Holger Drachmann (1846–1908)

Hvis i Naturens eller Sjælens Drejen

sig om sin Akse Vished findes kunde,

da fandt i Livet vi vel ogsaa Vejen —

men saa gik al Filosofi til Grunde;

nu æder op ethvert System sin egen

Forgænger: Gud Saturnus aad saalunde

sit Afkom, til hans kære Viv tog Stene

og lod ham gnave dem qua Sønners Bene.

Dog omvendt bærer sig Systemet ad:

det æder op sin Fader, ihvor sejg

han er at tere. Stil kun i en Rad

Livs-Gaaderne: hvor si’r Du ja, hvor nej?

Tag Fortids Visdom med, før til et Hvad

og et Hvorledes Du bestemmer dig:

ikke at tro sit Øje, det er sikkert —

og dog, min Ven, har Du vel anden Kikkert?

Jeg — jeg véd intet; intet jeg benægter,

anta’er, forkaster, laster. Hvad véd I?

Fødsel og Død som Fakta I forfægter,

og skyder faktisk dog maaske forbi.

Hvis Evighed afløser Tidens Slægter,

blir Død og Fødsel Skin og Gøgleri:

«Døden» I alle frygter som en Liden —

og sover dog en Tredjedel af Tiden.

En Søvn foruden Drøm mod Aftendvale

vi ønsker os, og dog vort Støv jo skræmmes

for «Støvets Ro» — Døden i daglig Tale.

Selvmorderen, som ikke vil beskæmmes

af Livets Gæld, men vælger at betale

(skøndt det af Kreditor som Tab fornemmes)

— han kaster bort det Liv, som blev ham givet,

langt mer’ af Dødsfrygt end af Had til Livet.

Frygten er om ham, i ham, ej den sover:

og der er Mod, som vokser op af Frygt,

kan hendes det dristigste, thi det vover

det Værste blot for Visheds Skyld. Saa sygt

et Svimmel-Mod dig ta’er, naar Da ud over,

ned over Alpedybet stirrer: trygt

er Stadet, hvor Du staar, men nedad suger

Dig Afgrunds-Gaaden, som i Dybet ruger.

Sandt nok: Du springer ej, men rædselslagen

Du viger; dog, betragt din egen Tanke,

og Du vil finde, gysende betagen,

et Hang mod det, som er foruden Skranke,

det Ubekendtes (sande? falske?) Dragen:

Dig selv, din Frygt, som lader Hjærtet banke,

Du styrte vil..... hvorhen? Deri maa ligge

det, at Du gør det — eller gør det ikke!

«Men hvortil dette?» spørger Du min rare,

min kære Læser. — Blot til Tidsfordriv! —

Det er nu min Manér, jeg kun kan svare,

jeg skriver uden alt Regulativ;

jeg skriver mine Indtryk, Indfald bare

in cunctis modis — kun ej «narrativ»;

ved min Fortælling ene det mig gælder om

at snakke med —- om det, Enhver fortæller om.

Du kender — eller dog Du kende burde —

hin Bacons Sætning: «kast tilvejrs et Straa,

saa ser Du Vindens Retning.» Saadan turde

al Poesi for Sjælens Vindpust gaa,

lig de Balloner, vi som Børn os gjorde:

Skyggen af Sjælen — bort, bort i det Blaa.

Min er som Sæbeboblen, og dens Vej

er ej til «Ros og Magt» —— kun Børneleg.

Jeg har nu Værden for mig — eller bag mig;

Erfaringsstof har jeg mig samlet ind,

saa Hjærnen tør med me’r ej gi’ i Lag sig,

og Lidenskabens Tumlen i mit Sind

var mine Venner som et «Kom — anklag mig!» —

hvorpaa just kære Venner lægger Vind.

Før var jeg svært berømt; men den blev spildt,

Berømmelsen — jeg digted dem for vildt.

Jeg har mig skaffet baade Jord og Himmel

paa Nakken: Himlen — nemlig Gejstligheden

slynged imod mig Tordenkilers Vrimmel

og Manebreve til Samvittigheden.

Jeg skriver, kedende den gamle Stimmel

af Læsere — har ingen fra forleden :

som ung jeg skrev saa fuld i Sjæl og Sinde,

og nu — fordi der er saa tomt derinde.

«Hvorfor saa la’e det trykke?» — Fordel, Ære

Du faar ej, naar Du ærgrer kun og keder!

Ja, sig saa mig — hvortil er Kortspil, Kære,

Læsning og Drik, alt hvad der Tidkort hedder?

Ens Fortids Godt og Ondt vil altid være

Erindrings-Tidsfordriv, naar ret man leder,

og hvad jeg skrev, jeg kastød ud i Strømmen:

flød eller sank det? — naa, mig mored Drømmen.

Jeg tænker, at var jeg paa Bifald sikker,

saa gad jeg simpelthen slet ikke skrive;

jeg kæmped altid — deri vist det ligger,

at Tab ej fra «de Ni» mig lader drive;

jeg næsten tror, det Sandhed paa en Prik er,

skøndt sligt er vanskeligt med Ord at give.

Paa tvende Maader kan man Morskab finde

i Spil: dels ved at tabe, dels at vinde.

