Til en Veninde
Med en Sang paa hendes Fødselsdag.
Med en Sang paa hendes Fødselsdag.
Brød vel Apoll hiin Daphnes spæde Grene
Til Sang for mig? naar stammede jeg Digt
Beruset af din Kraft, o Hippocrene?
At Venskab vil opfordre mig til sligt.
Kun den, som niäoniske Gudinder
Opammed’ under Skierts og Sang og Spil,
Hvis spæde Tinding Laurbær strax omvinder,
Kun den kan synge, naar og som han vil.
Naar Erato i kialne Toner klirrer
Hyrdindens Stolthed og den tro Damæt,
Han græder med, og Ruusen, som forvirrer,
Omdanner ham til en forelsket Poet.
Saasnart Terpsichore harmonisk dandser
Eens Død, en andens seierrige Mod,
Saa er han snart i Flor, og snart i Pandser,
Og Taarer koster ham saalidt som Blod.
Og møder Satyr slig en færdig Digter,
Selv naar han hyler ved en Fyrstes Grav,
Strax spøger han selv med Regentens Pligter,
At Sørgeskaren koggerleer deraf.
Vi ønske kun, hos ham kan alting haves,
Vi frygte, og han skiælver strax derved,
Vi lee, han leer, vi døe, og han begraves,
Vi gifte os, han døer af Kierlighed.
Af det man havde, har, og aldrig venter,
Gaaer intet hans Opmærksomhed forbi,
Og Himmel, Jord, og alle Elementer,
Har intet, som undgaaer hans Poesie.
Men kun til Klage gavst du, og til Smerte
Mig Røst, Urania! til Graad bestemte du
Min Sang, mig Selv, min Skiebne og mit Hierte,
Og Glæde sang og saae jeg ei endnu!
Hvad vil da du — du Glædens muntre Datter!
Som spøgende udfordrede min Pen;
Sorg er min Sang; prosaisk er min Latter,
Cecilia! kiend og undskyld din Ven!
Dog, at du ei opirret mig maa sige:
Han synger ei min Fest af Egensind!
Vel! rime vil jeg, og du, muntre Pige!
Syng Tanker i de Riim, som falde mig ind.
Joh. Ewald.