Holger Drachmann (1846–1908)

Ax! — Ja hvad saa skal følge, det slap bort,

men Sammenhængen skal ved Magt dog stande

imellem vort Tilbageblik og vort

Haab om det Kommende — det skal man sande.

Vort Liv er en Interjektion, et kort

«O» — «Ak» — til at velsigne og forbande —

et «Bah», «Ha ha», en Gaben — «Fy for» ... hm!

den Slutning rammer nok mest ligefrem.

Alt er vel — alt i alt — en Syncopé,

et Slags Bevegelsens Emblem i given

Modsetning til den Ennui kanske,

hvori vi sluges efter nogen Hiven,

lig Bobler paa det Hav, vi stødse se

som Billed paa det hele Livs Tilbliven,

det Ocean, som stetvek forespejler

os al Slags Trøst — mens vi «ad undas» sejler.

Faar være.... blot vor Klage ej blir bunden

dybt i vort Sind, som Fuglen i sit Bur,

mens vi maskeret slaar os selv for Munden

paalyvende os en Slags Kunst-Natur.

Faa tør vel vise sig som de i Grunden

ser ud, Forstillelsen staar støt paa Lur,

og derfor la’er man Digtning frit passere

som Noget, der kan Godtfolk mindst genere.

Hvem kan vel nævne — ak nej, hvem kan skjule

Passionerne? Den Dranker, som nu ler,

maa Morgendagen til sit Ansigt skule

og gyse ved, hvad han i Spejlet ser.

Han vilde glemme — Alt — en lille Smule —

men Lethes Bundfald er et smudsigt Ler,

og Glasset i hans Haand, den arme Mand,

er Time-Glasset —- fyldt med Dødens Sand.

Og Elskov....ak ja, Elskov! Nok om dette;

Fru Adelin’ Amundeville (en Klang

det Navn! —- ret som paa Tonebelger lette

fra Pennen en Musik tilvejrs sig svang.)

Musik er Brisen over grønklædt Slette,

Musik er Bækkens Leb i Blomstervang,

Musik er der i Alt — blot Folk kan here:

Sphærernes Ekko i et fintstemt Ore.

Fru Adelin’ — som var, beséet ret,

right honourable — kunde dog, kan være,

paa denne «honour» ogsaa faa en Plet.

Det smukke Køn er — svagt, og hvad dets Ære

angaar er det som Vin — og Etiket;

optrukket Vin, hvad Navn den end maa bære,

taber som Kvinden, naar for ung hun falder —

bedst, naar de modnes til den rette Alder.

Dog, hun var Vin — den pure klare Drue,

u-skaaret, uforfalsket, det er sandt;

blank som en ung Dukat — den skære Frue,

ren som en rigt indfattet Diamant;

ej syntes Alder disse Træk at true

og ej Naturen fordre her sit Pant —

den Kreditor, som ene (hvad bekendt er)

har Skyldnere, der stadigvæk solvent er.

O Død! værst blandt de Rykkere, der render

paa Dør os daglig — først beskedent bankende,

en Haandværksmand, der «fine» Folk kun kender;

saa ændres Tonen — Grovheder er vankende,

og ked af Trappe-Løbning, som ej ender,

gloende Kul paa Synder-Panden sankende

han bryder ind og fordrer Opgør — han, som

vil Mønt, eller «Anvisninger paa Ransom»,

Tag, hvad Du vil — men skaan det Skønne blot!

det er paa Jord en saare sjelden Sag,

og gaar det svært i Spænd med Dyden — godt,

mer’ Grund for Dig da til et: «far i mag».

Du har, Gourmand, med Folk og Fæ det flot,

tag derfor med lidt Læmpe fat, ja tag :

lidt nænsom de smaa Fruentimmer-Kvider —

og slug saa mange Helte, som du gider.

Skøn Adelin’, som passed nøje paa

sig selv og derfor kunde (blev der sagt)

des mer’ interesseres, at forstaa

helt velopdragen og med udsøgt Takt,

(en Sag, vi la’er udiskuteret gaa) —

hun gav sig frit i Indtryks Vold og Magt,

naar disse Indtryk syntes hende rene

og værdig” ædle Formaal — notabene.

Lidt til vor Helt — hans Liv og Levesæt —

hun kendte rygtevis fra Den og Den;

men Fejl, som hans, tilgives mere let

af Kvinder end af os, vi Alvorsmend.

Desuden ændrede hans Liv adræt

i England sig — ej mindre smidig end

den store Alkibiades, som nøje

efter hvert Klima vidste sig at føje.

End mer forførerisk han muligvis

var, da han ej la’e an paa at forføre

og ikke skabed sig, men var præcis

som andre. Heller ej fik man at høre,

at han paa sin Person just satte Pris

som en Kupido, der vil Indtryk gøre

og li’esom siger: «modstaa, hvo som kan!» —

hvad der gør Lapsen, men ej gør en Mand.

