Holger Drachmann (1846–1908)

O I, som tugter op en ædel Fole

af tysk, fransk, engelsk, eller hollandsk Blod,

slaa til betids! thi derpaa kan I stole:

en dygtig Stok er for Moralen god.

Vi saa’ jo, hvor den bedste Moders Skole

en Del tilbage dog at ønske lod

for Heltens Uskyld, den, han ret beklageligt

kom af med før sin Tid — højst ubehageligt.

Var i en rigtig Skole hans Opdragelse

(i tredje, ja selv fjerde Klasse) sket,

saa skulde Sliddet ham nok lært Forsagelse:

sligt har vi Folk i Norden jævnlig sét;

og gør end Spanjen herfra en Undtagelse,

saa bli’er dog Reglen derved ikke Bét. —

Skilsmisse for en Fyr paa sexten Aar:

nej, sligt hans Mentor over Stregen gaar.

Jeg studser ej, det maa jeg dog bekende,

thi, ærlig talt: tag først vor Helts Fru Mo’r,

anlagt for Regnebogen; dernæst denne

hans Mentor, ret en Æsel — og en stor;

og saa vor Skønhed — (sligt kan dog ej hænde,

det véd vi, uden Kvinder her paa Jord): —

en Mand tilaars, som lever med sin Dejlighed

kun saa la la — og Tid og gunstig Lejlighed.

Naa — ja, som Verden drejer sig, saa drejes

vi rundt méd den; snart gaar det op, snart

vi ændrer Sejl med Vinden, og vi prajes

for Skat til Stat og Skat til Kærlighed;

som Vragere ved Vægten, hvor vi vejes,

staar Konge, Doktor, Præst. Vor Herlighed:

en Mundfuld Luft, et Bæger og en Favn,

lidt Held, lidt Strid, lidt Støv — maaske et Navn.

Nok sagt: vor Helt til Cadix blev sendt hen,

jeg mindes vel den skønne By, ak ja;

det fjærne Vestens Stabelstad er den, —

(vist ej: den var det, før Peru faldt fra).

Jeg ser de Piger — undskyld: Damer — end,

hvis blotte Gang maa Hjærtet fangen ta’e;

Ord kan ej skildre dette Himmerige,

ej Lignelse; — den By er uden Lige.

Kom, Beduinens Hest, kom, Skovens Hind,

Ørknens Giraf, Oasernes Gazelle: —

hvad er det Alt, naar Slørets Kast i Vind

og Skørtets Sving mit Foredrag skal gælde?

Jeg kunde skrive — ja omtrent et Bind;

og hvad skal jeg om Anklen saa fortælle? —

Et Held, at jeg er læns paa Metaphorer

(spar derfor, kyske Musa, dine Sporer!) —

(Ja, kyske Musa, ja!) — De slaar tilside

et kort Sekund med Haanden deres Slør,

og truffet af et Lyn, med Kinder hvide,

Du aander knap. Al Skønheds Land, o hør:

om dig jeg glemte, heller jeg itide

min — Aftenbøn forglemte, ja langt før.

En Ild, som den, et saadant Slør udsender,

Venezias fazzioli ene kender.

Men nok. Fru Jnez lod nu altsaa skikke,

sin Søn til Cadix — for at gaa ombord,

ej for at blive dér. Og hvorfor ikke —?

min Ven, jeg mæler derom ej et Ord.

Han skulde rejse, bort fra Alles Blikke;

man saa’ i Skibet Noahs Ark, jeg tror,

som fjærnt fra Jordens Slethed skulde vippe ham;

og som en Haabets Due siden slippe ham.

Saa pakked man hans Sager ind med Flid;

han fik en Præken og lidt Lommepenge.

Til fire Aar bestemtes Rejsens Tid;

og Inez græd (ved Afsked kan man trænge

til sligt); hun haabed, ja hun slog sin Lid

endda til Bedring fra den gamle Gænge.

Til Slut hun et Formaningsbrev ham giver,

(som ej han læste) — samt tre Kreditiver,

Imens, da Tiden dog engang skal gaa,

en Søndagsskole sig Fru Inez laver

for rigtig slemme Børn, som heller slaa

Kuldbøtter, end de sidder der og staver.

Dér tugted hun dem op fra Treaarssmaa,

og prygled dem, som sad og faldt i Staver:

Det Resultat med hendes egen Knægt

drev hende frem til Gavn for næste Slægt.

Saa gik Juan ombord. Og Skibet skød

afsted for Pres af Sejl igennem Vandet;

hun rulled ellers slemt, og Søen brød

— og bryder altid — i den Bugt forbandet.

Staar man paa Dækket, bli’r man lagt i Blød;

hun vasker — det kan ikke være andet;

og dér paa Dækkets Planker vinked han

— maaske for sidste Gang — Farvel sit Land.

Det er dog sært at se sin Hjemstavn glide

bag Søen, som fremruller tung og graa;

man føler sig saa svag i venstre Side,

’sær naar man er lidt «grøn» i at gaa paa.

For mig var Englands Kyster stedse hvide

og alle andre Landes Kyster blaa,

hvergang jeg saa’ dem, skuffet af Distancen,

mens jeg paa Dækket søgte mig Ballancen.

Dér stod vor Helt med et forvildet Blik,

og Vinden peb, og Linerne blev stramme,

og Skibet knaged; Byen blev en Prik,

hvorfra man fløj henover Bølgens Kamme.

En dygtig Bøfsteg holder ene Stik

imod Søsyge. Det er nu det samme:

De ler, men prøv det, Kære, før De ler;

mig hjalp det — og det kan vel hjælpe Fler.

Paa Agterdækket stirrende han staar

og ser dem svinde, Spanjens skønne Strande;

Skilsmissens Braad — den første — er saa haard:

de Folk, som gaar i Krig, mit Ord vil sande;

af uforklarlig Angst vort Hjærte slaar —

et Sting fra skjulte Vunders aabne Rande;

ja drog vi fra det værste Hul, vi vidste:

vi fulgte Kirkens Spir dog til det sidste.

Han havde meget at forlade, han:

en Mo’r, en Kæreste, og ingen Viv!

med mere Grund end mangen moden Mand

han kunde sørge her, det unge Liv;

og er det ofte saa, med Suk vi kan

kun skil’s fra dem, med hvem vi laa i Kiv:

hvor maa da Taarer for de Kære trille —

til større Sorg udtørrer Graadens Kilde.

Han græd, just som de fangne Jøder gjorde

ved Babyloniens Floder. Gerne jeg

græd med, naar blot jeg for min Musa turde;

naa, hvorfor ta’e for sligt saa stærkt paa Vej?

Man dør ej straks deraf. De Unge burde

bestandig rejse, — om for Nytten ej;

og naar saa Ranslen først bli’r snørt engang,

kanske man pakker ind da i min Sang.

Han sukked og han græd og sukked’ mer,

mens salte Taarer faldt i salten Vand,

«De Fagre til den Fagre!» (Ja jeg bér, —

Citater er min Kæphest — Stedet kan

De vel? Dandronningen med Blomster ser

man strø Ophelias Grav); — saa hulked han

og tænkte, mens han Bod og Bedring loved,

at Øjeblikket ham just ikke hoved.

«Farvel, farvel, mit Spanjen!» han udbrød,

«kan være, jeg skal aldrig mer dig skue,

men dø, som Mangen fjærnt fra dig er død,

af Længsel mod din Strand, din Sol, din Drue:

Farvel, o Guadalkvivir, dit Skød!