Og Digtning — det er ej min Musas Sag;

det Faktiske langt heller hun fremstiller —

med Maadehold forstaar sig og med Smag

hun giver Menneskets Natur og Griller;

derfor blev hun ej Godtfolk til Behag,

thi Sandhed sjeldent kun i Øret kilder;

sang hun om Æren, som af Folk tilbedes,

da blev det mer’ bekvemt — men anderledes.

Elskov og Storm og Krig — Forandring fryder!

Alt er her —— lidt Filosofi iblandet:

i Fugleperspektiv vort Samfunds Lyder

og Dyd (Oasen lig i Ørkensandet);

er det ej godt — i hvert Fald nok jeg byder,

broget er Alting, Stil og Stof og andet,

og hvis endda man kimser ad min Muse,

saa er Papiret godt til Kræmmerhuse.

Hin Del af Værden, som jeg dennegang

har valgt at synge om, er ej beskrevet

fornylig just; og uden Spørgen lang

man skønner, hvorfor ej den er det blevet:

den synes udsøgt, højst-interessant,

i Glans og Glimmer bli’r den gennemlevet,

men éns er Typen, om og om igen —

sligt lover smaat kun for en Digters Pen.

Meget, som hidser, lidet kun, som højner,

intet for alle Mennesker og Tider;

en Fernis over Løgn saavel som Løgner —

det Onde man til sidste Luv-Trevl slider.

Vid, hvori Briller selv ej Saltet øjner;

ingen Naturens Ægthed, som man lider

blot for dens Ægtheds Skyld; ensformig Glathed

for Karakter — karakteristisk Mathed.

Stundom de bryder som Soldater glade

Geleddet, glemmende den sure Møje,

men trommes hurtigt sammen til Parade

og trækker atter i den stramme Trøje;

sandt nok, det er en lystig Maskerade,

men hurtigt sløves for dens Glans vort Øje:

for mig var det i hvert Fald snart forbi

med dette Glædens glade Ennui.

Vi spiller Elsker og vi spiller Kort,

gi’er Løven, gi’er vor Stemme — og dinerer;

vi hører Senatorer snakke sort,

ser Skønheder, som bort sig auktionerer

til Libertinere, der straks blir gjort

til Ægtemænd, som Dyden imiterer:

tilsidt som « Ci-devant jeune homme» vi mugner —

stemmende Strømmen, hvori vi dog drukner.

Ak — raabes der i Kor — hvor det er Skade,

at ingen Autor kom den tæt paa Livet,

den fine Værdens daglige Parade!

Hvad nu og da ud som «Portræter» sived,

var en bestukket Tjeners Dagbogsblade,

der blev behændig som Roman udgivet,

en Bog — hvortil Fru Fama selv stod Fadder,

et Stof — filtreret gennem Køkken-Sladder.

Det passer ikke længer — da Skribenter,

og navnlig unge, nu er svært i Vælten

i denne fine Værden. Ofte henter

Poeten Sejren hjem selv over Helten;

men hvorfor skuffes de da, som sig venter

rigt Bytte, naar Poeten gaar i Felten

for rigtigt dette Highlife at gengive? .....

Svar: der er ikke noget at beskrive

«Haud ignara loquor»; det er Nugæ quarum

pars parva fui» ..... altid dog en «Part»;

langt heller jeg skitsered Jer et Harem,

Slag, Skibbrud, Hjertekvider af hver Art,

end jeg om dette sang et Lirumlarum.

Hvorfor?..... for Grunde ser jeg helst mig spar’t.

«Vetabo Cereris sacrum qui vulgarit» —

det er: for Vulgus blir det ej forklaret.

Fremstillingen jeg idealt vil male —

fortonet, et frimureragtigt Noget,

der vil forholde sig til det Reale

som Parry’s Tur til Argonauter-Toget.

Mysteriet skal ej til Hvermand tale,

og min Musik er saamænd mystisk-broget :

thi der er mangt, som ej af Hoben fattes,

men kun af den Indviede kan skattes.

Ak, Værdner falder — Kvinden voldte det

fra først af (ja det lyder som Chicane,

men Biblen bør dog billigvis ha” Ret)

og dette «Fald» blev siden hendes Vane,

det stakkels Vanedyr — og lige slet

i Skyld og Uskyld hendes Lebebane:

fordømt til Barsler — mens vi Mænd fik smage

som Synde-Sold Barbérkniv paa vor Hage —

— et dagligt Kors, som mulig blir befunden

i Tidens Løb mod Barsler op at veje.

Dog, Kvinden! ja hvem maaler vel i Grunden

den Sum af Lidelser, hun fik i Eje —

naar selv vor Medynk selvisk har paa Bunden

den Mistillid: at Alt skal kun sig dreje,

al hendes Dyd og Skønhed og Elskværdighed,

om — Kogekunst og Slægts-Forplantnings-Færdighed.

Alt det var godt nok, kan ej bedre være,

og er, Gud véd, ret vanskeligt endda:

saa megen Modgang helt fra Barnsben a’,

Skjel mellem Ven og Fjende svært at lære,

Guldlænker, som Forgyldningen gaar a’.....

sperg Kvinder (som til Skjelsaar kommen ere)

hvad Ken de velger, Mandfolk eller Kvinde,

en Skolelomme] — eller en Fyrstinde?

