgav
I Rigs- og Stats-Studering,
Og vidste ej at sige af
Den romerske Regjering.
En roste sig af Medicin,
Og holdt sig for at være
Den anden Thomas Bartholin
(De Danskes Ros og Ære),
Knap kjendte Kamfers Dyder,
Og vidste ej, hvad quid pro quo
Hos det Slags Folk betyder.
En anden svor, at en Katholsk,
Saavel som Calvinisten
(Han være Preussisk eller Polsk)
Var ej en ægte Christen.
Kort sagt, de sad og dømte som
Rabbiner om Elias,
Som Jøderne, der drømte om
At Cromwell var Messias.
Tænk — sagde han — er sligt ej galt
Og Skam paa begge Sider?
Her blev jo ej saa daarlig talt
Det ellers ondt for dem mig gjør,
Som haver Spot af disse,
I det de dem har hjulpet, før
De kjendte dem tilvisse.
Det værste var at høre, hvor
De roste deres Varer;
Hvorledes hver sig gjorde stor,
Og andre til Barbarer.
Hvoraf i Stuen blev en Lugt
Som af en Stinke-Potte;
At, hvis man Røg ej havde brugt,
Man snart forgives maatte.
Ej! — sagde han, som var en Ven
Af Nordens lærde Ære —
Gid nogen herimod sin Pen
Satirisk vilde skære!” —
Han bad, at jeg for min Person
Dog vilde mig paatage,
Hver slig Client for sin Patron
Og Landet at anklage.
Ved denne Bøn jeg Skuldre skød;
Jeg gad ej nogen tugtet,
Da Juvenalis alt var død
Og intet havde frugtet;
Jeg viste ham, at jeg var ej
Og kunde snart gaa samme Vej,
Som fordum Boccalinus.
Omsider, for at svare ham
Paa hans fornemste Poster,
At Lærdom er som Lusekram,
Der intet hos os koster,
At Brød uddeles, ligesom
Supplikken har Patroner,
Fremtog jeg en Forordning om
Jeg bad ham læse dette Ark,
Hvoraf han kunde skjønne
Hvad Dyd der er i vor Monark
Til Dyden at belønne;
Hvor naadig Kongens Tanke er,
Samt varlig og forsigtig;
Hvor gjerne han forfremmer hver,
Som haver stræbt oprigtig.
„See! — sagde jeg til hannem — hvo
Kan bedre Forskrift give?
Ej mere dydig skrive?
I hvad retsindigt Cancelli
Er nogensteds de Lærdes
Og Godes Trøst saa stor, som i
Kong Frederik den Fjerdes?” —
Han svarte, at han kjendte vel
Den fromme Herres Naade
Til at haandhæve Ret og Skjel;
Men at dog tit af Vaade
Formedelst onde Talsmænd man
Uværdig kom til Lykke,
Da Dydens Ild af skident Vand
„See — sagde han — naar Kald og slig
Profession er ledig,
Hvor Halt og Krøbling løber sig
Til Cancelliet svedig;
Hvor der om dette Blomster da
Er saasom Sværm af Bier,
Og hvor man allevegne fra
Til denne Enke frier.
Hver, som en bejlende Person,
Opregner sine Gaver;
Hvor mangen Obligation,
Hvor mange Pund han haver.
Men som han forud veed, at de
I Vægten meget fejler,
Saa bruger han en Koblerske,
Og ved en Paaskrift bejler.
Da sees en Panegyricus
Som den, i hvilken Plinius
Berømmer sin Trajanum.
Han males af at være lærd
Og dydig overmaade,
Ja vel saa højt, som nogen, værd
At nyde Kongens Naade.
Jeg veed, endskjønt jeg tier stil,
At Hjernen tit er øret,
Og at hans Hoved inden til
Med Kalvekjød er foret,
At det er som en Nøddeskal,
Hvor Ormen kun er inde;
Som Mynt udaf en falsk Metal,
Som Blære fuld af Vinde.
Hvad skeer? Det efter Ønske gaar,
Som hans Patron har maget.
Han ja og siden Bryllup faar,
Og Bruden er bedraget.
Tænk — sagde han — er det dog ret,
At sørge saa for Enker?
Sligt Ægteskab jo Dyd og det
Gemene Bedste krænker!” —
Som vi saaledes talte bedst,
Da stod der en og lurte,
Og denne udenlandske Gjest
Saavel som mig adspurgte,
Hvor vi os turde understaa,
Som ringe Standspersoner,
At dømme og at tale saa
Om ham og hans Patroner?