Farvel, Mama! og Du — du skønne Frue —

min Julia, ak farvel, jeg maa dig fly! —

(her læste han det kære Brev paany.)

«O dersom Du kan gaa min Sjæl af Minde —

men nej, det Ord gør mig af Rædsel stum; —

før skulde Havets Salt i Dunst forsvinde,

og Jordens Bjærge løse sig i Skum,

før jeg forglemte dig, du Tryllerinde,

og gav for nogen Andens Billed Rum!

Hvor Sjælen er saa syg, hvert Haab maa falme —

(her krænged Skibet svært, og han fik Kvalme.)

«Før kysser Himlen Jorden — (det blev værre).

O Julia, se i Naade til din Ven! —

(Kom med en Snaps! han gav sig til at snærre;

Pedro, Battista, jeg vil ned igen.)

Min egen Julia! — (Slyngel, hjælp din Herre) —

O Julia! — (Satans Dæk, hvor skal du hen!) —

Min Julia, ak, jeg elsker dig uendeligt!» i

(Han kasted op, og Mælet blev ukendeligt.)

Han mærked denne Frysen dybt i Sjælen

— jeg mener Maven — som, trods Dokt’rens

mod Ondet (var hans Kunst nok saa reel en),

paa skuffet Elskov følger, Venners Svig

og Kæres Død, imens vi tavs, med Knælen,

ved Graven syn’s, at Hjærtet ligger Lig.

Han skulde vel skudt Hjærtet op i Liv,

men Søen virked, ak, som Vomitiv.

Elskov er lunefuld. Den ser sit Snit

at staa sig mod sin egen Feberhede,

men ved lidt Hoste trykker den sig tidt,

og Hæshed er den næstendels en Lede.

En Tyfus skærper fast dens Appetit,

men Snue hader den; tænk, om tilrede

den staar med Kys og maa en Nysen møde

om Næsen løber, Øjnene bli’r røde!

Men mest af Alt den hader Kvalme, dette

fordømte Indgreb i de nedre Tarme;

Blodkopper la’er den sig heroisk sætte —

men gyser angst for Servietter varme;

mod Purgativer gør den Front, med Rette:

Søsyge blir dens Død; dog maa den arme

Juans Passion man lade sin Berømmelse:

usøvant kæmped den mod hver Udtømmelse!

Fregatten, kaldet «Santa Trinidada»,

holdt Kursen ret imod Livornos Havn;

dér var, jeg tror, det spanske Hus Moncada,

en Gren af Slægten og et gammelt Navn;

af den, Fru Inez tænkte, kan han ha’e da

— om Blodet end er nok saa tyndt — lidt Gavn,

og derfor fik Juan et Brev paa Vejen

til denne vælske Slægt med fra sin egen.

Tre Tjenere samt Hr. Pedrillo saa’ man,

Licentiaten, her i Heltens Følge;

han kunde vel en halv Snes Sprog forstaa, han,

men han laa stum nu, vippet dér paa Bølge;

i Køjen slingrende paa Puden laa han,

" mod Land han længtes, det var ej at dølge,

og hvergang Skibet tog en Sø ilæ,

blev Køjen vaad og Manden angst, det Kræ.

Ej ganske uden Grund; thi Vinden sprang

mod Aften om og gav sig til at blæse,

og er-de Søfolk nu sit Slags engang,

saa blir en Anden nemt lidt bleg om Næse.

Ved Solnedgang strøg Stang man efter Stang

og rebed Sejl, som om man kunde læse

paa Himlen en Dravat, der vilde komme

og ta’e en Mast — ja to — før Tid var omme.

Ved Klokken Et red i en Byge Skuden

sig under og faldt ret for Søen bak,

som derpaa knuste Spejlet og desuden

tog Hækken bort og Skansedækket knak;

og før hun kunde løfte sig med Snuden,

gik Roret væk, hvorefter, da hun trak

en Masse Vand, man hurtig pejle lod

ved Pumperne og fandt alt fire Fod.

Et Hold med Pumperne i Gang da gik,

og Resten blev beordret til at lange

af Lasten op, men ej de Øje fik

paa Lækken før til Slut og efter mange

Forsøg, og saa kom Vandet altfor kvik:

et Væddeløb paa Livet, medens bange

de stopped ind i Hullet Sejl og Værk

og Vareballer, Trøje, Buxer, Særk.

Dog var de gaaet, derpaa er jeg klar,

tilbunds trods Slid og Slæb og alle Sager,

om Pumperne ej var der. Derfor har

jeg lovet mig, hver Ulk, som ikke vrager

et Raad, at anbefale dem: de ta’er

en Tønde Vand minutvis; hvadbehager?

Ja uden dem var Alt forbi, min Sandten; —

spørg Mr. Mann i London, Fabrikanten.

Ved Daggry helmed det et Øjeblik;

de tænkte, at de nu med Lækken kunde

faa Bugt — skøndt Rummets tre Fod Vand holdt Stik,

trods alle Pumper brugte deres Munde; —

men Stormen kom igen: ved Aften fik

et overhændigt Kast man, og saalunde

at nogle luv Kanoner slog sig los —

og dér smak Skuden om paa Siden klods.

Dér laa hun død og kæntret, ganske stille,

og Vandet brød fra Rummet over Dæk. —

Kan jeg forglemme disse Scener vilde?

nej, huske gør man, naar det gælder Skræk,

Drab, Drukning, kort, naar det gaar Andre ilde

og Haabet faar, og Halsen med, sit Knæk:

I mindes nok den Svømmer, som beskrev Jer,

hvordan han slap, imens de Andre blev der!

Man kapped Stormast, saa Mesanen. Jux!

hun laa dér hvor hun laa og dera’; To

saa fulgte Fokkemast og Sprydet flux,

og endelig hun letted paa sig (ja

den blev jo kritiseret, den Instrux,

af Folk, som mente, man skal ikke ta’e

det sidste Haab fra Skuden), nok derom:

op med et Ryk den gamle Skude kom.

Forstaar sig, under sligt det let kan hændes,

at En og Anden gør lidt Klammeri

og mener, han ej fastende vil sendes

tilbunds, om ogsaa Alt er snart forbi;

det mener Ulken selv: skal Livet endes,

hvorfor da skaane Skibets Botleri? —

Grog er nu Begmatrosens største Gammen,

i Liv og Død de To vil holde sammen.

Tro svaler Lidenskabens hede Malme

i Hjærtets Glød, men det gør ogsaa Rhum.

En plyndred, En stjal Grog, En sang en Psalme:

i Vindens Hvin faldt Søens hæse Brum,

og Frygten blev Landkrabberne for Kvalme

en Kur, mens Oceanet i en Sum

omfatted Bølgens Brøl og Læbens Klage,

Forbandelser og Bønner uden Mage.

Kan være, værre Ting var hændt; men her

sprang Don Juan — hel praktisk for sin Alder

til Botleriet, og med spændt Gevær

(det var Pistoler) holdt han, trods Rabalder

og Taarer, Flokken fra at komme nær

til Døren; — som om Døden værre falder

ved Bly end blot ved Vand for Folk i Nød,

der nu vil ha’e en Rus før deres Død.

«Mer Grog!» de skreg, «for om en Time gaar

vi dog ad Helved.» Men han svared: «Nej!

Vel véd jeg, at vor sidste Time slaar,

men lad os gaa som Mænd i Døden, ej

som usle Dyr.» Og saadan støt han staar,

og Ingen tør sig stille først i Vej

for Skuddet; selv Licentiaten maa

med tørre Læber bort fra Fadet gaa.