Man kalder «Skørteregiment”» en Skam,

og alle, hvem den Lod i Livet mødte,

skyr det og fly’r det — som en Fisk i Dam

fly’r Gedden; dog, da vi engang blev fødte

til Værden under denne — denne «Ham»,

en Andagt netop Skørtet os afnødte,

hint Klædningsstykke af en mystisk Højhed,

i Silkefinhed eller Hvergarnsdrejhed.

Højlig jeg ærer — forhen tilbad jeg,

i Ungdoms Dage — dette kyske Slør,

bag hvilket rige Skatte dølger sig,

som drager ved, hvad det usynligt gør,

en Damask-Klinge, gemt, som det sig bør,

i Skedens Guld; et Brev det synes mig

lukt med et Elskovs-Segl: — al Sorg jo blunder,

ser man et Skørt med smukke Ankler under.

Selv paa en kvalm, en lummer Sommerdag

med tør Sirocco-Blæst, naar Søens Bølger

skvulper med blygraat Skumskvæt fort imag,

og Floden træt og mat i Takten følger,

naar Himlen hænger ud sit gamle Flag,

det skidengraa, som hvert et Solglimt dølger:

Humøret stiger — kan det ellers stige —

ved Glimt blot af en vakker Bondepige.

Vor Helt, som vor Heltinde, vi forlod

i hin forunderlige Himmelegn,

hvis Luft var aldrig for Poeter god —

den samme under alle Himmeltegn;

thi Alt, hvorved sig Stemning vække lod,

Sol, Skyer, Bjærge, Stjærner ——— i en Regn,

en Taageregn, sig hyller, der Forplejning er

for Digteren, som for en Skyldner Regninger.

Livet i Stuen svækker Poesien,

og udenfor er Taage, Hagl og Slud,

der ej engang er godt for Elegien.

Naa, ligemeget, man maa holde ud,

Hindringen trodse eller gaa forbi ”en,

ende sit Digt eller «slaa den Tand ud,»

virke, som Aanden griber Stoffet an,

hæmmet saa smaat af baade Ild og Vand.

Juan forsaavidt var en Helgen lig,

som han for Alle Alt snart kunde være,

tog Tingen som den faldt, i Fred og Krig,

i Lejr, tilsøs, i Ringhed og i Ære;

Naturen havde gjort ham lykkelig-

beredt til baade Ondt og Godt at bære,

og han var Ven og Alt for alle Kvinder —

uden den Fadhed, man hos Hun-Mænd finder.

Vor Rævejagt en Fremmed tykkes ser;

den rummer og for ham en dobbelt Fare,

først det at ligge — bums — med Hesten dér,

og saa paa Spottegloser maatte svare;

dog Helten, tidlig vant til Rytterfærd,

trods nogen Beduin sig kunde klare:

var det en Stridshingst, Jagthest eller Krik —

den mærked, i Juan den Rytter fik!

Paa dette nye Felt han Sejre vandt,

han klared Rækværk, Bom og Overligger,

gav aldrig «Tranen» — et faux pas iblandt,

banded kun lidt, naar Færten blev usikker;

Jagtreglerne vel stundom for ham klikker,

men udlært end man ingen Yngling fandt;

han stundom over Meuten galopperer

og éngang over nogle Proprietærer.

Men i det hele klared han sig stolt;

Godsejerne berømmede det Land,

hvis Søn dem selv jo næsten Stangen holdt;

Bønderne raabte: «Ih Kors, hvor han kan!» —

en gammel Lord, som tog Alting ret koldt,

blev varm i Hætten, da han førte an;

ja Hundedrengene var ved at regne

som «Støver» ham imellem deres egne.

Trophæer vandt han — ikke Skjold og Sværd,

nej men i Løbet flere Rævehaler;

dog, jeg maa tilstaa, skøndt det gaar mig nær

som Britte, at om Rævejagt han taler

aldeles i Lord Chesterfields Manér,

han, som — skøndt qua Nimrod en rén Udhaler —

dog spurgte, da en Jagt var lagt tilbage:

«om nogen Mand gad mer” end én Gang jage?»

En sjelden Egenskab han og besad

— sjelden blandt bolde Jæg’re, som staar op

før nogen Hane selv opvække gad

Decemberdagens tunge Taagekrop —

en Egenskab, der gør en Kvinde glad,

hvis Snakkelyst mod Aften naa’r sin Top

og som dog ene ej kan føre Ordet:

Juan faldt ej isøvn straks efter Bordet;

nej, altid livlig, let og «bei der Hand»

Replikens «Jærn» man kunde ham fast kalde,

han snapped op, hvad ingen anden fandt,

og lod sig «andres» Vitser godt gefalle;

kom ej med nogens Mening skarpt paa Kant,

og smiled kun — den Skurk! — usét af Alle:

vendte mod Bommerter det døve Øre —

kort sagt, han kunde holde Mund og høre.