„Forlad mig, Kjære! — svarte jeg —
Vi talte ej om Dennem;
Men at her praktiseres Qvæg
I Landet tit igjennem.
Vi talte med hinanden om
Hvor meget Fæ her vorer,
Der tærsker ej for Føden, som
De gamle Jøders Oxer.
Vi talte om, hvad Sygdom her
Ved Baasen somme Tider,
Hvad Pest her gængse er — desvær’! —
Hvorover mange lider,
Og Landets Hjord saa ofte maa
Af udenlandske vrages,
Og skabet Fæ det burde paa
En Mødding at henjages.”
Han mærkte, hvad min Mening var,
Forvendte Øjesynet
Og Læben bed og Tænder skar,
Ja, svor ved sine Guder, at
De dette skulde hævne,
Og at de mig udi min Hat
En Fjer ej skulde lævne.
Jeg i mit Hjerte ad ham lo,
At han sig kunde harme
Og for Diana larme.
Jeg bad ham tie lidet stil
Den Tid han var saa daarlig,
Og gav mig saa fremdeles til
At tale meer alvorlig.
See! — sagde jeg — jeg er ej ræd
For værgeløse Buer.
En Katholik forgjæves med
Sin Helgen mig kun truer.
Jeg frygter ej, at Pavens Band
Skal kunne noget virke
Imod en Lem udaf en sand
Og evangelisk Kirke.
Jeg ærer din Patron, den Stund
Han efter Dyden spørger,
Og forud kjender deres Pund,
Som han med Brød forsørger.
Mæcenas agter jeg ved Guld
I en Augusti Rige;
Ja, gid vort hele Land var fuld
Af Mæcenatis Lige!
Men du vilt svare mig maaskee,
At hver kan ikke være
Saa god Poet og Lærd, som de,
Mæcenas havde kjære;
At man skal ej forsmaa en Steen
For den ej Jaspis hedder,
At hver Apostel er ej en
St. Povel eller Peder.
Ei hvad? Dem taler jeg ej om,
Men Judas den Forræder,
Saa ogsaa om Patroner, som
Paa Dydens Ære træder;
Som tværtimod sin Konges Bud
Recommenderer dennem,
Der Verden uden Hovedbrud
Har sneget sig igjennem.
Tænk du, som tit til Lykkens Dør
Har Nøglen i din Lomme,
Betænk, om du forsvarlig gjør,
At lade Drog indkomme;
At søge deres Gavn og Tarv,
Som Slegfred-Unger ere? —
Bør ej et ægte Barn i Arv
Prioriteret være?
Betænk, om nogen i din Rang
Dig Indpas gjøre vilde,
Hvo veed, om Fruen mangen Gang
Ej fór derover ilde?
Mon du ej selv, saavel som hun,
Var ond tilfreds at stille?
Endskjønt jeg saadant kalder kun
En adamitisk Grille.
Du mig maaskee vil svare, i
Henseende til Dyder,
Som det gemene Sprog udi
Philosophien lyder:
At Dyden intet har behov,
At den sig selv belønner,
Naar Lykkens og Patroners Lov
Ej paa Meriter skjønner.
Ja saadan Trøst er ligesom
Det, Julianus sagde,
Da han de Christnes Ejendom
Og Indkomst ødelagde;
Han dette foregav at skee,
Og Lønnen confiskeres,
Fordi der staar om Fattige,
At Himmerig er deres.
Nej, Dyden er af den Natur
Som Ilden, at opstige.
Den gjerne vil med Jern og Mur
Med Alexander krige,
At den og triumfere maa
I Vogn med hans Bedrifter,
Paa Støtter ved hans Side staa
Og i de Lærdes Skrifter.
Hjælp derfor du, som hjælpe kan,
Enhver, som Hjælp forskylder;
Hvormed du Navnet paa dit Land
Og paa dig selv forgylder.
Til evig Tid beskæmmet,
For han de lade Drog især
Til Ære har forfremmet.
Af det, at han paamindes
I Polysperchons Brev og Svar
(Som hos Plutarchum findes),
At han sig skulde efterdags
Betænksom tage vare,
Og ej befordre saadant Slags,
Som lod sig ej forsvare.
Har skrevet til Patroner,
At de, alt Venskab uanseet,
Skal sørge for Personer,
Som de har forhen Prøve paa
Af godt Gemyt at være,
At kunne noget forestaa
Til Republikkens Ære.