Den gode gamle Herre var helt ør

og sang en drøvelig Jeremiade,

bad naadigt hos Vorherre om Gehør,

samt loved flittig Bod; og — blot han ha’de

paa Landet sine Ben i Ro som før,

han skulde aldrig, svor han, mer forlade

i Salamanca Bog og Stol og rende

som Sancho med Juan til Verdens Ende!

Med Dagen brød dog Haabet frem igen.

Det løjed lidt, men Riggen var jo gaaet,

og Lækken voksed; Rev der var, hvorhen

man saa’, men ingen Kyst, man kunde naaet.

Dog: Skibet flød, og atter Skudens Mænd

til Pumpen gik, trods Død var nylig spaaet; —

et Solglimt hjalp, og Nogle slog paa Pumperne,

mens Resten fik et Storsejl ud af Stumperne.

Det hev man under Kølen ned, og spored

en Virkning for et Øjeblik derved;

men: Læk er Læk; naar Rig er væk og Roret

og hver Pjalt Sejl, hvad er saa stakket Fred?

Naa! Modet til det sidste bør ha’e Ordet;

tilbunds Fregatten stikker tidsnok ned!

Man kan kun én Gang dø, ja det er vist nok,

men i Lyonerbugten er det trist nok.

Did havde Vind og Vove dem forslaget,

og derfra dreves atter de; — ak Gud!

Paa bedste Skub de styred, thi for Vraget

var ej et Etmaals Ro, at rigge Klud

paa Nødmast eller faa en Planke taget

til Ror; og Ingen kunde regne ud,

hvorvidt hun flød i næste Nu paa Vand;

hvad hun dog gjorde — skøndt knap som en

Om Vinden virkelig sig havde lagt? —

Kanske! men rulle gjorde hun forbandet;

hux maatte skil’s; og dernæst var man bragt

paa halv Ration af Brødet som af Vandet.

Forgæves gav i Kikkerter man Agt

paa Horisonten: Hav og intet andet;

ej Sejl, ej Spor af Land fik Øjet fat,

kun Fortravsskygger af den nære Nat.

Og atter rased Stormen. Under Dækket

steg Vandet for og agter; men trods Alt

blev Modet dog hos Folkene ej knækket,

før opslidt Stok og Læ’r fra Pumpen faldt;

hen over Vraget Søerne da brækked,

prisgivet som det var hvert Braads Gevalt

af Havet, hvis Medlidenhed er lig

med Menneskenes under Borgerkrig.

Med vaade Øjne Skibets Tømmermand

tilsidst for Chefen tren og rapportered:

han kunde ikke mer! Tilaars var han

og havde mangen drøj Dravat proberet,

og hang der Taarer nu ved Øjets Rand,

det var ej Kvindegraad, ej Frygt skamfered

hans Kind; men Mutter samt de Smaa derhjemme...

ja de gør Ulkens sidste Timer slemme!

Og ned sank Stævnen sikkert, Stund for Stund;

og Ævret gav man op, og nogle slængte

sig hen i Bøn og loved hele Pund

af Voxlys, mens om Baadene sig trængte

en Flok, og Andre over Bougens Rund

i Bølgegraven deres Blikke sænkte;

En bad Pedrillo skrifte sig — men fik

et «Rejs og ryg!» i Skrækkens Øjeblik.

I Køjerne hang nogle, En trak paa

Stadsklæderne, som skulde han til Marked,

En banded Dagen, hvor han Lyset saa’,

En afrev Haaret, mens han bed og sparked;

en Flok blev støtvæk ved i Gang at gaa

med Baadene, — thi den Moral er barket:

en Baad kan svømme, naar den blot er tæt

og ej ilæ faar altfor svære Skvæt!

Værst var det dog for Folk i den Elende,

som længe havde døjet Ondt og Nød

og muligvis end mere skulde kende.

at der var grumme knapt ombord paa Brød,

(og sultne vil de Færreste dog ende).

Længst Provianten laa i Vand og flød:

og derfor fik de kun i Farten sluppen

lidt Smør og lidt Beskøjt ned i Chaluppen.

Men i Barkassen fik de stuved flere

Pund Tvebak ned, saa vaade som de var,

og tyve Gallons Vand, om ikke mere;

sex Flasker Vin de ogsaa med sig ta’er

og hvad af Kød de kunde transportere,

med samt lidt Flæsk til Frokost — for jeg

min Tvivl, om der var nok til Middagsmad

og otte Gallons Rhumsprit paa et Fad.

Hvad Gig og Jolle angaar, var de begge

i Stormen gaaet væk foruden Spor.

Barkassen skulde just ej Tillid vække

med Sejl af Tæpper og en Mast — jeg tror

af Giggens Aare, som man lod sig række

paa maa og faa ned af en Fyr ombord.

To Baade rummed Hælvten kun! — hvor skulde

de stuves mer af Folk og Forraad fulde?

Tusmørket drog — men ingen Sol gik ned —

ud over Havets Ørk; et Slør, som danner

en Maske, der just nu tilside gled

og viste frem et Blik, som kun forbander.

Saaledes Nattens hele Haabløshed

sig sænked over deres blege Pander

ved Dybets Grav. Tolv Dage Frygten gnaved

paa Haabet: nu steg Døden op af Havet.

Tiltrods for Søen havde nogle prøvet

en Redningsflaade sig at sammenslaa,

et Arbejd, som der ellers ufortøvet

var bleven lét ad, (hvilket vistnok Faa

og vel kun Mennesker, Forstanden røvet

af Drukkenskab og Vanvid, finder paa,

en Slags hysterisk Latter): — Ak, de Stakler

med deres Flaade haabed nok Mirakler.

Halvni var Klokken, da de smed en Vrimmel

af Hønsebure, Bomme, Spir og Alt

i Vandet, og paa dem sprang saa en Stimmel

Matroser, som forstod, at nu det gjaldt.

Forgæves! — Et Par Lys paa Nattens Himmel

kun blinked mat; de fyldte Baade faldt

fraborde langsomt; og saa rulled Skuden

endnu en Gang og — stak tilbunds med Snuden.

Et vildt Farvel da steg fra Hav til Sky;

En skreg, den Modigste stod isnet stille,

og En sprang, for en langsom Død at fly,

selv overbord, mens lig en Helvedskilde

om Skibet Havet syded med et Gny;

og som om Skuden i sin Malstrøm vilde

opsluge Havet, saadan Skroget suged

den Fjende til sig, som dets Sider knuged.

Et Skrig — langt værre end en Uvejrsdag,

naar Havet brøler og naar Tordnen lyder;

saa blev det stille; ikkun haarde Slag

af Bølgen hørtes, som for Vinden skyder;

et halvkvalt Raab og et krampagtigt Tag,

en Plasken og en Boblen, som betyder

at her en Modig just har Døden fundet, —

og saa var Alt forbi og Alt forsvundet.

Men Baadene var heldig’ nok at klare

sig væk, som sagt, skøndt lastet svært de laa

paa Vandet, og der var for deres Skare

kun ringe Haab i saadan Storm at naa’

en Landingsplads, tilmed da begge vare

for fyldt med Folk — om end de var kun Faa;

ni i Chaluppen, tredve i Barkassen

slap væk, mens hele Resten blev paa Pladsen.