Og dernæst dansed han. En Engelskmand

kun sjelden med en Fremmed Maal kan staa

i Pantomimens Elokvens; men han

besad i Dans, hvad ej undværes maa,

den rette Udtryksfuldhed, «Fod-Forstand» —

men ikke theatralsk, vel at forstaa:

ej som en Solodanser valsed han

blandt Trikot-Nymfer — men som’ Gentleman.,

Kysk og behersket hvert et Trin han vejed,

hans Skikkelse af Elegance straaler,

han med en Lethed henad Gulvet fejed —

som med «UCamilla’s» Flugt at lignes taaler;

et musikalsk Geher han ogsaa ejed,

som med en Kritikers sig næsten maaler;

han ligned, kort og godt, en spansk Bolero’s

Personifikation, en Dansens Heros —

eller en Hora i Aurora’s Tog

paa Guido’s Freske (som alene gør

Rejsen til Rom Umagen verd, om og

den ene minder om, hvad Rom var før).

Hans Dans fremstilled klart og uden Sler

et Skønheds-Ideal, som ingen Bog,

noksaa poetisk, mægter at gengive —

da man kun Ord men Farver ej kan skrive.

Ej sært, at megen Hyldest blev ham bragt,

en voksen Amor, højligen feteret,

forkælet, men dog ikke ødelagt

(i hvert Fald passer han, at ingen ser ‘et;) —

med Takt befæstød han sin Skønheds Magt

blandt Kyske og blandt dem, som kokettæred.....

Lady Fitz-Fulk, som nok holdt af « Tracasserie»,

behandlede ham alt med lidt agacerie».

Hun var en lidt vel yppig smuk Blondine,

i høj Grad attraaværdig og som egnet

til Midtpunkt for de Fineste blandt Fine;

hendes Meriter — har jeg ej optegnet —

jeg gaar ej gerne paa den slappe Line

og dømmer nødig «efter Rygtet regnet»:

sidst spilled hun nok ellers Dam paa Brædt

med Lord Augustus Fitz-Plantagenet.

Lidt skævt begyndte denne Adelsmand

at se til hendes «nyeste» Kaprice;

dog sligt bør ej gaa nogen Elsker an,

nej han maa Taalsomhed mod Kønnet vise:

bebrejde er det værste, som man kan,

derved fremskynder bare man en Krise —

en Streg i Regningen, som man vil finde

ret hyppig, naar man regner paa en Kvinde.

Man smiled, hvisked, spottede saa smaat,

Frøkener stejled, Fruer rynked Panden,

Nogle sa’e: vent, saa blir nok Alting godt!

Andre: hun maa jo være fra Forstanden!

Nogle paastod, at det var Sludder blot,

En spilled dum, dybsindig-klog en anden;

og Mange ynkede af Hjertet ret

stakkels Lord August Fitz-Plantagenet.

Sært nok, man glemte hendes Ægtefælle,

Hertugen, hvem dog Sagen angik noget;

naa — han var borte — og man vil fortælle,

at han med allerstørste Sindsro tog ”et,

hvad man saa end om Fruen kunde mælde,

og ej fandt Hertugindens Færd for broget —

en yndet Enighed, om hvilken gælder:

hvo aldrig mødes, skændes ikke heller.

Dog ak, sligt burde jeg nu aldrig skrive,

thi min ephesiske Diana, Adelin’,

af Dyds-Begejstring opfyldt, vilde give

mig Uret — hun, som ikke kunde fatte sin

Venindes Ferd, men maatte kelig blive

ved slig en Snublen ned ad Letsinds bratte Trin:

Venindens Daarlighed hun saa’ med Gremmelse —

for sligt har Venner altid fin Fornemmelse.

En saare herlig Ting, den Sympathi,

den kle’er saa godt — i Hjertet som i Øjet —

den gir først Sukket ret sin Melodi

og trækker Venskabet i Søndagstøjet;

en Værden uden Venner? — nej, helst fri! —

de si’er os vore Fejl saa rørt-fornøjet

og trøster os med: «Skade, at for sent jeg kom; —

havde Du fulgt mit Raad — og bare tænkt Dig om!»

O Hjob, Du havde ikke én men tvende

af disse Lodser, som saa daarligt styre,

Kvaksalvere, som grumme lidet kende

til Lægens Kunst — men som er meget dyre.

Sørg ej, fordi med Venner det tog Ende

— som Løv i Høst de falder af, de Fyre,

i Modgang. Gaar det atter godt — ja se! —

Du kan straks faa en ny paa en Kafé.

Det er ej mit Princip — nej, hvis saa var,

jeg kunde spart mig en Del Hjærtevé;

dog hvad: Skildpadde liden Lyst jeg har

at være — hverken høre eller sé! —

hellere man sin Part af Værden ta’r,

hvadenten man maa græde eller lé,

og har Ens Hjærte svart Erfarings-Told,

man hælder ej sit Hav ud i et Sold.

Den allerverste Lyd — ja paa min Tro

værre end Natte-Uglers téte-d-téte’r —

er disse Ord «det sagde jeg dig jo»

i Venners Mund, de Bagklogheds-Profeter;

hvad der skal gøres nu, tar de med Ro,

hvad galt blev gjort, af dem jo forudsét er,

og naar mod bonos mores Du forsynder dig,

med hele Synds-Registræt straks de skynder sig.

