Detainerne vedrørende Ismails Belejring — i to af de følgende Sange, den syvende og ottende — ere tagne fra et fransk Værk med Titel: «Essai sur l’Histoire ancienne et moderne de la Nouvelle Russie, par le Marquis Gabriel de Castelnau, III Tom. Paris 1820.» Nogle af de Begivenheder, der skrives paa Don Juans Regning, have i Virkeligheden tildraget sig; saaledes med Barnets Redning — en historisk Handling af den afdøde Hertug af Richelieu, som dengang var ung Frivillig i den russiske Hær, og som siden blev Odessas Grundlægger og Velgører, en Mand, hvis Navn og Minde aldrig vil ophøre at fredes sammesteds i dyb Ærbødighed. Videre hen i disse Sange vil man finde en Strofe eller to, som gælder den salig Marquis af Londonderry (Castlereagh), men som er skrevet nogen Tid før hans dødelige Bortgang. Havde med Manden ogsaa hans Oligarki faaet en Ende, saa var Stroferne bortfalden; men som Sagerne nu
staar, kan jeg ikke i hans Dødsmaade!’ saa lidt som i hans Livs Virksomhed se Noget, der skulde hindre mig i frit at udtale Omdømmet om ham hos alle dem, hvem hans hele Tilværelse gik ud paa at forsøge at undertrykke og lægge i Lænker. Det faar være sandt eller ej, at han i sit private Liv var en elskværdig Mand: hermed har det Offentlige intet at gøre. Hvad Lamentationerne over hans Død angaar, saa har det god Tid dermed — naar Irland har ophørt at sørge over hans Fødsel. Jeg — en af Millionerne kun — saa’ i ham, som Minister, en af de i sine politiske Principper mest despotiske og med Hensyn til Aandsevner mest blødhjærnede Mænd, som nogensinde enevældigt styrede et Land. Det er sikkert første Gang at England siden Normannernes Tid er bleven haanet — i hvert Fald af en Minister, som ikke kunde tale Engelsk, og første Gang at Parlamentet tog det for gode Varer at lade sig tiltale paa Mistress Malaprops? Tungemaal. Om hans Dødsmaade er der Intet videre at sige, end at hvis en stakkels Radikal — en Waddington eller Watson — havde skaaret Halsen over paa sig, saa var Vedkommende bleven begravet ved en Korsvej med det brugelige Tilbehør af Pæl og Kølle. Men Ministren — han var en 1 Castlereagh tog sig som bekendt selv af Dage, i Aug. 1822.? Se Sheridan’s Lystspil «Rivalerne».
elegant Maaneskinssyg, en sentimental Werther — han overskar bare sin «carotis» (Gud velsigne deres Lærdom!) — og se! straks er der Ligfølge og Westminsterabbedi — og Aviserne tuder Sørgehymner — og Coron’erens Tale bliver en Eulogi over den Hedengangnes blodige Legem — (en Antonius just for en saadan Cæsar) — og endelig den modbydelige, frække, hykleriske Istemmen af en æreløs Flok Folk, der har sammensvoret sig imod Alt hvad honnet og hedærligt er. Ved sin Død var han, efter Loven,! Et af To — enten en Forbryder eller en Galmand — og i intet Tilfælde nogen særlig passende Genstand for Panegyrik. I sit Liv var han — det, som hele Værden véd, og hvad den halve Værden nok med Tiden vil faa at føle, med mindre da hans Død skulde indeholde en «moralsk Lektion» for Evropas efterlevende «Sejaner».? Det er i det mindste en Trøst for Folkene, 1 Jeg mener nemlig Lands-Lov — thi Menneskekærlighedens Love fælder en mildere Dom; men da Legitimisterne altid fører Ordet Lov i Munden, saa lad dem her bringe Ordet i Anvendelse.? Kun Canning gør en Undtagelse herfra. Canning er et Geni — næsten et Universalgeni — en Taler, et godt Hoved, en Poet, en Statsmand. Ingen Mand af Talent kan længe fortsætte ad den Bane, Lord Castlereagh slog ind paa som Forgænger. Var nogensinde en Mand i Stand til at redde sit Land, saa var det Canning; men har han ogsaa Viljen? Jeg, for min Person, haaber det.
at det ikke gaar deres Undertrykkere særlig godt og at disse undertiden fælder Dommen over deres egne Skændigheder saa skarpsindigt, at de ligesom foregriber Menneskehedens Votum. Og dermed: ikke et Ord mere om den Mand! men lad Irland føre Støvet af sin Grattan bort fra Westminsters fredede Helligdom. Skulde virkelig Menneskehedens Patriot hvile ved Siden af Politikens Werther!!! Hvad angaar de Beskyldninger, som man i andre Henseender paany har rettet mod de allerede udgivne Sange af dette Poem, skal jeg indskrænke mig til for min egen Fornøjelse at citere følgende to Steder hos Voltaire: «La pudeur s’est enfuite des cæurs et s’est refugiée sur les lèvres».... «Plus les mæurs sont dépravés, plus les expressions deviennent mesurées; on croit regagner en langage ce qu’on a perdu en vertu.» Dette er virkelig Forholdet og fuldt ud anvendeligt paa det modbydelige Hykleri, der gennemsyrer den nulevende Generation i England og som derfor intet videre Svar fortjener. Det forslidte og fortærskede Smædenavn «Gudsbespotter», hvilket — sammen med Radikal, Liberal, Jakobiner, Reformven — er den Variant, som alle Lejesvendene hyppigst tuder i Ørene paa dem, der vil lytte dertil, det burde i Virkeligheden anses for en Haderstitel af alle, der erindre sig hvem det egentlig var, der oprindeligt blev betænkt dermed. Sokrates
og Jesus Christus blev offenligt henrettede som Gudsbespottere; og paa samme Maade er det gaaet og vil det gaa enhver den, der drister sig til at imødegaa de aabenbareste Misbrug af Guds Navn og sund Menneskeforstand. Men Forfølgelse er ikke Gendrivelse, endsige Triumf; og den «elendige Atheist» — som han altid kaldes — er sandsynligvis lykkeligere i sit Fangehul end selv de iblandt hans Anklagere, der bryster sig mest. Med hans Anskuelser — de være vildfarne eller begrundede — har jeg intet at skaffe; men han har maattet lide for dem, og netop dette at lide for sin Overbevisnings Skyld vil erobre flere Proselyter for Deismen end heterodokse! Prelaters Exempel vil erobre for Kristendommen — eller Statsmænd, der begaar Selvmord, vil erobre for Undertrykkelsessystemet — ja eller overpensionerede Menneskeslagtere vil erobre for den u-gudelige Alliance, som forhaaner Værden under Benævnelsen «den hellige». Jeg har paa ingen Maade Lyst til at sparke til den, der har sat sin Ære eller sit Liv overstyr, men det kunde maaske være anbefalelsesværdigt for Tilhængerne af de Klasser, hvorudaf disse Folk er udgaaet, at være lidt mindre rutten med den «cant» — det Hykleri 1 Paa Lord Sandwich’s Ytring «at han ikke forstod Forskellen mellem Orthodoxi og Heterodoxi», svarede Biskop Warburton: «Orthodoxi, Mylord, er min Doxi; Heterodoxi derimod en Andens Doxi!»
— som er den skrigende Synd hos denne tvetungede, løgneriske Tidsalders rovlystne Egoister, Dog nok for denne Gang. Pisa i Juli 1822.