Det er den rette Maade ej — aa nej;

hvis man er ærlig, skal man det nok sande,

og Don Juan gik her sin egen Vej:

der stod coprigtig» skrevet paa hans Pande;

og hørte Du ham — ja Du tvivled ej:

man kan sin Dom jo efter Røsten danne,

thi ingen Pil har Fanden i sit Gemme

at træffe med — som Velklang i en Stemme.

Blid af Naturen, kunde ej med Føje

han nogen skellig Grund til Mistro give;

om frygtsom ej, slog snarere sit Øje

han ned end gjorde det til «andres» Skive;

fast syntes han for meget af at bøje:

Beskedenhed kan jo, som Dyden, blive

sin egen Løn, og Fordringsløshed gaar

tidt længer end — nok sagt, end jeg forstaar.

Dannet og munter — men dog ej for lydeligt —

var han tilpas opmærksom imod Alle,

lod ane, at han gennemskued tydeligt

hver Svaghed — uden op dermed at bralde;

fornem — saa ingen kunde ta’e fortrydeligt

hans Væsen op — lod han sig ej gefalle

Anstød mod Tonen, men gav Hvermand nøje

sin Part — og havde selv sin Del for Øje.

Blandt Mænd. Blandt Kvinder tog han modsat fat,

omtrent som de tog ham; thi dér, forstaar sig,

gaar det med Fantasi — og gaar helt glat:

naar i det Ydre blot Du pænt begaar dig,

saa laver selv de Resten — verbum sat».

Som Objekt maa Du vide man attraar dig,

godt eller slet — man fordrer ikke mere,

man kan, som Rafael, «transfigurere».

Vor Lady var ej nogen Sjælekender,

men smykked Andre med sit eget Værd,

som ofte for de Gode det just hænder —

det véd man da, for Vismand og for Lærd.

Al Visdom er jo dog Erfarings Tjener,

skøndt til Exempel tidt det tjener svært,

og ofte den forfulgte Vismand glemmer,

at Værden er — kun Daarekistelemmer.

Ej sandt, Ven Bacon, Sokrates og Locke?

og Du, end større, mer’ guddommelige,

hvis rene Tro og Lære tjener Skokke

af Ignoranter til — hvad skal jeg sige —

til Svøber snart og snart til Krykkestokke:

hvad var din Løn? Jeg kunde jo berige

Historiens Vidnesbyrd med mange Sider,

men Folk faar dømme selv — ifald de gider.

Jeg svinger mig ej op til den «Terrasse»,

men holder mig til Livets broget-jævne

Afveksling — søgør ej den store Masse

at imponere ved et Navn at nævne,

som er for stort — men ta’er, hvad der kan passe

for min Historie, efter ringe Evne:

gemytlig jeg min Tunge løbe lader

som med en Ven i Snak paa Torv og Gader.

Maaske er der i denne Art af Stil

just ej den rigtige saakaldte «store» —

til Gengæld er den ret salon-facil

og kan vel i en ledig Time more;

Et véd jeg, at den ikke er servil:

jeg smælder ud min Tone, den sonore,

og fanger mig vel hist og her et Øre —

som Improvisatorer plejer gøre.

«Omnia vult belle Matho dicere — dic aliquando

Et bene, dic neutrum, dic aliquando male».

Det Første — er umuligt in cantando,

det Andet — burde være principale,

det Tredje — falder haardt nok paa Kommando,

det Fjerde — er og blir dog vor Finale:

det Hele er — forsikrer jeg paa Ære —

just den Ragout, jeg Godtfolk gad servere.

Beskedent tænkt ..... janok, Beskedenhed

er min Kulør, Stolthed min svage Side.

Jeg vilde være kort, men kom paa Gled,

og hvor det ender nu, maa Herren vide.

Ja! hvis jeg for Kritiken var bered’

at svanse, eller nu ved Solfaldstide

for Konger krøb — saa spandt vel Enden lang jeg:

men født Oppositionsmand er engang jeg.

Helst slog et Slag jeg for de Svages Sag,

for Mindretallet! Dog, ifald det brat

tog Slut med dem, som «havde deres Dag

afvejen haft» .... kan gerne være at

jeg først mig gotted, saa gik over Stag,

og tog præcis i modsat Ende fat

og blev en Ultraroyalist — fordi

jeg netop hader Flertals-Tyranni.

Jeg havde haft Stof til en Ægtemand —

blot jeg ej havde Hymens Honning tæret;

jeg havde valgt mig Klostræts Broder-Stand —

havde min Overtro paa: Spil ej været;

aldrig min Hjærne kommen var i Brand,

og Hjærtet med, af Rimets Nød fortæret,

aldrig min Hat var pyntet med Poetens Fjær —

om ikke netop Nogen havde sagt: lad ver’!

«Laissez aller!» — Jeg tager, kort og lang,

af Tiden Maal — dens Damer og dens Riddere;

jeg slaar ej særlig Krøller paa min Sang —

med Stagyriten og Longin, med videre;

Vanskeligheden ligger nu engang

deri — naar man «in’s Blane» ej vil kvidre —

at gengi’e alt det Kunstlede helt ærligt,

og skildre typisk det, der staar som særligt.

