Holger Drachmann (1846–1908)

Hil, Musa, dig! med mere. — Vi forlod

Juan i Søvn ved Barmen hos den Hulde,

som ikke kendte Graad og ej forstod,

i Hjærtets Følelser de altfor fulde,

hin Gift, som kryber lumsk om Livets Rod,

ej kendte Fredsforstyrreren, som skulde,

forplumrende for hende Livets Flod,

til Graad forvandle Hjærtets rene Blod.

Hvorfor blev tidt, o Elskov, paa vor Klode

saa skæbnesvangert os et Elskovspant?

Ja hvorfor mon Du blandt Cypresser boede

og bedst fortolket ved et Suk dig fandt?

Vi plukker Blomsten, gør vi, som nys groede,

den Leg blev Blomstens Død — ak ikkesandt? —

saaledes disse sarte Væsner søde,

vi vilde skærme, ved vort Favntag døde.

Først er det Kæresten, som Kvinden lider,

saa — Kærligheden selv, som hun vil ha’,

og dette blir en Vane rent omsider,

omtrent som man taer Handsker paa og a’;

(prøv det! det skaffer Vished alletider).

Med En begynder hun, og siden — ja

saa foretrækker hun ham gjort til flere;

hvortil den Frygt for at multiplicere?

Om Fejlen her er hendes eller hans,

jeg véd ej, men er én Gang hun betagen

— om ej hun tager til sin Rosenkrans —

saa vil hun mere, — det er klart som Dagen,

og det om ogsaa hendes Sind og Sans

var første Gang alvorlig med paa Sagen.

Man siger, Nogle har haft ingen — men

den, som har blot haft en, vil om igen.

Et Sorgens Tegn paa vor Natur, som kriges,

paa Menneskenes Daarskab, Synd og Skam,

at Ægtestand og Elskov ej forliges,

skøndt de fløj op i samme Fjederham.

Amor og Hymen er, det tør vel siges,

som Vin imod Vinæddike — en stram

og nøgtern Drik, hvis Nektar dunsted bort

og blev en Hverdagsdrik af opspædt Sort.

Det er, som kom der mellem før og nu

en Slags Antipathi, en let forklarlig;

først Smigreri — lidt falskt — med Du og Du,

saa bliver Sammenhængen aabenbarlig,

og saa? hvad saa? — saa kommer ha! og hu!

De samme Sager veksle Navne snarlig:

en Elsker klæder Lidenskaben godt,

mens. Ægtemanden blir derved — Per Tot.

Mænd skammer sig ved Kælenskab, med Rette,

og stundom kedes de derved (endskøndt

det hænder sjeldent) eller de blir trætte:

til Slut blir Græsset selv endog for grønt,

hvad saa Kontrakten mener end med dette

«trofast til Enden», som der staar saa kønt.

At skilles fra sin Mage? nej o nej; —

og saa en Sørgedragt til hver Lakaj!

Der findes noget i hvert «Hjem»s Natur

op imod hvilket Amor fjendtlig træder;

Romaner gi’er vor Sorg i hel Figur

men kun i Buste Ægtestandens Glæder.

Hvad angaar os de ømme Mænd og Frwr?

de Kys kan frit passere alle Steder; —

sæt Laura var Petrarca’s Kone blevet,

hvem skulde saa hans Bind Sonetter skrevet?

Enhver Tragedie med Død skal ende,

med Giftermaal hvert Lystspil. Hvad der bliver

af begge siden, faar man ej at kende,

thi Autor véd, hvad Slutning han end skriver,

saa passer det ej denne eller denne

og gi’er til Mishag blandede Motiver;

han viser Præsten frem ved sidste Akt,

og dermed nok om «Død» og «Damen» sagt.

Kun To, jeg tror, i Digtning har afmalt

Himmel og Helved, eller Ægtestanden,

Dante og Milton. Hver har nok betalt

sin Bryllupsfærd, den ene som den anden;

omtrent paa samme Skær gik det dem galt

(imod den Mur kan nemt man løbe Panden);

hos Miltons Eva, Dantes Beatrice

skal knap et Træk af Konen man paavise.

Men Dante skal ha’ ment Theologien

med Beatrice, ej en Elskerinde; —

dér har vi Kommentatorfantasien,

som jeg, for min Part, deler ingensinde,

med mindre fra Erfaringstheorien

hos Skjalden selv man vil Beviset finde.

Jeg tror at Dantes Hang imod Mystiken

har iklædt Kød og Blod — Mathematiken!

Juan og Haidie vare ikke gifte,

men det var deres Fejl, ej min. Jeg har,

min kyske Læser, ej Behov at skrifte

for Dig, hvis mine To Forlov sig ta’er;

men ønsker Du dem vied’, maa Du skifte

med Læsningen om dette slemme Par,

og det før Konsekvenserne blir værre;

de er alt slemme nok — det véd Vorherre.

Dog lykkelige var de, — det er vist nok,

paa samme Tid saa skyldige og rene;

kun glemte Haidie i sin Rus til sidst nok

at hendes Fa’r var deres Notabene.

At holde op i Rusen er jo trist nok,

’sær naar endnu man føler ej dens Géne,

og derfor favned hun sin Skat og kyssed

ham, mens den Gamle efter Priser krydsed.

Hans Art at rejse Mønt lidt uvant falder,

og Flaget strøg han dér hvor han fik fat: —

men hvis Premierminister Du ham kalder,

saa hedder det at sætte Folk i Skat;

han, mer beskeden for sin Rang og Alder,

stod som en ærlig Skibschef ved sit Rat

og sejled Vandet tyndt, hvor han var kendt,

i Embeds Medfør som Kryds-Toldbetjent.

Den gode Gamle var lidt opholdt blevet

af Vind og Vejr og af et Extracoup

og Haab om mer, men Søen havde revet

hans ene Prise til sig i en Snup;

nu havde sine Fanger han indskrevet

Kapitelvis, i Numre, Trup for Trup,

vurderede paa Haandjern og om Hals —

fra ti til hundred Dollars hver tilfals.