Vor Lady Adelin’ gik strengt i Rette —

og det var ej alene med Veninden,

som sikkert nok sit Rygte vilde plette,

hvis ej hun bedred synligt sig forinden;

nej Fruen dadled ogsaa ham for dette,

og ynked dernæst, ren som Helgeninden —

(hun ældre var end han ialt sex Uger) —

hans Ungdom, som Fitz-Fulke saa stygt misbruger.

De fyrretyve Dages ældre Alder —

(hun kunde være Alderen bekendt,

hvis Aar, som og naar Fødselsdagen falder,

i Adelsbogen læses kan paa Prent)

paa hendes moderlige Omhu kalder:

hun følte sig til Heltens Frelse sendt —

skøndt hun var langt fra hint Skud-Aar, hvis Skud

af Kvinders Alder skyder Sandhed ud.

Hint Aar man kan lidt for de tredve sætte:

højst syvogtyve — da jeg næppe tror,

den dydigste blandt Tællerske det rette

Tal vil angive, som derover gaar.

O Tid! far dog imag! Du burde lette

en Kende paa din rustne Lé, som slaar

for rapt og haardt: og er det dig til Trest, Mand,

saa vid, Du vinder Ros derved som Hestmand!

Men Adelin” var ej de Tredve naaet,

de modne Aar, hvis Modenhed er bitter;

sin Dyd hun havde ved Erfaring faaet,

idet hun gennemskued Værdens Flitter

(som jeg har sagt paa Side — — — det er gaaet

mig rent af Minde, hvilken; og jeg fritter

min Musa uden Nytte.) Hendes Alder

sex-syv før de «syv-ott’ogtyve» falder.

For «Værden» præsentért med sexten Aar

var Værdens Kroner hende lige meget:

sytten Aar gammel som en Venus staar

hun dér — af Selskabs-Havets Glans opsteget;

ved atten Aar — hvor hun saa staar og gaar

er Bejlerskaren ej fra hende veget:

hun vælger ud — den Adam iblandt Alle,

som vi «den lykkeligste Mand» kan kalde.

Dernæst tre «hede» Vintre stolt hun straaler,

beundret, tilbedt — saa korrekt i Færd,

at selv den skarpeste Kritik hun taaler

og er dog hverken snærpet eller sær;

med Marmoret i Renhed hun sig maaler,

foruden Plet, betragtet nok saa nær;

og hun fik Tid — skøndt Tiden løb saa fort,

til Fødsel af en Søn — og én Abort.

Vistnok en Sværm Ildfluer altid fløj

om Fruen — London-Netters Lys-Insekter;

forgæves var dog deres Hurlumhej;

hun saares ej af nogen lapset Fægter;

hvis hun ber Længsel — er den dem for «høj»;

og har hun Længsel, hun den selv fornægter:

om Kulde, Stolthed, Dyd holdt hende bunden —

naar blot man handler ret, hvad si’r saa Grunden?

Motiver hader jeg — som halvtømt Flaske,

den Værten altfor længe la’er staa stille,

saa Gæstens Tunge blir saa tør som Aske,

tilmed naar man «Politikus» skal spille;

jeg hader dem som Stude, man ser traske

i Vej-Støv, der kan En ved Vejret skille —

som lærde Taler, dumme Lærdes «Mening»

og Laurenters Kvad — i skøn Forening.

Hvi skal man hakke da i ’Tingens Rod?

den er med Jorden altid stærkt be-blandet;

blot Træets Løvtag gi’r mig Skygge god,

det spire maa af Agern — eller andet;

at undersøge Alt, saa man forstod,

hvad Rod det randt af — var en Spas forbandet;

nej, slige Sager ligger mig helt fjærne,

hvorfor? — lyt til den vise Oxenstjerne!

For nu at spare baade Hertuginden

og Diplomaten for en slem éclat,

saasnart hun mærked, Helten var i Vinden

og næppe vilde ride Stormen a —

(en Fremmed véd ej, at en Mand af Pinden

i England rives nemt ved et faux pas,

her, hvor en Jury’s strenge Retferds-Kendelse

fra slige Synder virker snar Omvendelse) —

vor Lady Adelin” fik den Idé

saa læmpeligt, som muligt blot, at fjærne

dem fra det Fald — de ikke vilde se.

Det var jo lidt naivt, jeg tilstaar gerne,

men Uskyld, hvor det gælder Vel og Ve,

forsmaar de Palisader, som kan værne

de Damers Dyd, som, naar den attakeres,

bestaar i, at de ikke attraperes.

Det Aller-Værste frygted hun vel ikke:

Hans Naade var en taalsom Ægtemand,

det var ej sagt, at for et godt Ord han

til Tamperretten vilde Klager skikke;

hun frygted mest den Elskovs-Talisman,

som hun i Hendes Naades Haand saa’ ligge,

dernæst Spektakler (blev han tirret ret)

med Lord Augustus Fitz-Plantagenet.

For intrigant, «méchante» i Elskovs Sager

jo Hendes Naade Hertuginden gjaldt:

en af de Søde, som sin Elsker plager,

for hvem det hele Aar en Strid hver Dag er,

idet hun søgør — blev der mig fortalt —

snart kold, snart varm, med Luner og med Alt

at pine, martre, klappe ham og klippe ham,

og — hvad der er det værste — aldrig slippe ham.

Sligt, véd jeg, har gjort mangen ung Mand gal,

aldeles Werthers-Leiden-gal tilsidst.