I gamle Dage — som er længst forbi —

da gjorde Menneskøne Sæder; nu

gør Sæder Mennesker. De ni af ti,

skaaret og klippet saa det er en Gru,

er Faar i Fold, om ikke Svin i Sti.

Nutidsskribenten, ak ja stakkels Du:

enten Retur paa gamle (bedre) Viser —

eller en Langhalmstærskning i Aviser.

Marsch, marsch, min Musa! gjør Du kun dit bedste;

kan Du ej flyve, bask med Vingen bare,

og blir Du ej sublim, bliv som de flæste,

Ministerfraser — bliv secunda Vare!

Noget at finde, kan vel altid reste:

Kolumbus fandt, med samt sin gæve Skare,

den nye Værden i en bitte Slup — mintro —

dengang Amrika endnu var Embryo.

Da Adelin’ saa’ Side efter Side

i Heltens «bedre» Jeg at øges klarlig,

og da hun mente trygt at kunne lide

paa sin Medfølelse (som aabenbarlig

skyldtes hans Air af Uskyld, kan man vide —

Uskyld er jo for Uskyld serlig farlig)

tog hun sig, resolut som allevegne

en Kvinde, af sin Vens Sjels-Hygiejne.

Hun gav ret gerne gode Raad — som Alle,

der deler Varen ud med topfuldt Maal:

Varen, hvis Markedspris er ved at falde,

i den Grad er den gængs blandt Torvets Skraal.

Set fra det Synspunkt, som man plejer kalde

Moralens, ansaa” hun et Giftermaal

bedst for Moralen — og da det var klart,

raaded hun ham at gifte sig lidt snart.

Han svared, under skyldig Reverens:

med den Idé han længst sympatisered,

han havde flittig set sig om, imens

han med sin Fuldmagt her var attacheret;

men om han valgte, kunde det dog hænd’s

hun sagde nej, for hvem han inklinered,

thi Skaden var, at de, han syntes om,

var alle gift — da det til Stykket kom.

Næst det for eget Tarv Parti at stifte

— for Alle, som kan under «Slægt» sortere,

og mage dem som Blade i en Vifte —

er der ej noget, Kvinderne goutere

som særlig Sport end overhovedet gifte

Personer bort. Det er ej Synd — langt mere

et godt Præservativ mod egne Farer,

og derfor Emsigheden det forklarer.

Der findes knap — (undtagen hin og denne

Ugifte, eller af de Giftes Kor

Fruer, som ej Mysteriet vil kende) —

én Kvinde, i hvis Hjærne — det jeg tror —

ej huses Dramer — dem «ved Seng og Bord» —

aristotelisk: Opgang, Midte, Ende;

Enheden gennemført til alle Sider —

med Melodramets Knaldeffekt til Tider.

Man hitter nemt en «eneste» Hr. Søn,

Arving til flere Godser, som man gætter,

en Stammes Gren, som endnu er lidt grøn,

en glad Sir John, eller en Alvors-Fætter,

med hvilken Stammen (hviskes der iløn)

vil snart dø ud, om ej betids man retter

derpaa ved omsigtsfuldt for ham at finde

(der findes nok!) en Livsledsagerinde.

Saa mønstres Skaren uden Tid at spilde:

den skal en Skønhed ha”, hin skal ha” Penge,

han dér en Sangfugl med en yndig Trille,

og han den «pligttro Viv», han ønsked længe;

den Kræsneste af alle faar et lille

Vidunder — som kan til Forgyldning trænge;

hin faar en Brud — fordi hun er af Adel,

og den en Pige — uden Frygt og Dadel.

Rapp, Harmonisten, var med Ægteskaber

højst sparsom i sin Stat — (som smukt sig klarer,

da ej den avler, hvad vel intet Tab er,

fler" Munde end der findes Fødevarer,

uden at den Kulturen efteraber

ved at slaa Folk ihjel —) ja hvordan svarer

slig Harmoni-Stat til sit Navn, naar ikke

der giftes maa?.... Ven, Rapp, kan Du den stikke!

Sært nok, han skelner mellem Harmonien

og Ægteskab, Hs. Højærværdighed!

Om han har lært i Stuttgart eller Wien,

jeg véd ej, men hans Sekt gør ej Fortræd,

er kysk og from og flittig ret som Bien,

og det er mer’ end man om vore ved.

Mig driller bare Navnet, ikke Sagen —

sært nok, at Sekten lovlig blev vedtagen.

” Rapp — er Reversen til den fromme Iver,

man hos Matroner ser, der protegerer

Forplantning — hvad saa end Hr. Malthus skriver —

i Tugt forstaar sig, og slig Tugt forcerer

saa stærkt, at mer’ end Hælvten emigrerer

af Frugterne, som Ivren flinkt fremdriver:

hvad Lysten og Kartoflerne til Dato

faar bære Skylden for hos mangen Cato.

Kendte Fru Adelin” til Malthus? Knap!

Hans Bud — det ellevte — saalunde lyder:

«Du skal ej gifte Dig» — hvis ej (dér slap

det nemlig ud) Du gode Renter nyder!