Hver Hedning snart, som noget klog
Og dydig været haver,
Har med Meriter holdet Bog
Og seet paa Sindets Gaver.
Forsigtig haver han udi
Befordrings-Sager skrevet,
Formaning efterlevet.
For en, som alle kjendte
At Ære værd, men dette Brev
Han dog saa varlig endte:
„Jeg intet uden dydigt kan
„Om Cyziceno skrive,
„Men jeg forsikrer ej, at han
„Skal uforandret blive”.
At han recommenderte
Dem tit til Folket udi Rom
Imedens han regjerte;
Men altid lagde dette til:
„Hos eder, kjære Venner!
„Jeg godt for dem ej tale vil,
„Hvis de det ej fortjener”.
Velan, min Hr. Patron, jeg da
Vil haabe ufejlbarlig,
At du ej hjælper til, men fra,
Naar en er uforsvarlig.
At du dig siger ude, naar
Et Drog paa Døren banker,
Og hører ej, som den, der gaar
I andre dybe Tanker.
Men naar en anden lader til
Opvartning sig anmelde,
Som sig med sin Ansøgning vil
Til din Undsætning hælde,
Da kys ej denne Supplikant
Som en Domitianus,
En Løve, eller Elefant,
Men svar, som en Trajanus.
Lad ham ej staa sig krum og lam
I Audiens-Gemakket;
See, dersom du vil høre ham,
Da gjør ham Tiden stakket.
Og hold ham desforuden ej
Med Løfter op for længe,
At han igjennem anden Vej
Til Lykken sig kan trænge.
Tro mig, jeg dette ej for mig
Og min Person paaminder;
Jeg over Lykken eller dig
Mig ej besværet finder.
Jeg klager ikke, at jeg i
Din Port har slidt min Kappe;
Jeg aldrig har Afguderi
Bedrevet med din Trappe.
Jeg aldrig jo bedraget er
Af dine Løfters Mængde;
Thi jeg har altid maalet hver
Af Bredde, Dyb og Længde.
Jeg veed, at naar man derudi
Sin Tilflugt stundum søger,
Da er de, som Catalogi
Og Titlerne paa Bøger.
Ja hvad? om du, min Herr Patron!
Mig end lod staa tilbage,
Da er det min Religion
Ej derfor at forsage.
Jeg lever dog fornøjet med
Diogenes i Tønden,
Udvælger mig i Brønden.
Hvad, om du en og anden Gang
Endogsaa vilde sætte
Mig ned for dem, som nylig sprang
Jeg sørged mig dog ej ihjel.
Endskjønt jeg ikke nægter,
At saadan Spot alligevel
Et bravt Gemyt anfægter.
Men derimod er mangen en
Saa klejnlig i Gemyttet,
Naar Prisen bliver saa gemeen
Ved Blindebuk udbyttet,
At derved avles i hans Blod
At han paa Timen lader Mod
Og al Opmuntring falde.
Han utaalmodig og forsagt
Beklager, at desværre
Han Haand paa Bogen haver lagt,
Og ikke tjent en Herre.
At han ej har studeret paa
Et Haandværk, eller andet,
Hvorved han kunde Brødet faa
Og ærlig tjene Landet.
Han klager, at hans Avindsmænd
Har hannem eftertragtet,
Han tit beskylder dig, som den
Der haver ham foragtet
Og Ciceronem klappet,
At du har aareladt hans Lyst
Og Kraften deraf tappet.
Han tit undskylder dig igjen
Og klager paa Madame,
At hun er andre gunstig, men
Vil hannem ej annamme;
Endskjønt hun ham ej kjender,
Ja, at hun underfundig tit
Hans Lykkes Kort forblænder.
Han klager, at hun hannem staar
I Lyset bag Tapetet,
At hun med Hovednøglen gaar
Til Pennen og Signetet.
Han ofte sig forundrer paa,
Hvor hun tør være Dommer
I det, som andre bør forstaa
Og hende ej vedkommer.
Han gjerne saae, at hun var fra,
Naar du med hannem talte;
Og at hun i sit Kjøkken da
Var ude og befalte
Hvad Mad der skulde laves til,
Hvad Steg man skulde vende.
Og gik saa til sin Huus-Postil
Og sligt, som sømmer hende.
Han mener sligt at gaa i Svang
For Nytte og deslige;
Ja, at hun dertil mangen Gang
Forføres af sin Pige,
Som han maaskee ej have kan
Den Lykke at behage.
Imidlertid beklager han,
At han maa staa tilbage.
Ei, frisk til Mode, Kammerat!