Nogle var bleven ved Kap Matapan

iblandt Mainoterne; med nogle for

til Tunis han, imens en gammel Mand

som usalgbar var hevet overbord;

i Haab om Løsepenge tog saa han

de Rige ud for sig; — paa Chefens Ord

i Lænker slog man Resten: billigvis!

frisk Kød for Deyens Hus i Tripolis.

Man stuved Godset om paa samme Sæt,

sorteret for Levantens Markedspladser;

undtagen visse Luxusting, som ret

af Damer ønskes og for Damer passer:

fransk Silke, Thestel, Bakker, Kniplingsnæt,

Guitarrer, Castagnetter smukt i Kasser;

Alt, hvad en Datters Smag vil kunne hædre,

var stjaalet af den bedste iblandt Fædre.

En hollandsk Dog, en persisk Kat med Smaa,

to Pappegøjer og en Abekat

han valgte blandt de Dyr, som han traf paa;

fra Ithaka en engelsk Hund, forladt

ved Herrens Død og som en Bonde saa’

til bedste hos sig, fik han ogsaa fat —

Alt havde han sat sammen i et Bur

i Ly for Stormen paa den vaade Tur.

Saa var tilsøs Alt klappet nu og klart;

et Par Smaakrydsere blev ladt tilbage,

mens selv han lod sit Skib, som aabenbart

til Bedding trængte, Kurs did over tage,

hvor Datteren holdt Hus paa gæstfri Art;

men da der var ved denne Kyst en Hage,

— et Rev, som milelangt løb ud i Banker —

gik paa den anden Side han til Anker.

Dér gik iland den Gamle ufortøvet —

der var ej Karantaine eller Told

og han blev hverken synet eller prøvet

med Spørgsmaal og generende Kontrol —;

sin Skude lod han af sit Mandskab, øvet

i Værftssjov, hive straks paa Beddingvold,

Saasnart man havde losset, rapt paa Hænderne,

Ballast, Gods, Guld og — ej atglemme — «Tænderne».

Han stod paa Toppen af en Bjærghøj stille;

dér laa hans hvide Hus i Solens Skin.

Hvor Brystet bølger, Taarer næsten trille,

naar man ved Hjemmet, uvis i sit Sind

om Alt endnu staar vel til eller ilde,

gør Holdt omtumlet længst af Vejr og Vind!

Man springer over al den Tid, som spildtes,

tilbage til det Øjeblik, man skiltes.

Naar Ægtemænd og Fædre vende hjem

fra lange Rejser gennem fjærne Riger,

saa bryder uvilkaarlig Tvivlen frem —

hm! disse Fruer og smaa søde Piger!

(jeg stoler paa og jeg tilbeder dem,

og undgaar, blot for deres Skyld, al Smiger).

En ensom Frue kan sin Mand bedrage,

og Datteren Reisauss med Kusken tage.

Det hænder ej Enhver, hvad fordum hændte

paa Hjemkomstdagen for vor Ven Ulysses;

der er vel den Penelope, som brændte

af Lyst til med en Bejler lidt at kysses;

en Minde-Urne er vor Mand i. Vente

samt — to, tre Pigebørn, som fødtes, Jøsses!

hans Ven og Konens med — jo lur de Luxer!

hans Argus sætter Tanden i hans Buxer.

Og. er han ugift, nu! saa har imens

hans Mø vel lagt sig til en gammel Gnier;

og desto bedre, thi da Parret skænd’s

vil hun, af Skade klog, sin fordums Frier

indsætte til chapeau, — om ej det hænd’s

at han foragter de betraadte Stier,

og forat faa den bitre Pille ned

gør Vers om Kvindens Ubestandighed.

Og De, min Herre, som alt har en lille

uskyldig liaison — jeg mener blot,

som for en Frue sværmer i det Stille —

(blandt alle Forhold, hvori man er traadt,

det varigste, et Baand, som ikke ilde i

benævnes Hymens Nr. 2) — pas godt

paa Tiden! En blev, medens han var væk,

tre Gange — nok sagt — paa en Dag itræk.

Lambro, vor Krydsbetjent, som mer forstod

paa Søen end paa Landet sig, blev glad

da han sin Skorsten ryge saa’, men lod

sig ej genere af hvorfor og hvad; —

ufilosofisk følte kun sit Blod

han svulme, snart i Fryd og snart i Had.

Han skulde grædt ved Haidies Død; men Grunden? —

har nogen Filosof kanske den funden?

Han saa’ sit hvide Hus i Solen skinne,

paa Havens grønne Løv han Øje fik,

han hørte Bækken skvulpe, saa’ den rinde,

han hørte Hundens Glam; saa faldt hans Blik

paa Folk, som kom i Skovens Dybder inde

og fra hvis Vaaben Lys og Glans udgik,

(Levanten gaar bevæbnet) — Klæder bar de

saa broged’, som om Sommerfugle var de.

Men alt som han skred fremad paa sin Gang,

lidt uvant med sin Husstands Ferieren,

opfanged han — det var ej Sphærers Klang

men en højst jordisk, hedensk Kvinkeleren.

Bedrog hans Øre ham? hvor kom den Sang?

den syntes spotte hver Slags Spekuleren;

hør! Piber, Trommer, om igen og atter

en lidet morgenlandsk Hallo og Latter.

Og hastende ad Skrænten ned han kom

saa nær, at gennem Lundens tætte Grene

han kunde skelne Tjenerskabet, som

Grønsværet havde valgt til Dansescene

og drejed dér som Dervischer sig om,

lig Toppe for en Pisk. Jeg skulde mene,

det Krigsdans var, den pyrrhiske saakaldet,

hvormed Levanten gerne aabner’ Ballet.

Saa sprang der en Flok græske Piger frem,

som Perler, Led ved Led, paa Rosenkransen,

adlydende den rankeste blandt dem,

der svang sit lyse Skærf for dem i Dansen;

om Halsens Sne flød Lokkers brune Bræm

(én Lok: og ti Poeter gik fra Sansen;)

paa Fodens Taktslag fulgte Stemmens nøje,

de sang i Kor, og solo sang den høje.

Med Benene paa Kryds og Fad i Skød

sad Folk og spiste, delt i Smaapartier,

Pilaus og alle andre Sorter Kød

og skænked Vin sig, Samier og Chier;

Sorbetten stod paa Is, liflig som Mjød,

Desserten vinked over Lundens Stier,

Oranger og Granater, blot man rakte

sin Haand i Vejret; — og hvor sødt det smagte!