Jeg fæster nødig mig ved slig en Lap,

men paa mit eget Sæt jeg Stedet tyder

og faar til Resultat — et rent asketisk,

naar Ægteskabet blir saa arithmetisk.

Men Adelin’ saa’ Sagen i det Brede:

Juan var dog ej nødt til Reb at tage,

men kunde, om fornødent, flot udrede

et kent «Soutien» til sin fraskilte Mage —

thi mangen Brudgom maa (om jeg tør bede!)

i Bryllupsdansen ta’ et Skridt tilbage

(en Dans, som for en Kunstner kunde samle Ry

lig Holbeins «Døde-Dans» i Liibecks gamle By)

Og hun bestemte paa en Studs, han skulde

nu giftes! Højst plausibelt — men med hvem da?

Der var Miss Bogorm! og der var den hulde

Miss Hen-i- Vejret! og Miss Ligefrem da!

samt Miss Coupon, med alle Lommer fulde!

De svared til hans Værd, enhver af dem — ja

de kunde gaa og gik vel, efter Tur,

naar de blev trukket op blot — som et Uhr.

Der var Miss Stille-Vand! saa underbar

(— eneste Arving —) saa’ hun ud, den Sede,

som bare Blid- og Godheds rene Fløde,

men, skummet, ikkun Melk-og-Vand det var

med en Nuance Blaat! Naa, Amors Møde

med Psyche lidt paa Nerverne jo ta’r:

man tærer raskvæk paa de unge Kræfter —

saa Hymen maa ha’ Mælke-Kur bagefter.

Og saa en Miss Audacia — med den hvide Haand;

hun var i «Vælten» og hun lagde Snarer

for Storkors (paastod man) og for det hvide Baand;

men om der var for faa af disse Varer,

eller hun greb det fejl an — nok! den blide Aand,

træt af Koketteriets Hjemlands-Farer,

bød Haanden til en Herre fra Udlandet,

Tyrk eller Russer — de gaar ens i Vandet.

Saa var der (men hvorfor skal jeg gaa videre?

lad dem «gaa af» selv) — saa var der en anden

ung Miss Aurora. Sjelden saa’ man blidere

en Alf — og ædlere end Adelsstanden;

en Fugl — for god til her paa Jord at kvidre,

en Stjærne — men en fjærn, i Himmelranden,

et Væsen — knap i Støvets Hylster skabt,

en Rose — før dens Knop ét Blad har tabt.

Rig, fornem — og forældreløs; optaget

blandt brave Folk — som hende fremmed staar —

bar hun Forladtheds Præg i Ansigtsdraget.

Blod er ej Vand dog — og dens Lod er haard,

som i sin Ungdom — al dens Fryd betaget,

har sine Minder i de Dødes Gaard,

og som i øde Pragtgemakker savner

et Hjem just, hvor de Kæreste man favner.

Af Aar et Barn, end mere af Gestalt,

i hendes Blik laa en serafisk Liden,

en Tungsinds Smerte, som om Skygge faldt

paa hendes Ungdom langt forud for Tiden,

en Sorg men som en Andens Brede gjaldt

og rummed Al-Forgengeligheds Viden:

det var, som sad hun alt ved Edens Porte

og vented dem — der, ak, var haablæst borte.

Og hun var Katholik — og streng endda,

saa vidt det bløde Hjærte kunde være —

og sine Fedres Tro hun ej faldt fra,

netop fordi den var en «falden» Lere;

den Fane, hendes Ahner fulgte, da

det kostød Blod, var ogsaa hendes Ære:

hun var det sidste Skud paa Stammen jo,

og støt som Stammen selv var hendes Tro!

Hun saa’ omkring paa Værden, som om den

var hende ganske fremmed. Tyst og ene,

som Blomst i Lund, gik hendes Barndom hen

med Vogten af sin Sjæls-Uskyld, den rene.

Hun leved udenfor det Hele — men

var ingen Særling, som man skulde mene,

nej stærk ved egen Kraft — hvad der vil sige

et Særsyn hos saa ganske ung en Pige.

Nu var det saa, at i sin Katalog

havde Fru Adelin’ Aurora ikke —

skøndt Pigen mindst var ligesaa «en vogue»

som de, hvis Navne jeg lod forudskikke,

og skøndt hun ejed det, der altid drog

og drager Mænd, som ej la’r sig bestikke

af bare Dyd — naar de gør sig den Ære

at ville To om Livets Vandring være.

Den Udeladelse (ret som man gjorde

ved Brutus’ Buste paa Tiber’s Befaling)

fandt Helten dog lidt sær — hvad ej han burde;

men Adelin’ gav ham en Overhaling,

da spøgende han bad, om ej han turde

erfare Grunden! Uden al Forhaling

fik han det Svar: «hvad han vel kunde finde

hos et saa sippet Dukkebarn som hende?»