Ej sært, en ædel Sjæl det voldte Kval

at sé sin Ven paa sligt et Skær forlist:

hellere gift — ja Døden til Gemal,

end før sin Død at blive langsomt spist.

Pas paa, om Lykken ved en «bonne fortune»

ej hører hjemme — oppe i la lune!

Først altsaa, i sin gode Sjæls Omdømmen

selv-sikker, som hun var, Fru Adelin’,

bad hun sin Husbond sé at standse Strømmen

og vare Helten ad — Husvennen sin;

ad hendes Planers Uskyld med en Rommen

han smiled, roste hendes Omsorg fin

for denne Sjæl, og svared i Profet-Stil,

som trækker lidt fra Nul og lægger lidt til.

Han sagde først, at aldrig han sig blanded

i andre Sager end sin Konges kun;

dernæst, at Rygtet ofte mældte andet

end det, hvortil var sand og skellig Grund;

at Heltens Hjærne — endskøndt ung i Landet —

tog fuldt det op med Skægget om hans Mund;

bemærked endelig til Overflod,

at Godt kom sjeldent ud af gode Raad.

Og derfor — sikkert til Bevis for denne

sin Paastands Rigtighed — det Raad gav han

sin Hustru: la” i Fred kun ham og hende —

saa vidt det nu med bienséance gik an;

Juan det Rette vilde nok erkende,

han var jo dog ej Munk, den unge Mand;

i hvert Fald: Modstand bare irritæred.....

her blev en Statsdepeche ham leveret.

Og da han til «Geheimeraadet» hører,

saa gaar Lord Henry til sit Kabinet —

vor Livius engang til Bogs nok fører,

hvordan hans Arbejd gør vor Statsgæld let;

naar op jeg med Beviser her ej kører,

er Grunden den: jeg kender dem ej ret,

men de skal komme som et kort Appendix

imellem dette Epos og dets Index.

Dog før han gik, tilføjed han et Par

almindelige Ord, som nu engang

man fra Konversationens Mønt dem har

— om just ej ganske ny af Præg og Klang —

saa’ efter, hvad hans Pakke indebar,

kiggede lidt, og Resten oversprang —

og gik, idet han Fruen gav et Kys, der

mest ligned det, man gi’r en ældre Søster.

Han var en brav, lidt kelig Hædersmand,

stolt af sin Fødsel, stolt af Smaat og Stort,

som fedt og baaren til en Stats-Divan,

til Majestæts-Parader ret som gjort;

han fyldte, naar han førte Couren an

i Ordensdragt med Guldbrokades-Bord:

han kunde Mønster-Kammerherre være,

og blir jeg Konge, skal han Nøglen bere.

Og dog — der var en Mangel ved det Hele:

jeg kan ej sige hvad, men det var det,

som smukke Damer — aa de kære Sjæle —

netop benævner «Sjæl»; forstaa mig ret,

ej Krop han mangled: han var rank, adræt

og strunk og strag som Popler eller Pæle,

det var i Krig og Kærlighed ej hændt ham,

at nogen Casus havde endevendt ham.

Og dog var der en Mangel, som alt sagt,

hint ubestemte «je ne sais quoi»,

som Iliaden troligvis har bragt

i Stand — da netop det skøn Helena,

ja netop det, i Paris" Arm har lagt,

skøndt han, hvad Side end man saa” ham fra,

var Menelaos ganske underlegen —

men just den «Sport» er Kvinden ganske egen.

Vi løber støtvæk Panden mod en Mur —

hvis ej vi, som Tiresias, har erfaret

skiftevis begge Kønnenes Natur —

hvorledes vil man elskes? Kom med Svaret!

Sanselighed kun for en kort Tid dwr,

og kun «platonisk» — faar ej Tingen klaret,

og begge danner en Centaur tilsammen,

men ride den, nej det er ikke Gammen!

Et eget «fuldt opfyldt» for deres Hjærte

er det, som alle Kvinder leder om;

men hvordan faa det fyldt, de aldrig lærte —

og deraf Kønnets hele Svaghed kom;

som Søfolk uden Kaart de driver om

en Høstnat uden Ledestjærners Kærte,

og kan de gennem Storm og Brænding slippe,

saa skal de gerne strande paa en Klippe.

Der er en Blomst «Elskov i Lediggang»,

som udi Shakspeares Tryllehave findes —

hans Højsang om den genta’r ej min Sang;

blot hans Guddommelighed er tilsindes

at tilgi’e, naar i Rimned jeg engang

brød af hans rige Flor — saa vil jeg mindes,

”idet med Reverens jeg ta’r Distance,

det Udraab hos Rousseau «Voilà la Pervenche!»

Jeg fandt det — Heureka! Det, som jeg mener,

er ej, at Elskov just er Lediggang,

men kun at Lediggang helt tidt forlener

Elskov med Sporen — blir til Elskovs-Tvang!

«Arbejd» med Tingen daarligt sig forener,

Forretningsmænd har ej følt megen Trang

til Elskov — siden Købmandsskibet Argo

havde Mødea med som Supercargo.

