Dejlige Dødens Have!
Yndige Hvilelund!
Her mellem sunkne Grave
er jeg paa fredlyst Grund.
Svundet er Byens Jagen,
Tummel og Skov=Trafik: —
Ingen paa Pinsedagen
hen til de Døde gik.
Her kan jeg hvile rolig
varmet af Solens Ild,
ned til de Dødes Bolig
skinner den klar og mild.
Hist, hvor Syrenens Krone
duftende, pragtfuld står,
synger en Fugl, hvis Tone
ind i mit Sjælsdyb når.
Hvem mon der nede blunder
under dens Vuggesang?
Ak! hvilke dybe Vunder
slog vel hin Grav en Gang?
Hvor mon den Sjæl har hjemme?
var den en Jesu Ven?
Tys! — Til de Dødes Gjemme
når ej min Spørgen hen.
Syng kun, du lille Svale,
Drossel og Spurv og Stær
over de Dødes Sale
fra de levende Træ’r!
Han, som din Skæbne vejer,
— klæder hvert Blomsterskud —
Nøglen til Graven ejer —
og han er Nådens Gud!
Syng medens Solen smiler
over det brudte Ler,
her, hvor de Døde hviler,
hvor det med Guldregn sner!
Syng om vor korte Færden
her, før vor Sol går ned!
Syng om en bedre Verden —
syng om Guds Kjærlighed! — —
Her i de Dødes Have
holder jeg Pinsefest.
Mellem de sunkne Grave
tegner sig Livet bedst.
Her, hvor de Døde blunder
under Syren og Pil,
smelter de slagne Vunder
hen i et Pinsesmil.
Garnisonskirkegården i Kjøbenhavn.
(Pinsedag 1905.)
(Pinsedag 1905.)