Juan genmeled: «Hun var Katholik

— som han — og passed derfor, saa ej han

af Fru Mama en Straffepreken fik,

ja saa ej Paven satte ham i Ban,

ifald» ....men se, i samme Øjeblik

kom Fruen med Riposten, just som man

er vant, idet hun samme Grund anførte,

som den, vor Helt for ganske nylig hørte.

Og hvorfor ikke? Har man gode Grunde,

saa lider de ej af at repeteres,

og du’r de ej — gaa bare paa saalunde,

at Du ialfald ikke selv generes,

om ogsaa de blir pint, de «andre Hunde»;

navnlig, hvis en Politikus læderes,

saa kør ham træt. Hvad gør det, om man kører

i Rundkreds — blot til Vejens Maal det fører!

Hvad Adelin’ vel havde imod sligt

et lille «Dukkebarn», for Synd saa frit

som nogen Helgen, ja det er min Pligt

at skjule — skøndt jeg tilstaar, det er lidt

prekært at skulle tie offenligt,

og skøndt jeg vedgaar, hvad jeg sagde tidt:

smaalig var Fruen ej — men Frw’r er Fru’r,

og Mo’r Naturen er og blir Natur.

Kanhænd’s var det den Ro, hvormed saa ungt

et Barn tog Flittren, som i «unge Dage»

mægted Fru Adelin’ selv at betage:

thi intet falder dog for Folk saa tungt

— især for Kvindfolk — som at staa tilbage

for dem, der netop tænker rent og ungt.

«Sin Genius kuet» — det er det, der driller,

naar Marc Anton for Cesar frem sig stiller.

Det var ej Avind — Fruen var for stejl

og stolt til Afstand ej fra sligt at tage;

og ej Foragt — for den, hvis største Fejl

var det, at ha’ saa faa kun og saa svage;

ej Jalousi — at se sig selv i Spejl

var Et med hver en Skinsyg-Grund at vrage!

Det var ej — men jeg blir nok mere. klar

paa hvad det ikke var, end hvad det var.

Den smaa Aurora aned ej et Muk

af disse Ting. Hun var som Gæst her bare,

blot som en flygtig Krusning, klar og smuk,

paa denne ædle Strøm, den Bølgeskare,

som Tiden skyller frem — og med et Kluk

la’er boble hen og bort i Intet fare.

Havde hun vidst det .... ja et Smil blev Svar kun:

saa meget Barn — eller saa lidet var hun.

Fru Adelin’, den sejervante Frue,

forvirred hende ej; thi det var kun

som fik hun en St. Hansorms Glød at skue,

men ej et Glimt af Stjærnehvælvets Rund.

Juan var lidt — for hende ret at hue —

vel gaadefuld, og ej Sybille hun:

blændet hun blev ej af det Meteor,

da ej hun til den «ydre» Skønhed svor.

Hans Rygte (han, som havde et af dem,

der gør det af med kvind’lige Fantaster,

som finder Smag i den, der ret er «slem»)

hint Amalgam af Dyder og af Laster,

der blænder specielt de «bedre» Kaster,

det gjorde intet Indtryk ligefrem

paa hendes Hjærtes Voks og bløde Ler:

kald hende kølig — eller Karakter!

Hvor ulig var dog denne Karakter

Haidie — som Helten vandt, for straks at tabe!

En Perle, ren og klar, var hver iser:

men Øens Brud, hvem Havet monne skabe,

besad dets fri, naturlige Begær,

det ej Aurora vilde efterabe,

ej heller kunde — stolt som Diamanten,

og Haidie Blomsten stolt paa Klippekanten!

Mærk det Sublime i Komparationen!

Nu til vort Æmne med fornyet Liv

og, som vor Scott si’er: Klang i Opsangs-Tonen!

Scott, min Komparativs Superlativ,

hvis Pensel maler Trællen og Baronen,

Korsriddrens Sværd og Saracenens Kniv —

præcis som Shakspeare og Voltaire har skrevet,

Arving til begges Kunst. som han er blevet.

Til slig en Arv er jeg hel ufortjent:

i Værden giver jeg beskedent Møde

og tegner Overfladen — saa omtrent —

selv om jeg Snobberiet skulde støde.

Født har min Musa Fjender — som bekendt —

og vil fortvarende mig nye føde:

naa! jeg var forberedt paa Skam og Skade —

men at jeg er Poet, maa man mig lade!

Før Konferencen havde Alt klareret

— med samme Udfald, som Kongresser har

af nyest Tid — før Helten fik pareret

og Adelin Riposten gav til Svar,

lød Sølver-Klokken: ikke til «servéret»,

men til den Time (halve — hm!) det ta’r

for Damerne til at faa gjort sig «chic»e —

thi mindre end en halv gør det jo ikke!

Og store Ting nu skulde ske ved Bordet

med Fad til Skjold, med Gaffel og med Kniv

som Vaaben. Dog, Homer kun magter Ordet

— i at servere Tafler er han stiv —

og hvilken Nutidsdigter har os moret

med Skildring af moderne Middagsliv,

hvor der er mer Mystik i Sauc’ paa Mode,

end Doktor, Skøge, Heks kan sammenrode?

