Hvad er det i den Tid, hvor Alting vakler,
hvad er det da, som staar alene fast,
som ikke fordrer Troen paa Mirakler
og ikke skifter om med Modens Hast —
hvad er det vel, som gi’er sig gode Stunder
og dybest dog i Fremskridtsfarten bunder —?
Er det ej Folkets Sag? Er denne Tro
ej netop Tidens? — Svar kun dristig: Jo.
Benægt det I, som netop stedse vakler
imens I stedse raaber: Vi staar fast!
I, som bestandig paa det Gamle kvakler
og lægger »Folket« Kurens Fejl til Last;
benægt det I, som aldrig gi’er Jer Stunder,
men stedse hidses af de skjulte Vunder —
kald eders Sag kun for den rette Tro:
I skal faa Lov at pleje den i Ro.
Forlængst, I gode Mænd, har I afgivet
jer Portefeuille til den store Magt,
som rundt omkring jer Stol benævnes Livet
og som har længst Kontrakten Jer opsagt.
I bliver siddende: nuvel, en gammel,
affældig Mand vil ha’e sin Stol og Skammel
i Fred og nikke dér med Haand i Skød:
Nik I kun rolig væk; den Søvn er Død.