Træt var jeg — af at se paa Tidens Masker;
selv mine Venner havde disse Miner,
fortrukne, trætte, sørgeligt nedstemte,
spodsk smilende, med Smærtens Braad derinde, —
det var en dødsdømt Slægt, som med et Opbud
af Vilje spilled rask paa Scenens Brædder,
og med Bravour det rakte Bæger tømte...
Syg sov jeg ind. Og det blev Nat; jeg drømte. —
Du traadte til mig hen og lagde Haanden,
den smalle, stærke Haand, her paa mit Bryst;
Du trængte, sagde Du, selv til den Trøst,
som ligger i at drømme!
Du saae paa mig med denne Blikkets ømme
Forstaaelse. Vi havde fælles Moder,
Erfaringen; Du nævned mig din Broder.
Jeg svøbte Kappens Flig om dine Lemmer;
de fristed mig ej længer ved en Pragt,
som kunde være selv Kythere bragt
i Offer, da hun endnu Offer fordred;
imellem os var Afskedsordet sagt,
vi stod her, støttet til den større Magt,
som Tvendes Sjæle sikkert Lejde lover,
naar Hjærtet vaager og naar Attraa sover.
Vi steg igennem Nattens stille Hav,
hvor Verdens Tanker som en Tangskov groede
dybt fra den mørke Bund, opefter, op; —
vi fulgte hver en Stamme til dens Top,
og standsed øverst ved en uddød Klode.
Dèr laa den, baaret af den store Sø,
med dæmpet Lys hen over nøgne Strande,
og dæmpet slog imod den øde Ø
som Aanders Hvisken Havets dybblaa Vande;
kun denne Lyd, ej anden, vi fornam,
ej nogen Flyver, vild saa lidt som tam,
strøg kredsende-hen over Strandens Flade,
og Busken, som paa Brinken ensom stod,
ej svagest Susen fra sig høre lod,
ej mindste Raslen i de zinkgraa Blade.
Vi steg iland og vandred over Sandet
igennem Klippers Pas dybt ind i Landet,
og stedse gik vi tavse, Haand i Haand;
en Kirkegaard! — det var som om forbandet
den hele Klode ved et Tryllesprog
med Seklers Vægt paa Sarkofagens Laag
laa som et muldnet Lig med Støvet blandet.
I Stedet for de løvrig-friske Lunde
med Skærm for Syge, Stier for de Sunde,
saaes tørre Tidsler kun og Tjornekrat;
i Stedet for de kvægopfyldte Vænger,
hvor Pigen synger muntert ved sin Spand,
saaes vidt og bredt det øde, gule Sand,
hvor Kiselskærven har for Foden Flænger.
Og der laa Byer her. Uhyre Tomter
af svundne Slægters Boliger sig strakte
langs brede, dybtopkørte Veje hen;
Grus over Grus — en enkelt Søjle rakte
sig som et Angstskrig af en Digters Pen.
et Udraabstegn, i Luften op og nød
det vide Syn af Tomhed og af Død.
Vi aanded, stod og gik kun blandt Ruiner,
og deres Stumhed stemmed for vor Tale,
og Minder, som vi tænkte længst i Dvale,
fik Liv af denne Død omkring vor Fod;
tæt klynget til hinanden var vi standset,
vi skjalv, og under Sukke søgte Øjet
mod Øjet ind med Spørgen; og saa bøjed
vi bort os. — Var det Svaret, vi forstod?
Men hist fra Tomten mellem Kapitæler,
halvknuste, tæt af Ukrudt overskygt,
en Stemme hæved sig, en Sangfugls Stemme, —
en Nattergal i Gruset havde bygt;
den lod sin Trille dirre for vort Øre,
og dybt i Hjærtet bored sig dens Klang;
vi maatte høre,
hvad os den døde Klodes Ekko sang.
»Se, det var Alt saa saare godt engang;
Alt aanded Virksomhed, Alt aanded Liv,
der var ej Tvedragt, var ej Kiv;
hvor Kilden sprang, tog Mennesket sin Bolig;
og Bækkens Strøm skød fremad tyst og rolig,
dens Vover lulled Glutten i sit Svøb,
dens Smaasten fryded Børnene, som krøb
omkring og jubled ved hver Skat, de fandt,
mens Moderen i Græsset sad og spandt.
Men blandt det Fundne var en Diamant.
Og Faderen kom hjem fra Dagens Gerning;
i Afstand alt lød Stemmer ham i Møde,
han hørte dem, de klare, friske, søde,
med Lokketoner som Smaafuglens Røst:
dér laa hans Hjem, dér vented Arnens Trøst,
dér vented ham den endnu større Lykke,
sin Viv, den ømme, til sin Favn at trykke,
dér vilde Lejet med sin Ven hun dele,
naar Solen bly bag Solen daled ned:
dér vented ham det navnløst store Hele,
hvis mindste Del har Liv af Kærlighed...
