Så er I da komne efter Vintren kold og lang —
— man siger, man har hørt og set jer længe;
men ak først i Dag eders underfulde Sang
fra det Fjærne til mit Øre kunde trænge!
Og som jeg stod og lytted til den kjendte Melodi,
hvori jeg før kun Fryd og Jubel hørte;
da var det mig, som lå der en dyb Melankoli
i de Toner, som Vinden til mig førte.
Thi Tonerne mig minded om mit kjære gamle Hjem,
der lå i Skoven som en Fuglerede,
hvor Sangerskarer tittede bag Blad og Grene frem,
under Ege= og Bøgekroner brede, —
hvor Forårsluften lignede et endeløst Hav
af jublende Fugletonebølger, —
o, hvor jeg end skal vandre, mig Længslen til min Grav
efter dig, min elskte Skovhytte følger!
(12. Marts 1881.)