«Beatus ille procul» fra «negotiis» —

lille Horats! Du fejled dennegang;

den anden Sætning: «noscitur a sociis»,

den harmonerer bedre med hans Sang,

alligevel den gælder ej in otiis

dér hvor man slaar sig løs foruden Tvang;

men hvad Du saa end si’er, trods alle Sætninger:

kun den er lykkelig, som har Forretninger!

Adam fik Pløjning for sit Paradis,

Eva fik Skrædderi med Figenblade —

den Kundskab var den første nok præcis,

som Præsterne fra Kundskabstræet ha’de,

og siden fordrer den Sats ej Bevis,

at hvad der gør saa mange Mænd u-glade

— og Kvinder med — er det, at uden Ydelse

af Arbejd de forlanger Ro og Nydelse.

Derfor blir «Værdens» Nydelser for let

Selvpineri, en Klemsel og en Tynge,

som man vil blive kvit — vrangt eller ret.

Lad Skjalden raskvæk om Tilfredshed synge:

tilfreds er ord-ret bare «overmæt» —

og dette avler saa den store Klynge

Blaastrømper, dem med Følelses-Romaner,

der blir til Virk’lighed, før man det aner.

Ja, her jeg edeligt erklære vil:

der leves mer «romantisk» end der skrives;

og vil man ikke tro, at sligt er til,

nuvel saa skal det ej paa Prent udgives;

naar Sandhed virker som et Gøgle-Spil,

faar Spillet heller i det Skjulte drives;

hvad der er «Faktum» her, la’r jeg i Fred —

jeg taler kun i al Almind’lighed.

«En Østers knuses kan af Elskovs-Kval» —

fordi den sukker ensom dybt i Havet

og døser lad og ledig i sin Skal

— som Munken i sin Celles Bur begravet;

men å-propos om Munken, i hvert Fald

er nok hans fromme Lediggang lidt lavet:

det er en slemme Plante, podet paa

den «rette» Tro — slem til i Frø at gaa.

O Wilberforce! Du Helt for alle Sorte,

hvis Daad gaar over Taler og Hurra:

én stor Kolos Du dristig fælde turde,

Du nye Washington for Afrika!

Men der er end én Ting, hvortil Du burde

en skønne Dag dig rigtig sammen ta’;

øv ogsaa Ret. mod Jordens anden Side:

de Sorte har Du løst — spær ind de Hvide!

Spær ind den Hanswurst Kejser Alexander;

cde hellige Tre» send did, hvor Pebret gror,

og spørg, naar de paa Peberkysten lander,

om Pebret smager ens for Smaa og Stor;

spær ind enhver høj-benet Salamander,

som gratis æder Ild for gode Ord;

spær ind — ej Kongen, men hans Slot i Brighton,

at ikke én Million paany gaar «fløjten».

Spær ind de Kloge og slip løs de Gale —

og man vil sikkert med Forundring finde,

at Alt blir éns, den samme Færd og Tale,

som nu, da «Klogskaben» har Magten inde;

ja hvis ej Alle nu var u-normale,

jeg skulde Alle for min Paastand vinde —

men uden point d’appui selv Archimedes

maa la’ det Hele ligge, som der redes.

Et mangled der vor Lady Adelin’ —

Hjertet var som en tom, men prægtig Stue;

korrekt hun var, af Hjærte, Sjæl og Sind,

men Hjertets Fylde fik hun end ej skue.

En Hytte falder for en Jevndognsvind,

mens Borgen trodser Stormene, der true:

men dersom Borgens Vern man selv nedriver,

dens Fald des større — som et Jordskælv — bliver.

Hun elsked — mente hun — i Tugt og Ære

sin Lord med al sin Flid, men Flid er slem;

slemt er det, skal af Sisyphus man lere

at skubbe sin Tilbejelighed frem;

de havde ingen Grund sig at besvære,

de skøndtes ej i Smug, naar de kom hjem,

deres Forening var helt blankt et Skjold,

hel nobel-ægteskabelig — og kold.

Med ikke megen Forskel just i Aar

men stor i Sind drog Side de om Side

som Tvillingstjærner hen, som Rhonen, naar

dens Væld i Genfersøens Vande blide

udflyder, tæt forenet — og dog staar

det dybt-blaa Vand mørkt mod de Vover stride,

og ligne gør de nærmest, disse to,

et Moder-Skød, hvor Barnet faldt til Ro.

Hun følte sig af Sagen stærkt optaget,

og skøndt den bedste Hensigt kun hun har,

saa véd man dog, at sligt har ofte draget

lidt med sig, hvorpaa først man ej er klar;

Indtrykkets Styrke blir ej straks opdaget —

hos hende stadig voksende den var

som Vand, der stemmes — og fik større Magt,

fordi hun sent kun i Affekt blev bragt.

Men blev hun afficer’t, saa havde hun

hin Janus-Egenskab med Dobbeltnavn:

Fasthed hos Helt og Sø-Gut kaldt med Grund

saafremt da Gutten naa’r tilsidst i Havn,

dadlet som Stædighed, i samme Stund

de skønne Kræfter spildes uden Gavn:

ja det blir svært nok for Casuistiken

at ramme Grænsepunktet helt i Prikken.

Set Bonaparte vandt ved Waterloo —-

«Fasthed» var da, hvad nu er «Stædighed».