Omkring en snehvid Vædder stod en glad

Flok Børn og kransed Bukkens Horn de lange;

ret som et Dielam den bar sig ad

og lod sig spag i Blomsterlænken fange,

og nipped nu og da til Palmens Blad

og lod derpaa som om den vilde stange,

men under disse Hænder smaa, som Killed

saa blødt, blev Patriarken snart formildet.

De klassiske Profiler, deres Dragter,

de mørke Øjne og en Alfekind

rød som en flakt Granatfrugt, deres Fagter,

de lange Krøller, Blikket i hvis Skin

Uskyldigheden spiller, — hvem betragter

et saadant Billed, uden i sit Sind

at sukke over dem, de græske Smaa:

ak, at ej Barndom evig kan bestaa!

Hist for en graanet Kreds, som Piben ryger,

en Dværg opdisked Æventyr og Gaader:

snart er det en og anden Vits, som stryger

fra en arabisk Hanswursts Mund, snart Maader

at lave Guld og læge slemme Syger,

en Trold, som skjulte Skattes Runer raader,

og Hexe, som har deres Ægtemænd

til Dyr forvandlet; — naa, sligt hændes end.

Her var ej Mangel, her, paa nogen Ting

for Sjæl og Sans, hvori der intet ondt er,

og Fantasien gav man frie Sving

og holdt ved Dans og Sang og Vin sig munter;

men Lambro saa’ helt gnaven sig omkring:

ved saadan Ødslen kom han snart herunter;

og vistnok kan de Færreste kun bruge

den Klimax i Budgettet for en Uge.

Ak, hvad er Mennesket? Hvor arm og svag,

selv naar man ligger mæt langs rige Hynder.

I Livets Broncealder kun én Dag

af Guld for selv den lykkeligste Synder;

hvor Glæden synger, staar Sirenen bag,

for levende at flaa en ung Begynder!

Lambro var kommen hjem, og noget nær

hans Velkomst stod som Ild til vaade Klæ’r.

Ordknap gik helst han lige løs paa Tingen,

og som Haidie han overraske vilde,

(han overrasked ellers helst med Klingen)

saa vented man ham ej ved dette Gilde,

og alle vedblev deres Bægersvingen;

nu stod han altsaa her med Undren stille,

og mer forbavset var han end fornøjet

ved al den Herlighed, han saa’ for Øjet.

Han aned ej (men prime Folk forstaar)

at Rygtet (Grækerne især er slemme)

ham havde løjet død (Ukrudt forgaar

ej let) og at han var begrædt derhjemme.

Dog lukkes, som bekendt, de "værste Saar;

hos Haidie var alt Kindens Roser fremme

og Taaren i sit Væld tilbage traadt, —

lidt eget Regimente gør saa godt.

Derfor den Sus og Dus og Kvinkeleren,

som gjorde næsten Øen til et Eden,

og Tjenerskabets glade Pokuleren, —

jo det var Paradiset alt herneden.

Imod den flotte Datterlils Spenderen

var nok den Gamles Gæstfrihed beskeden,

og sælsomt nok: Alt gik sin gode Gang,

skøndt hun Juan om Halsen stadig hang.

I tror nu Lambro stejled som en Hest

ved dette Syn, — og det skal være sagt,

den var just ej kærkommen ham, den Fest;

I forudser vel alt en voldsom Akt,

Prygl, Pinebænk, hvad eller dog Arrest

forat indprente dem lidt mere Takt;

I tror Piraten var til Sinds ved Féten

at vise Løvens Klo — som Majestæten!

Jovist! — Nej han var saa beleven, han,

som nogen, der har Struber overskaaret

og Skibe rendt isænk, en Gentleman,

som aldrig røbed sig, trods han var saaret;

ej nogen Hofmand, nogen Kvinde kan

ha’e mere Svig og List bag Kjolen baaret,

kun Skade, Skæbnen ham saa flygtig skabte,

tænk, hvad det gode Selskab i ham tabte!

Han værmed sig og klapped dér en Gæst

paa Skuldren med et Smil, som sikkert turde

haft noget ved sig — noget, som var bedst

at undfly — og han fritted, hvad der gjorde

at man idag just holdt en saadan Fest;

den glade Græker, som jo vistnok burde

ha’e kendt den Gamle, var for vel tilpas

og skænked blot til bredfuldt Maal et Glas,

som Spørgeren han over Skuldren bød

uden at vende Ho’edet, med et Nik kun,

og sa’e mens Vinen over Bægret flød:

«Tale gør tør i Halsen, derfor, drik kun!»

En Anden hikked: «Du — vor Fa’er er død,

og ser Du — Fruen — Regimentet fik hun.»

«Hvad, Fruen!» skreg en Tredje: «Fruen, — Pah! —

Du mener Herren nok — den unge da!»

Som ny i Tjenesten de aned ikke,

med hvem de taled. Og der gled en Sky,

en pludselig, hen over Lambros Blikke;

dog røbed han sig ej ved mindste Kny,

men spurgte disse Folk ved deres Drikke,

idet han tvang sig til et Smil paany,

om Navn og Stand paa denne ny padrone, i

som havde gjort Haidie nok til Matrone.

«Hans ’Navn og Stand,» lød Svaret, «ej jeg

og Fyrens Hjemstavn lidet kun mig rager,

men vist er det, at den Kapun er fed

og Vinen herligt til slig Mundfuld smager;

og hvis om mer’ I vide vil Besked,

saa spørg min Nabo dér om disse Sager;

han skal nok ringe Jer med Svar for Øre,

naar bare han kan faa sig selv at høre.»

Som sagt Lambro i Viljen helt ihærdig

paa Sagen med et saadant Sagtmod saa,

som knap en Frankrigs Søn, en mønsterværdig

i Levemaade, skulde overgaa;

han bar, skøndt Hjærtet fast var bristefærdigt,

sin egen Angst og hine Finter smaa

imod sit Hus; og lod dem le og skælde

og æde op hans Mad, de slugne Trælle.

