Ove Christian Drejer (1806–36)

Min hjerte Collega i Plasterbesmørelsen,

I Kjødfleskeri, Expulsivbindomsnørelsen,

I ani illustratio efter Afførelsen,

Og, kort sagt, i alle de aandfulde Kunster,

Som øves i de lazarettiske Dunster:

Min Støvle har faaet en Slags Hjerteklapappelse,

Som dog ei kan standses ved Blodets Aftappelse,

Men ene ved hurtig og kunstmæssig Lappelse.

Thi er det derfor min ydmyge Bekjendelse,

At jeg til en fuldkommen Bristnings Afvendelse

Har nylig besørget den Syges Hensendelse

Til en af DHerrer Støvlelægekyndige,

Som Sko — Facultets- Professorer bemyndige

Til Hulsammensyning, til Kludepaaskjættelse,

Til Sinkunderlægning, til Skjævheele-Rettelse,

Men som dog ei nyde Tilladelses Værdigelse

Til fuldkommen nye Støvlers Forfærdigelse.

Kort: jeg den har sendt (som jeg mig exprimerer heller)

Til en af Skomagerlaugets Barbeergegeseller,

            Men, seer Du, nu taaler det ingen Fordølgelse,

At denne min Støvles til Liv Gjenopvækkelse

(Ser, da til Reserve — Støvlers Henlæggelse

Min Pung ei har havt den fornødne Spækkelse)

Umulig mig gjør Voluntairpligtens Følgelse,

Og derfor — for ei Patienternes Gjæstelse

At komme afsted — jeg ved dette Brevs Sendelse

Nu insinuerer min Bøns Henvendelse

Til Dig, at idag Du paata’r Dig Forbindelsen

Af mine Patienter (Værelset C’s Nummer 5 —

Jeg knap det tør sige, af Frygt at belees — rummer dem)

Og dersom Sieur Bentz skulde mærke Forsvindelsen,

Da meld ham tillige din Constituering,

At ikke han give mig skal en Notering.

            Ifald Du mig glæder ved Bønnens Opfyldelse

Jeg stedse forbliver, med Gjentjenestes Skyldelse,