Hun viste Stenen ham; han tog den til sig.
Hun greb hans Haand: Nej, Kære, denne vil jeg
beholde for mig selv; Alt andet faar Du,
kun denne ej; den er saa smuk — forstaar Du?
Den første Strid opstod, det første Møde
imellem vil og vil; men ingen søde
Omfavnelser forkorted denne Nat
og jævned Trætten. Og da Morgnen kom,
var Pladsen dér ved hendes Side tom.
Han havde Hjemmet med sit Fund forladt.
Den fristed ham, den skære, sjeldne Skat,
den ægged ham — til Vanvid fast — den blanke,
vidunderlige Genstand med sin Brydning
i tusind Gaaders Tegn, men uden Tydning
for et Naturbarns knapbegrænste Tanke;
han følte skælvende sit Hjærte banke,
mens bort han hasted som paa Tyvens Fod,
og, snublende for Træstød og for Rod,
bestandig skar i Øjet ham det skønne,
blaa, gyldne, røde, ætherklare, grønne,
foranderlige, straalende Klenod.
Han kom blandt Fremmede, De saae hans Fund;
da tegned Træk sig strax om deres Mund,
som spaaed ilde ham; og næste Nat
var Manden død, og røvet var hans Skat.
Fra Haand til Haand den vandred. Hvor den kom
opstod Begær, Forfølgelse og Dom,
Død, Drab ved Pil, ved Øxe, Gift og Strikke;
de reves om den, og de helmed ikke
før de, oprevne ved den skjulte Magt,
som var i Stenens Straalebrydning lagt,
i Hobetal paa Marken saaes at ligge.
En sælsom, mystisk Vexelvirkning denne:
mens Liv og Gods fik brat for Skatten Ende,
saa fødtes Liv og Magt ved Stenens Kræfter;
der knejste stolte Byer, hvor man saae,
i Dal, paa Bjærg, langs Flod, ved Havet laa
Slægtminder for den Slægt, som fulgte efter;
de graved, mured, bygged, stabled op
Kasteller, Borge, Templer fra hvis Top
kridhvide Guder raged mod det Blaa,
mod Himlen, som de mægted ej at naae.
Og overalt skød Stenen Straaler ind,
og Slægten saae sig ør paa dem og blind,
magtlysten, grusom, jagende som Vandet,
der styrter frem og frem og vil ej andet
end gribe fat og drage ned sit Bytte;
der opstod Vaabenmærket: Egennytte;
og hvergang Ordet Kærlighed blev dannet
og skulde hværve Stridsmænd sig imod
den vilde Strøm, saa skylledes det, blandet
med Slam og Dynd, bort af den stride Flod.
Det var en Magt, en sejrrig men forbandet —
en Dæmon var det straalende Klenod.
Saa sank i Lejet Slægtens stærke Strøm.
Hvor forhen Alt var Daad, blev Alt kun Drøm,
en tung, uvirksom, gavnløs Liggen-Stille
langt fra den forhen vidtoprørte Kilde.
Fra Skyen gød sig ingen Dug i Dale;
fortært ved egen Brand, foruden svale
regnbløde Strømninger, laa Slægten hen,
og blege blev dens Kvinder, Børn og Mænd.
De vilde bede — bede? mon til ham,
Stridsguden? Ak, i Tidens Løb var tam,
udmarvet og udglattet Guden blevet;
der var for meget om og for ham skrevet,
i Hjærtet stod han ej, i Bøger kun:
en Automat med Strimler af sin Mund
hvorpaa var Ramser, Bud og Bønner blandet,
et Tretal i et Ettal ud og ind,
et vagt og svagt og søndret Bogstavspind,
et magert Husraad kun — og intet andet.
Og i sin Nød greb man til Stenen atter.
Hvo fatter
Forfærdelsen? Man saae et sortbrændt Hul,
hvor Diamanten laa. Den var — et Kul.
Saa tørred ind den sidste, lille Aare,
saa skrumped ind hver Kraft, saa visned hen
de blege Kvinder og de blege Mænd,
hvis Gudebilleder forlængst laa døde.
Hvor før var Ager, blev en Sandflugts Øde,
By sank i Grus paa By, og i sit Svøb,
mens Tjørn og Tidsel over Graven krøb,
spandt Ædderkoppen ind den døde Klode.« —
Saaledes lød det fra Ruinens Krog.
Vi lukked ind i Hjærtet dette Sprog
fra denne Plet, hvor Bulmeurten groede
og svangred Natten med sin stærke Duft.
Dér stod vi Haand i Haand, saa tung til Mode;
vi saae ivejret: i den- blege Luft
højt over vore Hoveder der svæved
et Lig, vor egen Jord — vor døde Klode.