Nu maa det synes sært hos en Person

— som sine Slaver liden Tanke skænker,

som straks vil lystres, uden al Pardon,

om det nu hedder Galgen eller Lænker —

at finde Skaansel i saa stor Portion;

jeg kan det ej forstaa, men mit jeg tænker

derved: at den, som selv kan kommandere

han kan mod andre — welfisk nok gerere

Ej at han undertiden jo blev vred —

men aldrig naar det stod paa Liv og Død,

da laa han indadvendt og rolig ned,

kold som en Boa skjult i Krattets Skød.

Hos ham «et Ord et Slag» det aldrig hed,

var Ordet udtalt, aldrig Blod der flød;

nej i hans Tavshed laa den største Fare,

og et Hug kunde ham det andet spare.

Han spurgte ej om mer’, men hasted frem

og naaed Huset ad en Vej forborgen,

og saa’ at han just ej var ventet hjem

den Dag idag og heller ej imorgen;

om Faderkærlighed i Hjærtets Gem

paa Haidie vented, véd jeg ej, men Sorgen,

som her for Dagen lagdes, kunde tyde

paa — En og Andens Blod, som skulde flyde.

Om alle Døde vaktes op til Liv

(hvad Gud forbyde!) eller nogle blandt dem,

en Husbond for Exempel eller Viv

(jeg tager dem iflæng hvorhelst jeg fandt dem) —

min Tro! hvad saa end var den gamle Kiv,

jeg vædder, Taarer ned ad Kinden randt dem,

ja ligefrem i Spandevis de fløde

for den Opstandne mer end for den Døde.

Han tren i Hjemmet ind, ej mer hans eget;

ak, bitter er den Følelse for vist,

og ved den Smærte har de Fleste skreget

mer end ved Dødens Braad maaske til sidst.

At finde hvert et Haab som Aske bleget

omkring vor Arne, nu saa kold og trist

fast som en Ligsten — er en Sorg saa stor,

som næppe nogen Ungkarl véd og tror.

Han tren i Hjemmet ind — hans Hjem fra

thi uden Hjærte intet Hjem — og kendte

hin Ensomhed, som lured bag hans»Dør,

hvor Ingen ham en Velkomsthilsen sendte;

han havde skænket Freden her Gehør,

og her hans Barm og Blik af Vemod brændte,

naar paa sit Barns Uskyldighed han saa’

den Skat, som hellig ham paa Hjærte laa.

Han var en Mand af ganske særlig Art,

mild i sin Adfærd, voldsom i det næste

Sekund, og maadeholden strengt saasnart

det gjaldt ved ingen Lyster sig at fæste;

skarpsynet, sejg, og anlagt aabenbart

paa noget bedre, om ej paa det bedste,

en Patriot, som, skuffet i sin Iver,

fra Slave selv var bleven Slavedriver.

Hans Smag for rask Gevinst og megen Magt,

Forhærdelsen, hvorunder han var graanet,

de Syner, han var vant til fra sin Jagt,

Medlidenheden, som han havde haanet,

den Sø, som under hans Kontrol var lagt,

det Mandskab, som ej havde Nogen skaanet —

Alt havde gjort ham frygtet som kun Faa,

en prøvet Ven, skøndt slem at træffe paa.

Dog faldt et Skær fra Hellas’ høje Tind

over hans Sjæl — ja i det mindste noget

af det, som ledte til det Gyldne Skind

Forgængerne tilforn paa Kolchistoget;

vel laa ham Freden lidet kun paa Sind: —

ak, i hans Land var Ærens Vej kun kroget,

og just til Hævn derfor han Verden haded

og Fædrelandets Skam i Blod han baded.

Indvirkning tilmed af hint Klima fyldte

ham ubevidst med jonisk Finhed, som

han for Exempel Valg af Bolig skyldte,

Smag for Musik og Vuer, hvor han kom,

for Bækkens Spejl, som Solen blankt forgyldte,

og smukke Blomster, hvor han saa’ sig om: —

sligt kunde, som en Dug ved Morgenrøde,

hans Sjæl i stille Timer mildt forsøde.

Dog hviled al hans Kærlighed paa hende,

hans Datter. Hun alene mægted end

at holde Hjærtet aabent ham derinde,

trods vilde Scener og trods vrede Mænd.

Hun var hans rene Følelse; at finde

det Tempel brudt — ja saa var han som den,

der, afvænt fra Barmhjærtighedens Bryster,

lig Polyphem i Blindhed Næven ryster.

Hun-Tigren, hvem man Ungen vil fraliste,

er frygtelig for Hyrden i det Fri;

og Skibet, som mod Klippens Braad tør driste

i Kamp sig, trues snart af Havari;

men før vil den Art Voldsomheder miste

sin Fare, brudt ved eget Raseri,

end Vreden dybt i Mandens Hjærterum,

en stærk, alvorlig, indesluttet, stum.

Det er et Stød, naar Børn Forlov sig tage

og løbe væk, de Børn, i hvem vi ser

vor egen Ungdoms foraarslyse Dage,

vort lidet Selv støbt om i bedre Ler.

Just som vort Tidsmaals Skygge frem skal drage

og ingen Sol forgylder Dagen mer,

saa løber de; og ensom i vort Hus

vi sidder dér med — Gigt og Nyregrus.

Og dog er Rollinger en Himlens Lyst

(blot efter Bordet ej de præsenteres)

og skøn er Moderen, som gi’er dem Bryst

(naar kun hun ej ved Amningen spoleres);

lig Engle om et Altar staar de tyst

om Kakkelovnen (hvem kan ej charmeres!) —

Fru X med sine Døtre dér i Stillinger

er som en Daler mellem blanke Skillinger.

Usét var Lambro kommen ind, som sagt,

og stod i Hallen. Det var blevet silde,

og Haidie og Juan sad dér i Pragt

og Skønhed bænket ved det glade Gilde;

et Bord af Ibenholt, et smukt indlagt,

saa’s flinke Slaver hen for Parret trille,

og Alt derpaa var Guld, Sølv og Krystal, —

simplest var Perlemor og saa Koral.

