Var jeg dit Speil kun, da skulde jeg gjemme
Mindet om hvergang dit Billed jeg saae.
Var jeg en Fugl blot, da skulde min Stemme
Ofte bag Ruden dig hilsende naae.
Var jeg en Morgendrøm, vilde jeg ile
Hen til dit Leie, i Dæmringens Stund
Let ved dit Bryst da jeg vilde mig hvile,
Kysse din fine, din rødmende Mund.
O, hvis min Magt var lig Længsel og Tanke,
Brød jeg hvert Øieblik sønder den Skranke,
Rummet og Alt, hvad der skiller os ad!