Tohundred Sjæle Afsked tog saalunde

fra deres Kroppe. Sørgelige Kaar

for Katholiker, som i Dybet blunde:

det varer Uger, før en Messe naaer

at svale lidt paa deres Skærsildsvunde,

thi Folk betaler ej, (som man forstaar)

før Døden er behørig konstateret —

og Messen blir til tre Francs jo noteret.

Juan kom i Barkassen, hvor han fik

Pedrillo hjulpet ned og bragt til Sæde;

de havde byttet Roller paa en Prik:

Den Unge var som Mentor nu tilstede,

at dømme af et «noget» i hans Blik, —

den Anden var paa Nippet til at græde;

Battista derimod (forkortet Tita)

var fløjten længst, af Hang til Aqua-vita.

Mod Pedro vendte Don Juan sig, men

hvad hjalp det? Drukken som Battista sprang

i Baaden, gled, fik Fæste ej igen

og faldt i Søen, hvor paa samme Gang han

i Salt og Spiritus forgik — om end

han laa for Haanden og med Tov og Stang

bestræbte sig at naa’ ham: — Søen brød,

og overfyldt knap Baaden længer flød.

En lille Silkepuddel — José’s Hund

og Sønnens Øjesten, thi Mindets Magt

er stærk i sligt — holdt just i samme Stund

paa Dækket under Hyl en Sørgevagt,

(saa fin en Næse har en Puddel kun!)

som aned den, det sidste Ord var sagt

for Skuden. Og Juan tog straks og nap’ den

og sprang i Baaden med den, hvor han slap

Han gemte sine Penge, hvor han kunde

paa sin Person — Pedrillo’s ligedan;

det Skrog lod Helten handle nogenlunde

hvordan han vilde, thi den arme Mand

sad vild af Angst, som var de Bølgers Munde

hvert Øjeblik at sluge ham istand;

Juan til Gengæld tænkte: der er Raad vel

for Alt, for Hund og Lærer og for Baad vel!

Vild Natten var. Saa stift det blæse gjorde,

at Sejlet mellem hver en Sø slog bak

og fyldte atter mere end det burde

paa Toppene; til Rebning — mange Tak! —

i saadant Braad sig Ingen vove turde,

men øse gjorde de, saa Sveden sprak

og Haabet med tilsidst; thi hen paa Natten

Chaluppen sejled ned sig — som Fregatten.

Ni drukned dér. Barkassen flød paa Vandet

endnu, skøndt med en Aare kun til Mast

og med sit Sejl, et Tæppe til det andet

slet sammenrimpet og hejst op i Hast;

men var end saadan Haabet mer end blandet,

og om end for en Braadsø tidt det brast:

den Skæbne, som Chaluppen havde funden,

begræd man — og det Smør, som laa paa Bunden.

Og rød som Ild stod Solen op, bebudende

mer Storm endnu. Indtil det helmed, kom

man altsaa til at lænse væk for Kludene;

imidlertid blev Rhum og Vin delt om

skefuldevis til dem blandt de Skibbrudne,

som daarlig taalte Maven stadig tom; —

desværre var kun Brødet saa som saa,

og Laser havde Staklerne kun paa.

De mønstred tredve Mand, men disse laa

og sad som Sild i Tønde sammenpakket;

i Vagthold delt de gjorde, for at. faa

Motion, vel deres Bedste, men kun stakket

var Tørnens Frist; og følesløse, blaa

af Kulde rysted de; der blev ej snakket,

kun Tænder skaaret; — og paa bedste Lykke

drev de, med Himlens Sky til Overstykke.

At Lyst til Livet øger Livets Dage

er en Maxime, mangen Læge fandt

bevist af Folk, som uden Venner, Mage,

og andre Sorger, Bugt med Kriser vandt;

de haabed nemlig, saa’ ej Parcen drage

sin Sax bestandig mod den Traad, hun spandt:

har først man Ævret op for Alvor givet,

saa gaar det nedad i Gallop med Livet.

Folk med et Livgeding, man paastaar, bliver

utrolig gamle — ret som om det hør’

sig til at drille ham, «den glade Giver»;

ja, En og Anden, tror jeg, aldrig dør.

Paa den Vis Jøder nok Geschæften driver...

de laante mig, en Knøs med godt Humør,

paa Andres Død i sin Tid kønne Penge,

hvorunder jeg har maattet bløde længe.

Saaledes gaar det Folk i aaben Baad;

af Kærlighed til Livet faar de lære

sig Taalmod under Alt og Himlens Graad,

og Havets med, foruden Kny at bære.

Matrosens Skæbne blev en Trøje vaad,

fra Noahs Ark fik Skibsbrev paa at være

en Krydser med Besætning og med Cargo —

just som den første græske Kaper, Argo.

Men ak, Kødædere vi blev engang,

og vi vil fodres — var det én Gang bare

i Døgnet; vi har Hajens, Tigrens Trang,

og kan ej med en Sneppes Part os klare;

Vegetabilier gaar vel en Tid lang,

skøndt Bugens Rumlen har for Skik at svare

paa sligt; — men arbejdsvante Folk maa have

Kød — Oxe-, Kalve-Kød i deres Mave.

Det gik med disse Stakler ligesaa.

Den tredje Dag, da maatte Stormen vige,

og nu, Skildpadder lig paa Bølgen blaa,

de strakte sig og nød i Drag saa rige

Stilhedens Balsam; men de vaagned; aa!

og følte deres tomme Maver skrige,

og faldt nu glubske over Provisionerne,

istedetfor at spare paa Portionerne:

Hvad heraf fulgte, gætter man vel; — ja

de spiste Alt og gav sig til at drikke,

tiltrods for Spørgsmaal: om de vilde da

den næste Dag de tomme Fade slikke?

Vi vil faa Vind imorgen, og — Hurra —

Saa naaer vi nok til Land! Det var jo ikke

saa galt; men med én Aare kun (en brækket)

de burde vist lad’t Maden længer rækket.

Saa kom den fjerde Dag, mild, blaa og klar;

og Søen laa og sov som Barn i Svøbet.

Den femte Dag — og samme Ro der var

paa Himlen og paa Havet med i Købet;

én Aare kun (ja var der blot et Par!)

hvad nytted den? Saa gik da først i Løbet

for Sulten — trods Protester — Heltens

de delte den, og bad ham holde Mund.

Den sjette Dag de gnaved paa dens Skind,

og Helten, med sin salig Fa’er for Øje,

som havde holdt af Dyret, tung i Sind

for Kævens Mindelser sig maatte bøje

og tog med Kyshaand mod en sølle Pind:

Forpoten, ak! — og trods det kosted Møje,

han med Pedrillo, Læreren, den delte, —

som aad den, mens han til den anden skélte.

Og Dagen Numer syv oprandt. De laa

og svedte Vabler, magre som Skeletter;

og Haabet, som de alle vented paa,

— lidt Brise — kom ej; vildt man Blikket retter

imod hverandre; Vand er ej at faa.

ej Vin, ej Kød — og derfor, man alt gætter,

i Blikket dæmred kannibalsk et «noget» —

skøndt endnu Ingen rykked ud med Sproget.

Saa hvisked til sin Nabo En, og denne

til sin igen, og saadan gik det fort

og voksed til en Mumlen uden Ende

og af en hæs og uheldsvanger Sort,

hvori Enhver just mente det at kende,

som hidindtil han havde jaget bort:

Vi kaster Lod om hyem, der først skal bøde

med Livet for at tjene os til Føde!