Middagen var saa nær en hundred Retter;

Lam i Pistacier, Saffransuppe, Kød

(en Kalvebrissel!) og af Fisk, som spjætter

i Rusen, allerbedste Sort man nød,

tillavet som man dem paa Bordet sætter

for Sybariter, og en Sorbet sød —

Granat og Appelsin man dertil flækker

og presser gennem Skallen — den var lækker!

I slebne Skaaler Bordet den flankered;

saa nød man Frugt og Daddelbrød, og saa

fik ren arabisk Mokka man serveret

tilsidst i fine Kopper ganske smaa,

og i et gyldent Fletværk var placeret

hver Kop for ej at brænde sig derpaa;

men Nelliker og Saffran. og Kanel

spolered — syn’s mig — Kaffen for en Del.

Med Fløjelstæpper Hallen var drapperet

i Farveskifter, og hvert Skifte var

med tykke Silkeblomster dekoreret

og bræmmet med en Bort, en gul og klar;

den øvre Bort, i Himmelblaat broderet,

en lila Bogstavskrift til Skue bar:

smaa Tankesprog af Persiens vise Fædre

og Digtere — naturligvis de bedre.

En saadan Væg med Skrifttegn styret ud

(paa Orientens Vis) tilbagekalder

for Tanken — lige som ved Gæstebud

i Memphis man benytted Hjærneskaller —

de Skrifttegn, hvorved Belsazar af Gud

blev varet ad saa brat. Lad Mænd af Alder

og Visdom udsaae Bods og Bedrings Sæden:

den største Moralist det bli’r dog Glæden.

Baldamen, som ved Dans er bleven hektisk —

Geniet død af Drik — en Venuspræst

nu Methodistpræst, en saakaldt eklektisk

(thi under dette Navn de præker bedst) —

en Alderman, der styrter apoplektisk —

sligt varer ad og viser os dernæst

at vi ved Vaagen, Vin og Elskov kunne

saa sikkert som ved Fraadsen gaa til Grunde.

Juan og Haidies Fødder hviled paa

et kraprødt Silketæppe, blaat i Kanten,

og deres nye Sofa kunde naa’

tre Kvart af Salen rundt, præcis min Sandten;

paa Fløjelspuderne (purpurne, aa!

som til en Trone) glødende oprandt en

baldyret Sol, hvis Cirkelmeridianer

udstraaled gylden Glans i store Baner.

Krystal, Sølv, Marmor funkled En i Møde;

her gik man paa en dejlig indisk Matte,

saa Hjærtet i En næsten kunde bløde;

Gazeller, Negerinder, Dværge, Katte

og andet Pak, der søge deres Føde;

paa Hofmandsvis saa krybende og glatte,

de vrimled her, som i et Forgemak

hvad eller paa et Marked — mange Tak!

Og hist og her et Spejl sig hæved stolt,

saa kom et Bord med Elfenben indlagt,

med Perlemor, Skildpadde, Ibenholt

og andet sjældent Træ og med en Pragt

af Guld og Sølv i drevet Arbejd holdt.

Og paa de fleste Borde blev der bragt

Sorbet i Is paany og alskens Mad

og Vin for hvem, som bare komme gad.

Jeg tegner Haidies Dragt blandt hendes Følge:

To Jelicks bar hun, gul var Numer Et,

og Barmen vugged frem sin spæde Bølge

imod en Særk, blaa, hvid og lila lidt;

med Knapper, ægte Perler ej at dølge,

den anden Jelicks Purpur straaled bredt,

og som en Sky om Maanen Sløret faldt

florlet om hendes herlige Gestalt.

Et gyldent Slangebaand omslutted tæt

hver Arm, foruden Lukke, men saa lindt

i Guldets fine Arbejd, at det let

gik af og paa for Haandens Tryk gesvindt;

om selve Armens Form, fastklynget ret

som slap det nødigt, laa det blankt og trindt,

ej renere Metal har nogen Tid

en Hud indfattet mere mælkehvid.

Som Tegn paa Fyrsterang om Anklen slynged

en anden Guldring sig, og Haanden bar

tolv Ringe, medens Ædelstene gynged

i Lokkerne, og Slørets Folder var

ind under Brystet fæstet, perletynget,

af en Værdi, som intet Udtryk har;

de gule Silkebuxer nederst endte —

et Smalben, hvortil jeg ej Magen kendte.

Kastanielokkerne til Hælen faldt

— en Alpestrøm, som Morgnens Sol bestraalte —

og kunde have skjult, ifald det gjaldt,

Personen helt og holdent, og de taalte

hvert Tryk af Silkenættet alt i alt

kun nødigt, og hver Zephyrs Flugt de maalte

og havde grumme gerne Fængslet skiftet,

saa snart han blot med Vingerne dem vifted.

En Livsens Aande bølged rundt om hende;

ved dette Blik blev Verden som forklaret,

thi blidt det var og gemte hos sig inde

Alt hvad af Skønt en Drøm har aabenbaret,

en Psyches Drøm før hun blev moden Kvinde, —

et Syn, som sjeldent Dødelige har ’et.

Man kunde knæle, naar hun skred forbi:

det var dog ej engang Afguderi.

Hun havde sværtet sine Øjenvipper

som Skik var. Men hvad Tuschen end formaar:

overfor saadan sorte Frynser slipper

hvert Middels Magt, og i sin Skønhed staar

den glinsende Rebel mens Kunsten glipper;

og ligedan med Neglene det gaar; —

med Henna var de malt, de smaa og søde,

men blev ej derved mere rosenrøde.

Den Henna maatte være tykt lagt paa,

som med slig Teint til Kransen skulde bejle;

hun var saa skær af Hud, — ret som man

i Gletscherne sig Morgenrøden spejle;

man kunde undertiden knap forstaa

at ej hun var et Syn. Jeg kan jo fejle,

men spildt er, siger Shakspeare selv, den Id:

«Guld at forgylde, male Liljen hvid.»

Et Skærf af Guld og Sort Juans Gestalt

omslutted, og en florlet Kappe bar han;

igennem den blev Smykker overalt

— som Stjerner gennem Mælkevejen — var

hans Turban let og smukt om Panden faldt

— i dens Agraffe Haidies Haarlok har han

og over den en Guld-Halvmaane glimred,

hvis Straalebrydning uophørlig flimred.