Der var en lekker «soupe à la bonne femme»,

Gud véd, hvorfra den kom! Saa en «Turbot»

for den, der havde spist sig Maven stram;

saa «Dindon à la Périgueux» — oho!

jeg arme Synder, gid jeg faa en Skam,

jeg lader heller Strofen i Bero

og nævner «Soupe à la Beauveau» med Skinkekrans

og Guldfisk for at give Skinken mere Glans.

Jeg maa det i en Masse sammen slaa:

min Musa kunde blive endnu mere vred,

hvis i Detaillerne jeg skulde gaa,

end naar hun bliver sigtet for Letferdighed.

At hun er «bonne vivante» ej nægtes maa,

dog, hendes Mave ej til store Synder ved....

naa, Digtet fordrer jo lidt Spøg og Gammen,

at ikke hendes Vid skal falde sammen.

Saa kom der Fugl «å la Condé», og Laks

med Genfersauce, og Dyresteg med Vine,

som havde slaaet Ammons Sønner straks

— heldigt at de er døde, Dedogpine!

Saa westfalsk Skinke af en saadan Slags,

at selv Apicius rert forandred Mine;

og saa Champagnen — skumbvid, ren og sval

som Perlen i Cleopatras Pokal.

Saa fulgte Gud-véd-hvilke Retter — aa,

«À l’espagnole» — «timbale» — og saadan flere

Ting, jeg ej modstaa kan og ej forstaa,

men Fryd for Ganen kun saa meget mere!

Smaa «entremets» man kunde ogsaa faa,

som skulde trætte Sjæle stimulere:

Lukullus’ «robe triomphale» her dækker

bladkranste Agerhens i Trøflers Rækker!

Sig, hvad har Sejrens Krans for Smag mod dem?

— kun Snavs! Og hvor mon den Triumf- Port findes,

og Vognen, hvori Helten stolt drog frem?....

knap nok en Slump af Herligheden mindes:

den gik, hvor Taflets Slumper har et Gem,

men hvor min Trang til Forskning ej befindes.

Vil vor Tids Helt, saa krigersk udstafféret,

forevige — blot «Agerhøns trøfféret»?

Ah! Trefler!... naar man efter dem serverer

«Petits puits d’amour», saa faar en Ret man,

som paa forskellig Vis man varierer,

alt efter Ens Fordejelse, idet man

raadsperger Koge-Konens Diktion#rer,

Smags-Encyclopedien (den, man let kan

forskaffe sig). Men selv «sans confitures»

er «puits petits» ret yndige Smaafyre!

Hvor vor Intelligens er stor — som levner

saa vidt et Spillernm iblandt Extremer,

skøndt daarlig Regnemester jeg mig nævner,

hvad angaar de Fordøjelses- Problemer |!

Tænk, Adams simple Kost — og saa de Evner,

som fordres af vor Koge-Kunsts Systemer,

en Videnskab, en hel Komplikation —

ud at Naturens første Vildt-Ration!

Alt efter Ganens Smag sit Glas man fik,

og Gastronomerne lod Alt sig smage,

at sige: Damerne har jo for Skik

at holde sig lidt bly ved sligt tilbage;

de yngre Herrer ligedan — det gik

for dem ej, som for Mænd med Dobbelthage,

de glemmer selv en Godbid for et Suk

af en Bord-Dame — naar hun da er smuk.

Ak, jeg maa lade henstaa ufortalt

«gtbier», «salmi», «purée» og «consommé»,

hvorpaa et Rim dog meget bedre faldt

end paa den Beef, John Bull vil stadig se;

selv for de smaa «bécasse» det samme galdt —

man blir deraf for «ubekvem» kanske,

og jeg har spist til Middag og ber blive

fri for end ydermere at beskrive:

Frugt, Ie og hver den Ting, Naturen laaner

til Kunstens Præparering for le gout

og for — la goutte; et Feminin, som haaner

sit maskuline Slæng den Dag endnu

og gør, at mangen En, langt før han graaner,

maa bøde for sin gout med Graad og Gru,

Har De, min Læser, haft la goutte? Jeg slap —-

men at vi stødse slipper, tror jeg knap.

De smaa Oliven, Vinens Allierede,

maa jeg paa Spisesedlen forbigaa;

hvor gerne jeg dem forhen saa’ serverede,

i Spanjen, Lucca og Athen — jeg maa!

Paa Sunium og Hymettus jeg dinerede:

Brød og Oliven — som paa Græsset laa —

et Maaltid for Diogenes, hvis Lære

jeg holder (næsten Hælvten da) i Ære.

Om Fisk og Steg og Vildt, Hold efter Hold,

tog Bord-Selskabet Plads og sattes Side

om Side — punktlig efter Protokol,

hvis Orden ingen turde overskride.

Juan fik Plads ved en «å W’Espagnole»,

en Mad-Ret, ingen Dame, maa man vide,

men dog en Dame lig, saa underbar

og fuld af Stads, som den udstyret var.