Først tygged man dog nogle Støvlesaaler

og Hatteskygger i sig Dagen lang;

saa sad de stumme: — Hver sin Nabo maaler,

men Ingen fandt til Devovering Trang;

saa gjordes Lodder, men — min Musa, taaler

Du sligt? — af Mangel paa Papir de tvang

Juan at gi’e Materialet hid —

i Strimler Julias Brev til sidste Bid.

Og Lodder gjordes, blandedes og toges

i maalløs Rædsel. Hungrens Grib endog,

Prometheus’ lig, gav medens Sedlen droges,

paa Byttet Slip; og dertil mærkes dog:

det var Naturens Drift, hvorved de joges

til sligt; ej Nogen, Skurk saa lidt som Fjog,

opfandt med fælles Risico det Spil jo; —

og Loddet traf den stakkels Fyr Pedrillo.

Han bad blot om, han maatte sig forbløde;

og Lægen i en Fart af Tasken tog

Lancetten — og saa let den Gamle døde,

at knap man hørte Sukket, som han drog.

I Barnetroen gi’er de Fleste Møde,

naar Timen slaar, — som Katholik den slog

for ham; sit Kors han kyssed, rakte Haanden

og Halsen frem — og opgav saadan Aanden.

Skibslægen fik, fordi han var saa duelig,

det første Valg i Badskær’honorar.

«Jeg suger Aarerne — min Tørst er grulig

imedens Blodet rinder!» blev hans Svar.

Saa delte man. — Den Part, som var umulig:

Indvolde, Hjærne, tvende Hajer ta’er

til Indtægt. Resten af den arme spanske

Licentiat aad Baadsmandskabet ganske.

Tre, fire maa undtages, hvoriblandt

vor Don Juan, som Kødbegær ej viste;

thi Helten, som sig lidet oplagt fandt,

da forhen Poten af sin Hund han spiste,

sin Appetit tilbage næppe vandt,

ja rent ud sagt sin Madlyst helt forliste,

da her det gjaldt — skøndt Sulten nu var værre —

at lange til sin Mester og sin Herre.

Og godt, han ikke gjorde det; thi snart

stod Følgen læselig paa Alles Pande:

de mest Forslugne grebes i en Fart

af Vanvid. Gud! hvor de tog til at bande

og skumme, le og skrige, i en Art

af Krampe; og de salte Vovers Vande

de øste i sig; — Rallen, Brøl og Skrig,

og med Hyænegrin laa de som Lig.

Fortyndet Tallet blev ved den Affaire;

ja de var tynde nok, skal Herren vide!

En misted rent Hukommelsen, — kan være:

en Fordel fremfor Vished om at lide;

En fristedes paany til løs at skære, ...

som var ej Kammeraten ved hans Side

et Vink om, hvordan Enden kun bli’r skrækkelig

for den, der ej kan styre sig tilstrækkelig.

Paa Baadsmandsmaten, som var bedst istand,

faldt Tanken; den var ham lidt ubehagelig,

men til at klare sig var han just Mand,

thi han var i den sidste Tid lidt svagelig

og særlig nok paa Grund af en Present,

som visse Damer — det var hovedsagelig

hans Frelse nu — ved almen Subscription

i Cadix havde skænket hans Person.

Af Licentiaten laa endnu et Stykke,

men det blev sparsomt. søgt. Af Frygt man

sin Sult, og lod sig mange Gange rykke,

før man en bitte Mundfuld af ham skar;

Juan kun gnaved paa sin Hatteskygge

og paa lidt Bambus, som tilovers var;

saa fanged man en Terne og en Sule —

og skyed saa Pedrillo, hver en Smule.

Men skulde «gyseligt» hans Lod Du finde:

husk Ugolino, som kan sig tillade

at gnave Kranjet af sin Ærkefjende

ved Enden af en pyntelig Tirade.

Kan man i Helved æde op gelinde

sin Uven, saa er det knap større Skade

tilsøs sin Ven at slagte paa en Spante —

nej det blir knap saa rædsomt som hos Dante,

Om Natten faldt der Regn, og alle Munde

højt gabed, som naar Jorden Sprækker slaar

i Sommerheden. Ingen véd hvorlunde

en Drik er Lægedom, men den, som gaar

til Spanjen, til Tyrkiet, eller kunde

gaa med tilsøs og dele Skibbrudskaar

og vandre i en Ørken: ja han vilde

opdage Livssymbolet i — en Kilde!

Det øste ned men kunde dog først værne

mod Tørsten, da man fik en Klud ledt op;

den blev en egen svampet Art Cisterne,

som vredes ud og tømtes med et Stop!

naar den var vaad. En Sjouer, tror jeg gerne,

knap skulde budt den Slurk sin slunkne Krop,

naar der var Udsigt til et Porterkrus, —

dog de drak til, saa glade som i Rus.

Og deres sprukne Læber Væden kendte,

imens de suged den som Nektar sød;

sort Tungen var, og Svælg og Gane brændte

som paa den rige Mand, der i sin Nød

anraabte Lazarus; ham, som ej sendte

én Draabe Dug blot fra det rige Skød,

fra Abrahams. — Hvis det er sandt, har jo

en stor Del Kristne sig en praktisk Tro.

To Fædre var der blandt den blege Skare,

hver med sin Søn. Af disse Drenge gik

han forud, som dog syntes aabenbare

mest Modstandskraft; og Faderen, som fik

det Budskab, nøjedes blot med at svare

«Guds Vilje ske!» hvorpaa han med et Blik:

«jeg kan ej hjælpe», uden Taarers Følge

saa’ Liget sænkes i den dybe Bølge.

Den Andens Søn, helt klejn mod ham, som

var kvindelig at se til, bleg om Kind,

men holdt dog længer ud og gik imøde

sin Skæbne med et fromt, sagtmodigt Sind;

han talte lidt kun, men med Smil saa bløde

mod Faderens hans Blikke søgte ind,

som for at lette Byrden ham og stride

Skilsmissens Strid med Døden ved hans Side.

Hans Fa’er sad bøjet over ham og saa’

ej op men visked bort hans Læbers Fraade

og stirred ufravendt paa ham, den Smaa;

og da omsider Regnen til dem naaede,

og Sønnens Øjne, brustne halvt, de blaa

bag Dødens Hinde glinsed ved det Vaade,

saa vred han op en Klud i Drengens Mund

ak, da var Livet slukt i samme Stund.

Han døde; — i sin Favn hans Fader holdt

det dyrebare Støv, og da tilsidst

der ej var længer Tvivl, da stivt og koldt

ved Brystet Leret laa, han stirred vist

derpaa, til bort det førtes som en Boldt

for Strømmens Vover efter stakket Frist, —

saa sank han sammen selv, og brudt og sløv

han skælved nu og da kun som et Løv.

Saa brød Regnbuen frem af Skyer graa,

og med sin Sokkels Glans de saa’ den hvile

paa Søens skælvende og dybe Blaa,

og Alting indenfor den saaes at smile,

og selv den syntes som et Flag at gaa,

en Tricolor, fra Sky til Sky og ile

med Farveskiften bort — ’en bristet Bue,

hvorefter de Skibbrudnes Blikke skue.

Den skifted, Sky-Kamæleonen, — sét

og svundet, som et Luftens Barn, et broget,

i Purpurvugge født, skarlagenbredt,

døbt i et smæltet Guldbad, i en taaget

Halvmaaneglans fra Tyrkens Minaret,

et sælsomt mixtum, kort, i Farvesproget, —

ret som det Øje, der benævnes «blaat»,

(som vi ved Boxning uden Bind har faa’t).

