Lyksalighed
(En Hymenæe.)
(En Hymenæe.)
Ord eller Lyd, som Babels Hvirvelvinde
Forfølge, tumle, splitte ad til nu,
Ord, som paa Brødres Læber daglig blandet,
Forstaaes om Alt og af enhver om andet,
Lyksalighed! o lad min Sangerinde
Begribe dig! o Lyd! hvad siger du?
Thi listig er din Lyd, som Harpens Toner,
Som Vestenvindens Sang blandt Roserne,
Hvor er du da? O lad en Straale vise
Den Yndling, som dig trættes ei at prise,
I Støv, i Guld, ved Hytter eller Throner,
Hvor skal jeg søge den Lyksalige?
Hvor Trællen mæskes glad i gyldne Lænker,
Hvor Eremiten smager, stolt og fri,
Kun nyder sig; hos Helten, hos en Hyrde,
Hos den, som bærer, den som er til Byrde,
Hos den, som dybt, og den som aldrig tænker?
Hvor er du, Drøm! og hvad bestaaer du i?
Men Pactols gule Sand, og Indus’s Stene,
Og Daphnes Krands er ikke nok til dig;
Lyksalighed! for Frie og for Slaver
Flyer du; den Stolte flyer for dine Gaver;
Hos Dyd og Viisdom findes du allene;
Den Fromme kun kan være lykkelig.
Den da, som god, og viis, og stolt, og roelig
Kun øser Glæden af dens rene Væld;
Den, som har sluttet Forbund med den Høie,
Hvis mindste Suk er stort i Almagts Øie,
Hos denne har Lyksalighed sin Boelig,
Ham overøser den med Lyst og Hæld.
Kom frem du første Mand! af Godheds Hænder,
Lad Musen see dig i dit Paradiis,
For dig udbreder Almagt, hvad den skabte,
Hvad Myriader har, og hvad de tabte,
Det eier du; du føler Gud, og kiender,
Og ligner ham; god er du, stærk og viis.
Lyksalige! hvi smægter da dit Øie?
Hvad leder Himlens Ven forgiæves om?
Det af Algodhed fulde Hierte banker
Uroeligt — Suk adspreder Viisdoms Tanker;
Blev Støvets Siel ei mættet af den Høie,
At Længsel ulmer i hans Helligdom?
Hvor er Lyksalighed! Men Glædens Fader
Har seet det Suk, Mand! som du blusser ved;
Han saae den Fryd, hvortil du kunde trænge
I Glædens Skiød, i Edens gyldne Enge,
Han fandt dig god, som Himlens Myriader,
Men ei lyksalig i din Evighed.
Først i din Arm, du rødmende Mandinde!
Først ved det svulmende, det kiælne Bryst,
Hvor i et Sprog, som Godhed selv har blandet,
Eet Suk betroer sin Vellyst til et andet,
Smiil døer i Smiil, og Verdener forsvinde,
Der boer Lyksalighed, der throner Lyst.
Ja jeg har fundet den — den boer allene
I Ædles Bryst, hos Viisdom og hos Dyd;
Men der, min J**g, der hvor Luer brænde,
Som Himlen selv, som Dyd og Elskov tænde,
Der finder du, der øiner min Camene
Et Svælg, og hvilket bundløst Svælg af Fryd.
Alt lyser Hymens Fakkel høit til Glæde,
Og Amor følger med sin gyldne Piil;
Alt møder Himlen dig, see den udbreder
Sin rige Gave, Dyd og Yndigheder,
Alt knytter den Lyksaligheders Kiæde,
Som Godhed selv besegler med en Smiil.
Alt svarer Glædens Chor — en sneehvid Skare
Af unge Dyder, Elskov rødmende,
Og Ømhed smilende med Mødres Miner,
Den stolte Troskab, Huuslighed, som triner
Forsigtig frem — og Fromhed — alle svare,
Og kalder J**g den Lyksaligste.
O svare og du, som zittrer i min Læbe!
Men Lyst, men Blodets, Brodernavnets Magt
Har qvalt min Stemme med Lyksaligheder;
O Musa! syng da du din tro Veileder,
Ven, Broder, Lærer, o! men Taarer stræbe
At sige meer, end al min Sang har sagt.
Og broderlige Taarer skal anraabe
Den Gud, som gav dig din Lyksalighed,
Om, og hvorom? — hvad kan min Sang begiære
Til den Lyksalige? Guld eller Ære?
Nei, Broder! thi det bedste, du kan haabe,
Er, at den Lyst, du har, maa vare ved.
Joh. Ewald.