See! Lykken aldrig lider
En bange og forsagt Soldat,
Som uden Hjerte strider,
Som hører Skud og strax vil fly,
For Ild og Lue løbe.
See! hun vil allerhelst sit Bly
I slige Former støbe.
Hvo vilde kaste sit Gevær
Mens Haabets Sol er oppe?
Hvo vilde løbe for en Hær
Af hovedløse Kroppe?
Lad Krigen vare nogle Aar;
Men hold dig immer mandig —
Hvad gjælder? Lykken skeer, naar
Den seer dig saa bestandig.
Hvad gjælder? den dig hjælper frem,
Da mangen raadvild Stakkel
Til Daarekisten følges hjem
At sidde som Spektakkel?
Hold derfor til det sidste ud
Mandhaftig og taalmodig,
Og viid, at det er Æreskud,
Naar Lykken gjør dig blodig.
Hvo vilde blevet Admiral
Af Baadsmand eller Skipper,
Udaf en Munk en Cardinal,
Hvis ikke dennem Haab og Tro
Paa Hænder havde baaret?
Ei frisk! den gamle Lykkens Bro
Er ej endnu afskaaret.
Men hør engang, du lade Drog,
Som Herre-Trappen viser,
Som med din Hykle-Mading-Krog
Dit Brød og Velfærd fisker;
Hvor est du dog saa fræk og fri?
Hvo tør du, næsviis Flue,
I Vejen for en flittig Bi
Gaa ind i Herrestue?
Hvor tør du vel din Overmand
Supplik i Haanden give,
Ej stille eller skrive?
Hvorledes tørst du komme frem
Med slige Betler-Palter,
Og ublufærdig ofre dem
Paa store Herrers Alter?
Hvor tørst du række efter Brød
Med dine skidne Hænder?
Est du ej bange, denne Glød
Dit Navn og Rygte brænder?
Hvor tør dit Hoved kige ud
Og bliver ikke hjemme,
Saalænge det behøver Lud
Og sig at lade kæmme?
Hvad om Patronen tog dig for
Og dig examinerte?
Om han din Lærdom efter vor
Forordnings Taxt vurderte?
Mon det dig ikke vilde gaa
Som en, der er umyndig,
Som den, der ned fra Skrifte maa
Fordi han er ukyndig?
Du gaar imidlertid dog frem
Og lader dig anmælde,
Naar Lejligheden er bequem,
Og see, hvad skal det gjælde,
At jeg dig rigtig sige vil,
Hvad underfundig Maade,
Hvad lønlig Dirk du bruger til
At aabne Herre-Naade!
Du om Lakejen først udi
En Borgestue leder,
Hvor du Patronens Liberi
Forkysser og tilbeder.
Endog med Hyklersæder,
Endskjønt han er kun ofte en
Barberer eller Skræder.
Jeg taler intet om, hvor tit
Du Pigen og paakalder
Og, for at skaffe dig Credit,
Paa Knæ for hende falder.
Med Hovedet i hendes Skjød
Og mager dermed, at hun Brød
Til fælles Pose tigger.
Hvad skeer? Hun raader dig, at du
Skalt Vers til {Herren / Fruen} skrive,
At {Han / Hun} kan komme dig ihu,
Og du befordret blive.
Du est da ikke heller seen
Før du en Strofe henter,
Ihvad den koster end, hos en
Poetisk Marketenter.
Med denne seer man dig at staa
Og logre for din Lykke.
Du kommer som en Stadder paa
Et Træbeen eller Krykke.
Du idelig Opvartning gjør
Og for Patronen klynker,
Ja, slipper hannem ikke, før
Han over dig sig ynker.
Ei! skamme dig, du Snyltegiæst,
Som ikke for en Skilling
Din Gud og Konge tjenlig est,
Og søger dog Bestilling;
Som vover at begjære Løn,
Og ej en Skjerv fortjener;
Som dig ved Trygleri og Bøn
Alene skaffer Venner.
Du kommer med Supplik — ja gid
Du denne havde skrevet
Og under Hannem levet!
See, den Patron han havde vel
Dig vant til Kuld og Hede,
Hvis ej, at sulte da ihjel
Udi din lade Rede.
Jeg sagde før: Ei skamme Dig!
Men hvo er saa blufærdig,
At han hentyder sligt paa sig?
Hvo holder sig uværdig?
Jeg frygter ikke, at mig skeer
I dette Fald Protester,
Thi hver en Fusker sig anseer
Jo for en dygtig Mester.