For vore Stakler var et Omen den.

Slig Tro paa Varsler kan tidt Frugter bære

det mente man i Grækenland og end

i Rom, og Modet kan sig deraf nære;

og til at muntres trængte disse Mænd,

om ellers nogen, derpaa vil jeg være

fordømt. Saa var da for den arme Hob

Regnbuen et Slags — Luftkalejdoskop.

Ved samme Tid en Vadefugl, en lille

hvidbrystet Due-Hun at se til, kom

forslaget af sin Kurs og syntes ville

slaa ned iblandt Barkassens Folk, som om

de ej var til — skøndt de just ej tav stille

ja som om Baaden var forladt og tom,

omkredsed Fuglen den paa Vinger lette,

til Mørket faldt: — et bedre Omen dette.

Men om hin Haabets Due ikkun dette:

Jeg tror, det bedre var, den ej slog ned

og søgte sig i Baadens Rig at sætte, —

den var knap bleven lyst i Kirkens Fred

ja hed den Arkens Due selv med Rette,

og skulde den til Noah med Besked:

de havde spist den op, det er nu vist,

med Oljegren og Alt, med Blad og Kvist.

I Skumringen det frisked op, om ej

til Storm, og Baadens Stævn tog til at kløve

vidt under Stjernehimlen Havets Vej;

men nu var de forvildet halvt, halvt sløve:

En raabte ivrigt «Land!» en Anden «Nej!» —

hvert Skarpsyn satte Taagerne paa Prøve,

der kom og svandt. En kendte Skud for Øre,

En kunde Brændinger, det svor han, høre.

I Dæmringen, da Vinden ganske løjed,

lød der et Praj fra Morgenvagtens Mand:

Om ikke det var Land, han saa’ for Øjet,

saa gid han aldrig maatte mer se Land!

Man stirred frem og saa’, foroverbøjet,

en Bugt, og satte Kursen ret mod Strand;

og højere steg Kysten klar og kendelig

og laa for Alles Blikke udstrakt endelig.

Da brast en Del af Mændene i Graad,

og andre stod og stirred stivt og bange,

som om hvert Haab tog Tvivlen angst paa Raad;

og nogle bad — for første Gang i mange,

i mange Aar. Tre laa i denne Baad

og sov; dem søgte man nu flere Gange

at vække op ved Skulderpuf og Stød, —

indtil man fandt, at Søvnen her var Død.

De havde Dagen forud faaet fat

paa en Skildpadde, som de styred efter

med Varsomhed; og for en Dag og Nat

det Maaltid lived op de svundne Kræfter;

hvorved det med det samme kendtes, at

ved Maden Mandemodet ogsaa hæfter,

og dertil kom, at Folk i slig Elende

vil mer end blot et Træf i saadant kende.

Og høj og klippefuld sig Kysten hæved

bestandig voksende, alt som det bar

for Strømmen nærmere; og stedse kræved

det nye Gisninger og nye Svar

— da man saa længe hid og did var svævet

for Vindens Vexlen — om det Ætna var,

hvad eller Candias Bjærge hist i Taagen? —

paa Cypern og paa Rodus gætted Nogen.

Paa Landet ind for Strømmen og for Blæsten,

som kuled op, de var omsider vunden.

De ligned Charons blege Skygger næsten

de Fire, som til dette Tal var svunden

og som ej mægted nu at hive Resten,

de tre Mand overbord, som laa paa Bunden;

men Hajerne var med, og kvikt som Lynet

de sprang og sprøjted Skummet dem i Synet.

Fortvivlelse, Tørst, Hunger, Hede, Kulde,

Alt havde hærget og fortyndet den

forsultne Flok, saa knap en Moder skulde

ha’e kendt sin Søn i en af disse Mænd;

om Natten isnet, brændt om Dagen fulde

af Vabler, var de fleste visnet hen,

idet Pedrillo — paa Selvmords-Facon —

de skylled ned med Saltvandsbouillon.

Og Landet viste sig, da de kom nær,

som skovbevokste Højdedrag og Dale;

de suged Duft fra alt det Grønne dér

og følte det forfriskende at svale

om Øjet, der var blindt af Bølgens Skær

og Skyens hede Brand. En liflig Dvale

var hist dem Alt, hvad Skærm og Skygge gav

mod Havets øde, golde, griske Grav.

Vildt, ubefolket var Alt dértillands;

men Længsel imod Land gav Baaden Vinger,

og gennem Brændingvoldens hvide Krans,

ret gennem Braaddet Baadens Stævn de tvinger;

der laa et Rev, hvorover højt i Dans

Skumhvirvlens Rækker styrtende sig svinger,

og uden at de Kursens Retning ændred,

løb de i Land med Baaden dér — og kæntred.

I Guadalkvivir vor Helt var vant

fra Barnsben sine Lemmer flinkt at øve,

og i den ædle Svømmekunst han fandt

et Maal, som værdigt var hver dristig Prøve;

han var en dygtig Svømmer, det er sandt,

og vilde kunnet Hellesponten kløve,

som engang (hvad vi regned selv for stort)

Leander, Ekenhead og jeg har gjort.

Og skøndt han var udmagret, stiv og svag,

tog han det op med Bølgen, i den Tanke

at række frem endnu mens det var Dag

til Strandens tørre Sted, den høje Banke;

værst var det, at en Haj i graadigt Jag

just snapped bort hans arme Nabos Skanke;

de To var væk, som ikke svømme kunde,

og ene var tilovers han saalunde.

Det skyldtes Aaren, som drev ham forbi,

da mat hans Arm sank ned, og som han nu,

mens Bølgen kværked ham, fik Fingre i

og holdt sig ved halvt sansesløs i Hu,

en Boldt for Bølgens vilde Raseri,

af Vandet pisket saa det var en Gru;

og saadan svømmed, vaded, kravled han,

og rulled, følesløs, tilsidst iland.

Dér grov han sine Negle dybt i Sandet,

at ikke Bølgen, fra hvis Favn han vred

sig, skulde rive atter ham fra Landet

tilbage med sig dybt i Graven ned;

dér laa han udstrakt som et Vrag, et strandet, —

ret udenfor en Klippekløft, en bred,

med Liv nok til at se sig frelst af Havet

og — muligvis — sin Grav i Hulen gravet.

Han prøved paa at komme op og frem,

men Knæet var i Blod og Haanden kvæstet;

han faldt, og stirred ud nu efter dem,

som sammen med ham havde Baaden gæstet;

de var nok gaaet nedenom og hjem

paa nær en Eneste, et Lig, som rested

af hine Tre iforgaars og nu blandt

en øde Forstrands Klipper Hvilen fandt.

Og det blev sort for Øjet, hvor han saa’,

og han sank om paa Siden, medens Alt,

Sand, Klipper, drejed sig i Ringe blaa;

vanddrivende hans Arm paa Aaren faldt,

og som en knækket, vissen Lilje laa

hans ungdomsslanke, blegnende Gestalt,

et Støv saa skønt, som nogen Mejslens Mand

af Støv og Ler at forme var istand.

At svare paa — blot saadan nogenlunde —

hvor lang Tid der gik hen, var ej hans Sag;

naar alle Pulse, alle Sanser blunde,

saa blir der Forskel ej paa Nat og Dag.

Hvornaar han vaagned, han ej heller kunde

forklare, før han følte Stik og Slag

i Puls og Aare, der tilkendegive,

at man er — skøndt det kneb — igen ilive.

