Ret saa, mine Venner, fortæl, fortæl
om den Gæld,
som til Videnskaben vi staar i;
jeg ser for mit Øje, hvor Hjærnerne pines,
hvor Byerne tæt paa hverandre klines,
hvor Blodets Flodmaal i Aarerne synker,
hvor Ungdommen klynker
af Tvivlen fortært: —
er dette det Kanaans Land, vi har lært?
det er jo en Ørken, vi gaar i.
I Sandhed, jeg led ej den sorte Flok;
fra Ryggen alene var Synet mig nok,
om Ansigtet vil jeg ej tale.
Men husk, den har bygget paa Hjærternes Grund,
og mellem det Mundsvejr, der gaar af dens Mund,
blandes de lifligste Syner,
som kan Menneskesjælene svale!