Og nu den hele Hofstat dem fornøjed,

Dværge, corps de ballet og en Poet,

som ganske særlig Glans til Festen føjed

og selv vurdered sin Kapacitet;

efter Metriken sine Vers han bøjed

og sang om Alting, hvorom han blev bedt;

for Penge bed og klapped han sin Næste,

som Psalmen siger, «Alt kun for det Bedste».

Han roste Præsens paa Perfektums Kappe,

rev ned paa fordums Dage, til han stod

som Antijakobiner paa den Trappe,

hvor man for Kødben fløjter — og gør Bod;

hans egne fordums Vers var nok lidt slappe

— fritænker’ske, — Moralen just ej god!

men nu besang han Sultan og hans Pascha

saa sandt som Southey og saa skønt som Crashaw.

Han havde som en god Kompasnaal frit

bevæget sig i Sving, thi Mandens Stjerne

var just ej nogen «fix», og smidig tidt

han undgik Straffen, og han smigred gerne

imens hans Svada strømmed (forsaavidt

den gode Middag vinked i det Fjærne):

han løj, kort sagt, saa godt for sin Person,

som nogen «Laureatus» med Pension.

Men Vits han havde — om en Vejrfløj har

Som «vates irritabilis» han var

slagfærdig ved hver Lejlighed; — man la’er

selv hos de Bedste gaa, den Sag er klar.

Dog, til mit Æmne! — lad mig se — hvad var det?

jo — tredje Sang — dér hos det smukke Par

ved deres Hus og Fest og Stads og Kærlighed,

kort ved mit Ejland og dets hele Herlighed.

En Vejrfløj var Poeten — naa lad gaa;

men, søgt ved Herregilder, hvor han straaled

gemytlig — navnlig med en «lille paa» —

holdt Taler over Bordet han og skaaled

vel kunde Meningen man svært forstaa,

men alle Herrer hikked op og skraaled

ham Bifald til. Den Ene applauderer,

og automatisk Resten sekonderer.

Men nu, da han var kommen højt paa Straa

og havde snappet op paa Rejser visse

frisindede Paroler, saa lad gaa!

hvorfor «imellem Venner» spare disse?

Paa saadan bitte Ø man næppe saa’

ham an for En, som vilde Folk ophidse,

derfor: lidt Vaabenstilstand her med Sandhed!

han sang, som i sin Ungdom han var van’

Hos Franken, hos Araberen og Tyrken

han kendte Egenkærlighedens Art

personlig, og i Manglen og i Styrken

hos hver han spekulered i en Fart

og blev da ogsaa Genstand for en Dyrken, —

thi Smiger smager allevegne rart.

«I Rom at være Romer» tog vor Mand

til Regel ogsaa sig i Grækenland.

Bad man ham synge, hvor han kom omkring,

straks var han klar, man havde at befale;

med «Ca ira» og med «God save the king»

han kildred overalt det Nationale;

hans «Gejst» kapabel var til hver en Ting

fra lyrisk Flugt helt ned i det reale.

En Pindar sang om Hestevæddeløb —

og hvorfor vel for Pindar give Køb?

I Frankrig vilde flot chansons han skrive,

i England til et Epos han sig stjal,

i Spanjen maatte det Romancer blive

fra Krigen — ligedan i Portugal,

i Tyskland vilde han endog det drive

til Goethes Pegasus (se Madame Staél);

Italien saa’ ham som en «Trecentist» —

for Hellas sang han Hymner her tilsidst:

Hellas! i hundred Øers Tunger skaaret,

Stedet, hvor Sapphos Sjæl sin Glød udsang,

Sværdet og Mejslen har din Kunst sig kaaret,

Delos og Phøbos af dit Skød udsprang:

trøst dig, om og din Glans er nu lidt svag,

Solen forgylder dig den Dag idag.

Harpen, som Barden slog paa Scios Strande,

Luthen fra Teos stemt til Elskovs Lyst,

længst deres Toner tav blandt dine Lande,

Ekko de søger paa en fremmed Kyst:

over de Gamles Verdensgrænser maa

Vest for «Lyksaligheds Øerne» de gaa.

Marathons Slette, Bjærgene dig kroner, —

Marathon skuer over Havet vidt,

dér har jeg, lullet ind ved Lyrens Toner,

drømt at mit Grækenland var atter frit;

thi med en Persers Gravhøj for min Fod

ej jeg min egen Trællestand forstod.

Højt sad en Konge, nys paa Kysten landet,

Salamis saa’ han fra sin Klippetop;

Flaader han havde, Folkeslag bemanded

Skibenes Skarer. Dengang Sol stod op,

lod han dem tælle — men da Sol gik ned,

hvor var de Tusinder, som for ham stred?

Hvor er, o Fødeland, hvor er de henne?

hvor er Du selv? Paa Havets øde Strand

Ingen vil Heltens Drapa mere kende —

Helten, som sover selv dybt under Sand.

Fornstore Barde, skal da Lyren din

stemmes af en saa vissen Haand, som min?

Dog ikkesandt, det trøster altid noget,

naar Patrioten føler Skammens Skær

brænde paa Kinden, mens vi ligger kroget,

slaget i Lænker, spændt i Bolt og Fjær!

Hvad er tilovers andet for en Skjald? —

Rødme for Landet — Taarer for dets Fald.

Ja, vi bør rødme ved de svundne Dage,

vi har kun Graad, hvor Ætten havde Blod.

Fødelands Jord, giv atter os tilbage

Resten af Spartas høje Heltemod!

Giv af de trende Hundred os kun tre, —

saa skal et nyt Thermopylæ Du se!

Hvordan, I tier? Tavshed hos jer Alle?

tys! nej — jeg hører Dødens dumpe Sprog

lyde, som fjærnt de stride Vande falde:

«Se, vi skal komme, sprænge Kistens Laag,

lad blot en Levende staa frem i Staal!»

Men denne ene mistet har sit Maal.

Haabløst! — Stem op i blidere Akkorder;

Samierdruen funkler klar og fin,

Blodbadet passer sig for Tyrkens Horder,

Blodet, vi tapper — det er Chiervin.

Hør hvor det klemter! det er vor Pokal;

Stormklokken ringer ind vort Bakchanal.