Han saa’ ivejret og faldt atter hen

i Tvivl og Uvished. hvori han troede

tilsøs at se i Baaden sig igen,

og blev paany forfærdelig tilmode

og ønsked Døden sig med Baadens Mænd;

men da hans Øjne op paany sig lode,

en syttenaarig Kvindes Ansigt saa’

han som i Taage for sig, hvor han laa.

Tæt over hans var hendes lille Mund

paa Vagt, for blot et Aandepust at kende,

og Haanden strøg ham ungdomsvarm og rund,

saa Sjælen maatte her tilbagevende;

den kolde Tinding baded hun en Stund,

indtil et Suk, et ganske svagt, ved denne

ømt-ivrige Bestræbelse han drog —

og saa fornam hun, at hans Hjærte slog.

Hun dækked den Halvnøgne med sit bløde

og lange Slør, og gav ham Draaber ind,

og løfted op i sine Arme søde

det blege Hoved mod sin fine Kind,

hvori man saa’ det friske Liv at gløde,

og vred hans Lokker, de af Vejr og Vind

medtagne; og, idet hun støtted ham,

hans Pulsslag i sit eget hun fornam.

De bar ham ind i Hulen — de var To,

Herskab og Terne, hvoraf hun, den sidste,

var baade ældst og fyldigst, kan jeg tro, —

og dér fik de saa tændt en Ild af Kviste

og oplyst Klippegrottens hvalte Bo,

som lidet kun af Sol og Dagslys vidste;

og dér ved Ilden rank og skøn man saa’

Jomfruen, eller hvad hun var, at staa.

Om hendes Pande blinked gyldne Spange,

hvorunder mørkebrune Krøller laa,

der rulled bagtil ned i Lokker lange,

som næsten maatte kunne Jorden naa’,

endskøndt hun var saa høj, som ikke mange

af hendes Køn; og til den Højde maa

endnu en Mine føjes, som man finder

den ægte kun hos fødte Herskerinder.

Ja brunt var Haaret; hendes Øjepar

som Døden sort, med lange Silkevipper

af samme Farve; og hin Trolddom var

deri, hin Magt, som saare sjælden glipper:

et Lynglimt ud af dette Mørke skar

mer rapt end naar en Pil fra Strengen slipper,

en Snog, som skyder ud sig i sin Længde

med skjult Spiralkraft og med Gift i Mængde.

Hvid Panden var og lav; i hendes Kinder

stod Solnedgangens klare Rosenskær;

kort Overlæbe; ak, de Læber minder

mig om en Evadatter fuldtvel værd

en Billedhuggers Mejsel. (Snak! jeg finder

at disse Herrers Kunst kom aldrig nær

Naturen, som den staar og gaar og taler;

jeg takker for de Marmoridealer!)

Og det med Grund; thi nødig vil jeg spotte

foruden Grund. Jeg saa’ en irlandsk Pige,

hvis Buste, om end til Model den maatte

tidt tjene, var og blev foruden Lige;

og naar engang den runkne Død skal gotte

sig ved en saadan Tilvækst til sit Rige,

saa lad hver Kunstner kun for Tabet sukke:

de Træk lod sig ej male eller hugge,

Saaledes var hin Perle, Klippens Brud.

Paaklædningen mer simpel end den spanske

men mere livlig; thi mørkt er det Skrud,

som Spanjens Kvinder bær’, de indenlandske,

naar de paa Promenaden træder ud

fra Hjemmet; og jeg haaber aldrig ganske

Basquinen og Mantillen falder bort:

en mystisk Bodsdragt af en munter Sort.

Med hende her var det en anden Sag:

hun bar en broget Silkestofs Tunik,

og gennem Haaret, krøllet for og bag,

en Krans af Guld og ædle Smykker gik,

og Bæltet funkled, mens et Kniplingslag

om Sløret laa, og — saa var Landets Skik,

kan jeg vel for, om Godtfolk ta’er paa Vej? —

hun havde Tøfler paa, men Strømper ej.

Den Andens Dragt var ikke ulig dennes

men tarveligere; hun bar saadan

kun Sølv i Haar (sin Medgift, kan jo hændes),

og Knipling var der ej om Slørets Rand;

paa Minen kunde vel den «Ufri» kendes,

og Haaret, om end tykt, var ej istand

at naa’ den Andens; Øjnene var sorte

men smaa, og blev tidt i en Missen borte.

De plejed og de passed ham, de To,

med Mad og Klæder, kort med disse mange

Opmærksomheder, som — det maa jeg tro —

kun ene Kvindens Ømhed kan undfange;

en Suppe gav de ham; ved sligt kan jo

den bedste Skjald gaa hen og blive bange,

men bedre Ret lod ej Homer, jeg tror,

Achilles sætte paa sit Middagsbord.

Og kort og godt om dette skønne Par:

formummede Prinsesser var de ikke!

Jeg tilstaar, at jeg aldrig yndet har

den Slags Theatercoup, som kan sig skikke

for Smaafolk; Sammenhængen blot og bar

jeg præsenterer her for alles Blikke:

Jomfru og Terne; hin en Datter af

en Mand, hvem Havet smukke Sportler gav.

Han havde fisket i sin Ungdom, ja

og fiske gjorde han endnu saa tem’lig;

han havde mange Næt og Garn hvorfra

han tog sin Fangst, var i det Hele fremlig,

om end maaske lidt lovløs nu og da:

han var som Smugler, og Pirat fornemlig,

og Gud skal vide ved hvormange Laster,

en Mand paa godt en Million i Pjaster.

Han fisked altsaa, som jeg sagde, men

lig Petrus — Mennesker. Helt slet og ret

han fisked Købmandsskuder Aaret hen,

og nu og da tog han et dygtigt Dræt;

han strøg en Ladning og en ny igen,

og saa afsted til Marked med det Sæt;

en Købmandsvare, som nu Tyrken lider! —

han skaffed Slavetorvet «gode Bider».

Selv var han græsk. Han havde bygt sit Slot

paa Øen her (en af de smaa Cyklader),

hvor han nu sad, den gamle Skurk, helt godt

tilhuse paa’sit Rov, skøndt Himlens Fader

knap véd hvad han i Støvet havde traadt

af Bud og Love; naa! jeg ham forlader, —

hans Hus var stort, og smagløst kan jeg sige,

med Snitværk, Guld og Farver uden Lige.

Han havde kun én Datterlil, Haidie;

den rigeste blandt hine Øers Piger,

og dog laa hendes største Medgift i

det søde Øjes Smil — ja uden Smiger!

Et jomfrumodnet Barn, hun voksed fri

og rank, som Pinjen, der af Klippen stiger;

og Kurv og Friere blev der fortalt om, —

hun vilde vente nok paa ham, det gjaldt om.

Paa Stranden, hvor hun daglig plejed gaa,

fandt hun vor Helt i Eftermiddagsstunden.

Om ikke død saa døende han laa,

udhungret og halvt druknet nok igrunden;

og nøgen var han — saa hun tænkte paa

at løbe, men fandt sig til Stedet bunden

af Næsten-Kærlighedens milde Bud —

og saa hans smukke Træk og hvide Hud.

Men ta’e ham med sig til sin Faders Hus —

nej Tak for slig en Kærlighedens Gave! —

det var det samme nok, som føre Mus

i Kattens Klo og Grav for Skindød grave

den Gamle havde dog for megen «vous»

— en «ædel» Røver var han ej, den Brave,

han vilde sikkert gæstfrit ham bespise,

og derpaa sælge ham som funden Prise.