Mellem Aurora blev vor Helt placért

og Adelin! Der sad han lidt i Klemme;

det er lidt haardt at blive konfrontért

med To paa engang — det fik han fornemme.

Man véd jo, nyligt blev der «konferért»,

en Konference han ej kunde glemme,

og Adelin, ret ordknap, vogted nøje

paa Helten med sit klare, kloge Øje.

Jeg tror at Øjne stundom kunne høre:

vist er det, Kvinden paa en mystisk Maade

kan det Uhørlige til hørligt gøre,

skøndt ej jeg kan forklare mig den Gaade.

Lig Sfærernes Musik, skjult for vort Øre,

det ydre, mens den til det indre naaede,

kan Kvinden gaa paa Dialogers Spor

og snappe op dem — skøndt der ej faldt Ord!

Aurora sad saa ligegyldig dér,

som det saa bold en «chevalier» kan nage;

selv om man tror ej, man er meget værd,

lidt Hensyn kunde man dog til En tage!

Man er ej Laps, ej indbildsk — paa langt ner,

men hvem har Lyst til helt at la’ sig vrage?

Dér sad han som et Skib, klemt af en Is-Blok —

skøndt Kursen var angivet ham præcis nok.

Hun kunde lige paa hans Nonsens svare

med andet Nonsens — og saa blev hun stum,

saa’ næppe paa ham, nikked høflig bare,

et Nik, som knap gav nogen Gisning Rum.

Hvad fejled Pigen? Det var svært at klare,

om hun genért var, adspredt — eller dum.

Gud véd! men Adelin kun triumferede,

for dette gik jo som hun profetærede.

Hun sagde næsten: «Se, hvad jeg har sagt!»

et Sejers-Udbrud, jeg ej anbefaler,

thi dette har jeg i Erfaring bragt,

at Herrerne, naar de Entrée betaler

og mener, den er for en Spøg erlagt,

paa Trods kan slutte af i Alvors-Taler,

Alverden spaar om, hvad man selv har set,

Gud naade dem, der gør Spaamanden Bét.

Juan begyndte da, af samme Grund,

en fin, diskret Tilnærmelse, saalunde

at den, naar Tvangen om en liden Stund

var veget, varmere udtydes kunde.

Til sidst kom Helten ogsaa under Fund

med at den smaa Aurora kunde unde

sig Frihed til sin Adspredthed at bytte

om med et Smil — om just ej til at lytte.

Til Spørgsmaal gik hun over snart fra Svar;

Fru Adelin fandt noget sælsomt dette,

den sikre Frue, som nu ængstlig var

for at se «Barnet» omskabt til Kokette.

Saa stort Besvær, de smaa Extremer har

med ej at mødes —- paastaas der med Rette;

men her var hun for «fin» dog aabenbart —

Auroras Sind var af hel modsat Art.

Og Don Juan — han havde denne Art

at vinde Kvinder paa, en Slags beskeden

Selvsikkerhed, tilbageholden snart,

og snart igen var han dér midt i Heden;

han spøged vel, men bedst han kom i Fart,

var dog hans Takt en Ganger vel-tilreden:

de andres Mund — sligt var ej til at staa for —

han aabned let; sin egen slog han Slaa for!

Aurora — som i Don Juan forst saa’

en Fyr af denne gængse fade Skare

som hasper Smiger af paa~Maa og faa,

selv om han førte en lidt bedre Vare —

begyndte (man begynder i det Smaa)

at lytte uden Tanke paa en Fare,

til disse Komplimenters fine Smiger,

som i Modsigelser saa meget siger.

At Heltens Øjnes Udtryk kunde skifte,

var kendt af Kønnet nem. con. — skøndt det fører

til crim. con (av!) for ofte med de Gifte —

en Sag, som nærmest dog for Skranken hører,

og som jeg her behøver ej at skrifte.

Nu var hans Øjne gode — Øjne rører,

det véd af Bøgør man, men lyve kan de,

langt mer end gode Bøgør er istand — de!

Aurora læste — for sin Dyds Meriter —

i Bøgør mer’ end Øjne: ung hun var

og foretrak Minerva for Chariter,

hvor skønt man end dem illustreret har;

men Dyden, om man nok saa hvid den kridter,

til Mønster ej «omsomst» Antiken tar:

husk, Sokrates — saa ren og upaaklagelig —

var dog for Skønhed ej helt u-modtagelig!

Naa, det gaar vel ej ganske saa sokratisk

til mellem Piger smaa paa sytten Aar;

men da — som Plato skildrer saa dramatisk —

en Vismand paa Halvfjers for Skud ej staar,

men kan anfægtes, rent ud sagt extatisk,

Absolution vel nok en Frøken faar,

naar pænt hun følger Sømmeligheds Canon,

thi — mærk — det er for mig et «sine qua» (non).

Og mærk: hvis jeg, en ny Lord Coke, som denne

har ytræt (jævnfør Littletons Attest)

to Meninger om én Sag, er af tvende

modsatte Meninger den anden bedst —

eller en tredje, eller — det kan hænde —

sletingen af den hele Summas Rest;

thi hvis en Autor konsekvent skal blive,

kan aldrig sandt — blot konsekvent han skrive.