Se, I har Pyrrhusdansen end tilbage;

hvor er den pyrrhiske Phalanx, mit Folk?

Blev af de to den bedste blot en Sage?

er disse Spring jer hele Vredes Tolk?

Staar I til Kadmus’ Skrifttegn ej i Gæld —

tror I, han har bestemt dem for en Træl?

Bort med den Snak! og Samier i vort Bæger!

selv har Anacreon dens Magt erkendt,

han, som ved Guders Tungemaal os kvæger,

han, som Polykrates for Skjald har tjent;

ja, en Tyran han tjente — det er sandt —

men hos sin Hersker Hellas’ Aand han fandt.

Var din Tyran, o Chersones, var ej han

Frihedens Skjold (Miltiades han hed)!

Ære hver Hersker, naar den samme Vej han

fandt til vor Frelse, for vor Hjemstavn stred.

Gerne vi taaler en Despot, som kan

smedde med Lænker sammen os vort Land.

Fyld mig Pokalen, kryst mig Samos’ Druer!

Blandt Sulioter og paa Pargas Kyst

endnu et Blik fra vore Ahner luer,

end slaar et Hjærte bag et dorisk Bryst;

muligt at dér hin Kæmpesæd blev strøet,

muligt blev dér en Heraklide født.

Stol ej paa Frankens Hjælp, hvad han saa hedder —

Frankernes Konge købslaar om sit Sværd;

stol paa jer egne Vaaben og Geledder,

Haabet om Sejer huser ene dér.

Vælskland, i Pagt med Tyrkens hele Hær,

bryder med Svig jert Skjold, saa bredt det er.

Fyld mig Pokalen, kryst mig Samos’ Druer!

Se vore Piger danser hist til Luth;

ildfuldt det sorte Øje mod mig skuer, —

Taarer jeg fælder for den fagre Glut:

Jomfru, din Barm, som Længslen nu gør trang,

tænk, den skal amme Slaver op engang!

Bring mig paa Suniums Marmorbrink til Sæde,

dér, hvor kun Bølgen mumler paa sin Gang;

dér vil mit Savn for Dybet jeg begræde,

dér vil jeg dø, som Svanen, under Sang.

Aldrig et trælfødt Land min Hyldest faar —

væk med jer Samier! Bægeret i Skaar!

Bring mig paa Suniums…Marmorbrink til Sæde,

hin Nutidsgræker sunget, om ej Skjald

som Orpheus just, mens Hellas i sin fulde

Vaarfriskhed stod — passabel alle Fald;

han sang sig varm, man mærked ingen Kulde:

og vække Varme er Poetens Kald;

men lyve gør de, alle dem jeg kender,

de ta’er mod hver Kulør — som Farverhænder.

Men Ord er Væsner, og det Blæk, vi stænke

— lig Duggens Draabe — paa en Tanke, kan

faa Tusind, ja Millioner, til at tænke.

og vække Varme er Poetens Kald;

til Slægters fjærne Led at sammenlænke;

og hvilken ussel Ting er ej en Mand,

naar blot en Lap Papir — blot en, som denne, —

kan overleve langt hans Dages Ende!

Naar da hans Ben er Støv, hans Gravsted

hans Stand og Slægt, ja selv Nation er blevet

et noget, som er intet, næppe nævnet

af Kronologen, som sit Væv har skrevet:

saa ser man et MS af Bunken levnet,

en Gravsten paa en Tomt, hvor man har

en ussel Rønne ned, — og dér opdager

man saa hans stolte Navn blandt skønne Sager.

Den Vise ler — ad Æren dog tilsidst:

et Ord, en Lyd, et Pust, en Illusion,

som skyldes mere Krønikens Stilist,

end Navnet, man har skabt for sin Person.

Homer for Troja blev, hvad Hoyle for Whist;

vort eget Sekel var for sin Portion

blind for de Knubs, som Marlborough gav i live,

til Domprovst Coxe faldt paa hans «Liv» at skrive.

Milton er Digterkonge; — hvem vil stride

derom? guddommelig, men tung iblandt,

Independent og from; hans svage Side

var Lærdom mer end Vin og Elskovstant;

saa faar en Dag af Johnson vi at vide,

at man hin Musers Ypperstpræst befandt

i Skolen doven — Ingen holdt ret a7 ham

haard i sit Hjem — derfor løb Fruen fra

Som Facta er sligt værd nok at fornemme:

Shakspeare stjal Dyr, Lord Bacon var bestikkelig,

Titus og Cæsar var som Lømler slemme,

Burns (vide Dr. Currie) lidet skikkelig,

og Cromwell li’esaalidt. Vel sandt, de fremme

qua nøgen Sandhed, ren og ubeklikkelig,

vort nære Kendskab til en Helts Historie,

men øger sandeligen ej hans Glorie.

Hvor finder man som Southey Moralister,

der vaased op om «Pantisocrasi»?

som Wordsworth, mens sit Bissekram-Tornister

endnu han pebred med Demokrati?

som Coleridge, før hans Pen flød ud i Klister

for Morgen-Postens Aristokrati?

da, han og Southey — fanget i én Done —

tog hver sin Syerske (fra Bath) til Kone.

De Navne staar nu som et Botany Bay

i vor æsthetiske Geografi,

og Røgelsen, afbrændt i Thronens Læ,

den gøder dem en gold Biografi;

og Wordsworths sidste Kvartbind — sejgt som Træ,

et frønnet Rodskud af Typografi,

et Udyr af en «Udflugt» — er nedskriblet

i en Maner, saa det i mig har kriblet.

Han bygger deri op et vældigt Dige

imellem hvad han véd og vi forstaa,

men Wordsworths Digt (og «Skolens») kan man

er lig Joanna Southcotes Shiloh: Faa

er de Udvalgte! — vor Tid kan ej slige

Absurditeter døje, og man saa’

at begge disse Gammeljomfrubarsler

var — Vattersot men ingen Guddomsvarsler.

Men til Fortællingen. Jeg har et Hang

til Digressioner, tilstaar jeg, en liden;

imens Personerne gaar deres Gang

staar jeg i Monologér hele Tiden;

dog, det er min Throntale nu engang,

hvor Alt af Vigtighed blir gemt til siden:

mod slig Afstikker-Vane staar-paa Post jo

den halve Verden, men — husk Ariosto!