Skal det paa Sagens Udfald blot bero?

Jeg venter Svar af dem, som Skellet véd,

Skellet imellem Sandt og Falskt, de to,

om ellers Nogen véd derom Besked.

Men atter om min Lady vil jeg minde,

thi paa sin Vis var ogsaa hun Heltinde.

Hun kendte ej sit Hjærte, jeg langt mindre;

hun elsked vist endnu ej Don Juan,

hun vilde ellers have vidst at hindre,

nej fly for denne Hjertets vilde Trang;

hun følte Sympathi tout simplement —

jeg om dens Værd har intet at erindre:

han var i Fare (følte hun med Spænding)

var Henry’s Ven —— og hendes — ung — Udlænding.

Hun var —— hun troede at hun var — hans Ven

foruden alt platonisk Vrøvleri,

som tidt gav Smag (hvem kender ikke den?)

paa denne franske Venskabs-Theori,

endsige Tyskøns «rene» Kysseri —

til sligt hun aldrig lod sig rive hen;

men til det Venneforhold, Mand til Mand har,

saa godt som nogen Kvinde hun i Stand var. —

Bevirke vil vel Kønnets skjulte Magt

dér, som hvor Blodets Baand er Bindeled,

at der en egen Ynde bliver lagt i

i Sagen, naar først Sagen er paa Gled.

Er Lidenskaben ud af Spillet bragt

og er der ærlig, fuld Fortrolighed,

da er din bedste Ven paa Jord en Kvinde

— naar ej hun var, og blir, din Elskerinde!

Al Elskov indebærer Spiren til

Forandring — kan umuligt andet bære.

Hvad heftigt lever, hastigt ende vil,

saa lyder overalt Naturens Lære;

ej Lyn paa Himmelbuen stander stil’,

og Lidenskab kan ej bestandig være:

af selve Navnet man det høre bør —

kan «Hjærtets Blomst» vel opbevares tør?

Ak, nevn den Elsker mig — som ej fortred

(jeg nævner kun, hvad jeg har hørt af mange)

den Stund, hvor Skebnen ham en Lykke bed,

som kunde gjort en Salomo til Fange!

Jeg kender Koner («rigtige», Gudsded,

sligt kan for Ægtestanden gøre bange) —

fuldendte Mønster-Koner, Standens Smykke,

hvis Liv dog kun blev Tvendes Livs-Ulykke.

Jeg kender og Veninder (det er sandt,

skøndt det er sert, hvad jeg bevise kunde,)

hvem hjemme eller ude tro jeg fandt,

tro, saa at Elskov ej er tro saalunde;

som ej forlod mig, selv naar Klaffren randt

udaf Bagvaskelsens de lede Munde;

som stred og strider for mig i det Fjærne,

skøndt Samfunds-Slangen derfor aad dem gerne.

Hvorvidt nu Helten og vor Lady’s rene

Venskab var saadant eller anderledes,

skal dreftes siden —— det ter jeg da mene.

For Øjeblikket dog min Læser bedes

at lave mig in suspenso — lidt «alene» —

et Kunst-Fif, hvorved en Effekt beredes:

den allerbedste Madding paa en Krog

at fiske skønne Øjne for en Bog.

Om de spaserer eller Spansk studerer

(for Don Quixote’s Skyld i Originalen,

en Morskab, som hver anden distancerer,)

hvorvidt de «snakker» eller fører Talen

. mere alvorligt — Alt jeg reførerer

i næste Sang med kunstnerisk Udmalen;

jeg skal — saa haaber jeg — udfolde dér

betydeligt Talent paa min Manér.

Men Et paalægge vil jeg En og Hver,

ikke at tro, de forud noget vidste:

man tå’r kun grundigt fejl, tro mig, jeg be’er,

om hende og om ham — mest om den sidste.

Jeg paata’r mig en ny, alvorlig « Air»

og vil til Spøg mig længer ej fordriste:

at de vil falde, er slet ikke givet,

men falder de — saa koster det dem Livet.

Stort fremgaar tidt af Smaat. Hvem skulde tro,

at en Passion i vore unge Dage,

saa dyb, som nogen, der har draget To

imod det Svelg, som stødse vil os drage,

at den....nej man vil det for Fabel tage,

vil lade det paa en «Fiction» bero:

_ I getter ej — jeg vover en Milliard —

at den kom af et Parti Billiard?

Sælsomt men sandt! thi sært er alt det Sande,

mer’ end hvert Paahit. Blev det Sande sagt,

vor Digtning skulde ej paa Byttet bande:

da blev, i Sandhed, Nyt paa Torvet bragt,

da saa’ man Dyd og Last at bytte Lande,

en «anden» Værden paa vort Kaart aflagt —

hvis en Kolumbus over Sjælens Klode

opdaged selve Hjærtets Antipode!

Ja, «golde Orkner, afgrundsdybe Huler,

dem fik Du se, Du Sjelenes Opdager:

Isbjerge, som bag Stormends Bryst sig skjuler

og rundt om Hjertekuldens Pol sig drager;

mindst ni af ti blandt dem, der ud sig ugler

med Kongekaaben, var «Anthropofager»!

Blev Tingen og dens Navn ét og det samme —

selv Cesar vilde ved sit Ry sig skamme.