Hvis Folk modsiger sig, maa jeg modsige

enhver og én — mit eget Selv tilsidst:

hvad Snak? mit Selv — som Skeptiker tillige —

desavouere mig, det var for trist |!

Sandhedens Kilder, som mod Lyset hige,

er rene — men blir efter liden Frist

et Mudder af Modsigelsers Kanaler,

som klares ferst ved Digtningens Castaler.

Hvad er en Fabel, Apolog, Parabel?

Et Skin — man lægge kan en Sandhed i.

Hvad kan der ikke legges i en Fabel,

et Spejl for Virkelighed, skildret fri!

Men Virkelighed? Ja hvem er kapabel

til det at sige? Vor Filosofi? —

den lægger paa Kritik for megen Vægt.

Religionen? Ja — men hvilken Sekt?

Millioner maa ha’ Uret — det er klart —

eller vi Alle maa ha’ Ret i Grunden;

Gud hjælpe os for slig en Trestens Art,

om ikke da en ny Profet blir funden,

som faar i gamle Meninger sat Fart,

dybt som vi til Aartusinder staar bunden.

Stet gaar vi i den gamle Spændetrøje —

uden en «let Forfriskning» fra det Høje.

Igen Metafysik! Mon jeg da skal

min Kephest evigt ride, trods min Iver

for at faa Dyret trukket smukt i Stald?

Min Skæbne — eller Dumhed — støt mig driver

til Grablen i min arme Hjerneskal

paa det, som er, som var, og det som bliver.

Thi Per har Ret, og Povl har Ret — det tror jeg:

god Presbyterianer, som jeg svor mig!

Lidt teologisk er jeg — maa jeg be’e —

lidt metafysisk ogsaa — derfor skal man

imellem Per og Povl faa mig at sé

saa upartisk som Eldon ved en Gal-Mand;

politisk viser jeg John Bull kanske

hvor «Smaafolks» Retter.... O, min Hjærneskal kan

som Heklas Pande blive oven-hed,

saa tidt en kronet Skurk brød Loven ned.

Naar Politiken og Religionen

til Thema undertiden jeg kan ta’,

sker det ej bare for Variationen,

men for at stoppe denne Gaas — ja ja!

som kalder sig «Moralen» eller «Tonen»,

med bedre Indhold end den plejer ha’.

Og nu serverer jeg, ej blot figurligt

men ligefrem, en Ret «Overnaturligt»»,

Bort med den Digression, og hver en anden,

bort med hver Fristelse, der kunde føre

(som Hamlet) «ved Nordvest mig fra Forstanden» —

med stramme Liner skal jeg atter køre;

kun fatter jeg ej al den Snak, for Fanden,

om hvad Fortræd min Musa vel kan gøre:

hun er vel nok saa harmløs i sit Indre

som Folk, der maser mer’ — og morer mindre.

Har — dystre Læser — mon en «Aand» Du sét?

Nej; men hørt Tale derom, kan jeg vide;

fortryd ej, at det endnu ej er skét,

det kan jo komme paa — ved Nattetide.

Antag mig bare ikke for saa bête,

at blot for Speg jeg drage vil tilside

det Sler, som skjuler det Forborgnes Bund:

jeg tror derpaa — og det med skellig Grund.

Du lér! — Jeg ej. Men smil Du kun, min Bedste:

jeg lér i Alvor — eller la’r helt være.

Jeg véd et Sted, som Aander plejer geste,

men ønsker Ingen derom at belære:

det kunde «Skyggers» Øjne paa mig fæste,

af den Slags, «Richards Sjæl» ej kunde bære.

Jeg føler blot lidt Klemmelse — omtrent

som Hobbes. Filosofen, har det kendt.

Natten (jeg synger i de mørke Netter

som Uglen — stundom som en Nattergal)

er taaget: og Minervas Fugl sig sætter

med Skrig derudenfor i Duggen sval;

fra Væggen stirrer blegede Portrætter

— Gud give, de ej fandtes i min Sal;

i Ovnens Aske der den sidste Gnist

— jeg sad for længe oppe, tror jeg vist.

Derfor (skøndt jeg ej har for Skik at rime

ved Dag, hvor jeg har andet at ta’ vare,

ifald jeg noget har) til Dagens Time

opsætter jeg at mane Skyggers Skare,

der drager mod mig ind i sluttet Stime

med Midnats Gru, hvorfor Jer Gud bevare!

Ak, Skygger! Kend mig grundigt, I, som lo:

og kald min Manen saa for Overtro.

Vort Liv? Imellem tvende Værdner, Kvæld

og Gry, kort som en Stjærnes Blink vi skinner.

Hvad er vi — og hvad bliver vi? Fortæl!

Kun Bobler er vi — kommer og forsvinder

som Skum igennem Tidevandets Væld,

de gamle brister, medens ny oprinder;

saa hæver Riger sig — for at forgaa

som Bølger i det nattedybe Blaa.