Hvad hist «longueurs» vor franske Fætter kalder

— (vi har vel Ordet ej, men sikkert Sagen,

som fremgaar af det episke Rabalder,

Bob Southey bringer hver April for Dagen —)

det er just ej den Lokkemad, der falder

i Læseverdnens Smag og meler Kagen;

men ta’r hver Epopee: hvad vædder vi,

den største Brøkdel blir nok ennui?

«Homerus blunder stundom», véd vi Alle,

men Wordsworth vaagner stundom — til en Fart

om sine Søer, som det nu kan falde,

med sine kære «Fragtmænd» — aa, saa rart!

Saa hører man ham paa «en Baad» at kalde —

vil han tilsøes? — vist ej — tilvejrs; og snart

han-prajer for «en lille Jolle» blot,

og sagler rædsomt, for at faa den flot.

Men vil han just igennem Æthren jage,

og hvis hans Pegasus til Skaglen slaar,

hvorfor ej laane da Medeas Drage —

om ej hos Charles Wain en Vogn han faar?

Og var for klassisk dette for hans svage

Forstand, og om for stærkt hans Kleppert gaar,

og skal til Maanen han i Ny og Næ,

saa lad ham ta’e sig en Ballon, det Fæ.

«Karosser» — «Baade» — «Kræmmere!» — I Skygger

af Pope og Dryden, er vi naaet saa vidt

at sligt et Skarn fra Dyndets Dyb opdykker

og kror sig straffrit? er en slig Bandit

i Smagens Verden den, som bor og bygger

paa jeres Grave: naa saa sig det frit, —

den «lille Roerkarl» og hans «Peter Bell»

skal haane ham, som skrev «Achitophel»!

Men til vor Sang. — Den glade Fest var endt

og borte hver en Gøgler og Formummet,

Poetens Sang var hørt, hver Vits afbrændt,

og hver en Lyd af Lystighed forstummet;

Juan og Haidie stod dér ene, vendt

mod Aftenrødens Glød, som fyldte Rummet;

Ave Maria! Over Land og Vove

er denne Stund som skabt til Dig at love.

Ave Maria! signet. denne Stund,

det Himmelstrøg, det Sted, hvor jeg erkendte

hin Stemnings Almagt dybest i sin Grund,

som Øjeblikket over Jorden sendte;

hvor Taarnets Klokke klang bag fjærne Lund,

og Dagens Hymne højt deroppe endte

i Luftens stille, svage Rosenglød,

og Løvets Skælven som en Beden lød!

Ave Maria! Bedeklokken kalder!

Ave Maria! Elskovs Time slaar!

Ave Maria! se dit Øje falder,

dit og din Søns, paa os, som for Dig staar!

Ave Maria! skøn, i fejrest Alder,

Duens Bebudelse Du frygtsom faar! —

Hvordan, et malet Billed kun? — Nej sligt

er altfor skuffende, for virkeligt.

Der er jo dem, som — anonymt — vil sprede

det Rygte ud, at jeg er uden Tro;

men lad en saadan Zionsvægter bede

med mig, og lad os se, hvem af os to

der længst til Himlen vil om Vejen lede!

Til Altar har jeg Hav og Bjærge jo,

Luft, Jord — kort, hvad det store Alt omfatter,

hvor Sjælen kom fra og skal hjem til atter. —

Tusmørkets Time hist i Skovens Øde,

Ravennas minderige Pinjelund,

hvor Adriaterhavets Bølger fløde

og Cæsars Fæstning stod i fordums Stund,

dér hvor Boccaccios Linjer for mig løde

og Dryden skabte mig en hellig Grund —

du stedse grønne Skov! hvor har de Træer jeg

dog elsket og hvor var din Skumring kær mig!

Dér hørtes blot Cicaden, Pinjens Sanger,

hvis Sommerliv er kun et fortsat Kvad,

og Vesperklokken fjærnt, og saa min Ganger,

og ellers ingen Lyd langs Gren og Blad;

saa brød den vilde Jæger frem, som fanger

med Helvedhunde Offret for sit Had,

og som kan alle knibske Skønne lære

at holde trofast — Elskov smukt i Ære.

O Hesperus! Du, som alt Godt os bringer —

den Trætte Hjemmets Trøst, den Sultne Brød,

Smaafuglen Varme bag sin Moders Vinger,

og Oksen Stalden imod Aftenrød’ —

de bedste Guder, som vort Liv omringer,

som skærmer Arnen imod Verdens Nød,

de samles paa dit Vink, Du gi’er dem Navn

Du lægger Barnet selv til Moders Favn!

Du blide Stund, som vakte Lyst og døded

den atter hos den Mand, der langvejs drog

med Skibet fra sin Skat; Du, som forsøded

en Pilgrim Vejen, hvergang Vesper slog

og Klokken syntes, medens Luften gløded,

at græde for den Dag, som Afsked tog;

bestrider Syner da Fornuftens Ret? —

ak, intet dør, som ikke blev begrædt!

Da Nero faldt, og for saa gæv en Dom,

som nogen Ødelægger lagde øde,

da hele Verdens Jubel rysted Rom

i Fryd for Aaget, som var brudt, — saa strøede

med Blomster dog en usét Haand, en from,

hans Grav; og disse Blomster de betøde

et Hjærtes Gæld til denne Skurk erlagt,

som en Gang havde misbrugt ej sin Magt.

Snik Snak. Hvad har vel Nero nu, for Fanden,

— han eller nogen kronet Dilettant —

med Don Juan at skaffe, mer end Manden

i Maanen — eller slig en anden Fant?

Min Most ta’er til at dovne nok i Kanden,

jeg blir en rigtig «Træslev» (som vi fandt

i Cambridge paa at kalde de Studenter,

med hvis Examina det slet bevendt er.)

Men denne Spinden ud gaar ikke an;

det blir for episk. Naa, i Renskrift skær’

jeg saa min lange Sang i to; det kan

de Herrer næppe blive vár — paanær

de fine Kendere, og dem maa man

fortælle: det er just det «Fine» her

og resolveret af Kritiken. Læs

hos Aristoteles — Ποιητικης.