Hun med sin Terne holdt det da for bedst

(en Frøken lytter altid til sin Pige)

i Hulen at beholde deres Gæst.

Saa aabned han sit Øje; — jeg maa sige,

de Tvendes Hjærter banked som til Fest,

og op paa Klem sprang Porten til Guds Rige,

som var hin Toldpligt, hvorom Paulus minder,

i Kærlighed erlagt af begge Kvinder.

De gjorde Baal af, hvad der havde ligget

saa længe her, at det, blot ved at trykke

derpaa, i Trøske faldt paa Øjeblikket:

en Aare og et frønnet Plankestykke,

en Mast, helt søndergnavet og forslikket

af Søen og afstumpet til en Krykke;

Gud være lovet, her var nok af Vrag —

maaske til hele tyve Baal pr. Dag.

Paa Pelsværk laa han, for Haidie tog af

til Underlag sit Zobelslag, den Hulde;

og at de kendte alle Hvilens Krav

— tænk om han vaagned og han frøs! — tilfulde,

de viste ved at hver sit Skørt ham gav,

og dernæst loved de ham, at de skulde

ved Daggry se til ham, om han var frisk,

og bringe Kaffe, Æg og Brød og Fisk.

De lod ham ene. Som en Sten han sov

præcis, hvad eller bedre, som de Døde,

der slumre for en Tid kun (med Forlov)

og skal engang paa Pletten give Møde.

Han slap for dette vanlige Behov

af Syner, som de svundne Sorger føde,

Genganger-Spøg med Smærtens skjulte Braad,

hvorunder vi slaar Øjet op i Graad.

Juan sov uden Drømme, fast og stille,

men hun, som havde redt hans Seng, hun stod

og lytted dér og mægted ej at skille

sig fra ham; thi hun syntes (ak, vort Blod

vil Puds os som vor Pen og Tunge spille)

at hun blev nævnt ved Navn; javist! Sin Fod

tilbage flytted hun, med spændte Blikke; —

hun glemte, at han aned Navnet ikke.

Saa gik hun hjem i Tanker, mens hun bød

sin Terne, Zoe, Tavshed. Aa, det vidste

hun nok, da to Aars Forskel dog betød

adskilligt, og lidt til, hos denne sidste;

thi Zoe havde ej lagt Haand i Skød

de Aar, men brugt med Læmpe dem og Liste,

som Kvinder gør — ja derpaa kan I stole

der frekventere Mutter Livets Skole.

Og Morgnen kom, og paa sit grønne Øre

Juan sov væk, lod Solen gaa sin Vej

derudenfor, og lod sig ikke røre

af Bækkens nære Sliddersladder, nej

han sov sin Tørn, han kunde intet høre.

Om han til Søvn ej trængte, véd jeg ej

hvem da; — min Farfar har ej overdreven

det Æmne i sin «Narrative» beskreven.

Ej saa Haidie. Hun kasted og hun vendte

isøvne sig og drømte, at der laa

fuldt op af Vrag, hvorover hun saa rendte,

og lutter smukke Lig hvorhen hun saa’.

Saa vækked Ternen hun, som gnaven skændte,

og alle Slaverne, som banded paa

Armenisk, Græsk og Tyrkisk, at de fandt det

lidt sælsomt, ja at Frøknen vist var fjantet.

Men Alle maatte op, thi Frøknen fandt

at Solen over Havet Flammer tegner

saa nydeligt! Og det er vist og sandt

at Phoebus til sligt Udbrud ret sig egner,

naar Morgenlærken stemmer sin Diskant,

mens fjærnt i Disen Bjærgets Aasyn blegner

og Natten synker som det Sørgeshal,

en Enke bar for — naa ja, sin Gemal.

Aa, saadan Solopgang er rig og broget,

og jeg har nylig, for det Syn at se,

den hele lange Nat igennem vaaget,

skøndt det forkorter Livet — ja maaske.

Skal Pung og Helsen regnes da for Noget,

saa staa ved Daggry op; — Du kan nu le:

men raaber Døden først ved Firs sit Stop,

saa skriv, at Du stod Klokken Fire op.

Og Ansigt imod Ansigt Haidie stod

med Morgnen. Hun var friskest af de tvende,

trods Kindens Feberglød og alt det Blod,

hun tydelig fornam om Hjærtet spænde,

just som en Strøm, jeg saa’, af Bjærgets Fod

opdæmmet, vildt at syde og at brænde,

hvad eller som (min Læser, bliv ej stødt!)

det røde Hav, — men nej, det er ej rødt.

Og ned ad Fjældet let som Morgnens Vinde

til Hulen sprang hun, medens Solen bød

Godmorgen og Aurora trykked hende

et dugvaadt Søsterkys paa Læben rød;

ja Søstre! Tro mig, det var svært at finde

Forskellen ud — om ej den Første nød

qua Dødelig en Fordel ved at være,

med samme Skønhed, ikke blot Kimære.

Saa gik hun hurtig ind, men standsed bly

i Grotten, thi som Barnets Søvn paa Pude

var hans; og Søvnen, véd man, vækker Sky.

Men da nu Luften kom saa sval derude

fra Søen, listed hun sig frem paany

og dækked godt ham til, og maatte lude

hen over ham derved, saa tyst, saa tæt,

og drak hvert næppe hørligt Aandedræt.

Hun ligned Troens Engel, som staar Vagt

hos den, der trygt i Herren ind tør sove,

og Knøsen laa, som han til Ro var bragt

og sov som selve Luftens stille Vove;

men Zoe Frokosttiden tog i Agt

og spejled Æg i Grottens Stenalkove,

og tømte Kurvens Indhold ud betimeligt,

thi: Appetit faar Parret — det er rimeligt.

Selv Elskov sætter paa lidt Frokost Pris,

en strandet Elsker med — det vidste hun;

han var ej hendes, derfor billigvis

hun gabed her og frøs i Morgnens Stund.

Saa laved hun dem Frokost; ja præcis

jeg véd ej om hun gav dem The, men kun

at Chiervin, Æg, Kaffe, Brød og Fisk

hun bød — og Alt paa Kærlighedens Disk.

Og da nu Æg og Kaffe damped hede,

hun vilde gerne have Helten op,

men Haidie var straks med et Vink tilrede,

en Finger lagt for Munden: Zoe, stop!

Og hun forstod det, skøndt knap uden Vrede:

Frisk Frokost over Ilden i Gallop —;

at Frøknen ikke ogsaa kunde nænne

at la’e den Søvn omsider faa en Ende!

Dér laa han; i de hule Kinder brændte

et hektisk Blus, som Solens Aftenglød

paa Bjærgets Snetop; over Panden kendte

man Furerne, som Lidelse betød,

og Aarens Næt i matte Streger endte,

og sort om Issen Lokkehaaret flød

tungt, gennemtrukket af det salte Skum

og Væden her i Hulens Drypstensrum.

Dér laa han op mod hende — som den Lille,

der lulles trygt ved Moderfavnen ind,

som Vidjepilens Gren, naar Alt er stille,

Havspejlet, naar der aander ingen Vind,

som Gærderosens Blomst, den sarte, milde,

som Svaneungen — kort: skøndt bleg om Kind,

ja næsten gulbleg i sin Afmagts Døs

paa al den Modgang, ret en vakker Knøs.

Han vaagned, men paany han havde gerne

lagt sig tilro; dog dette Ansigt dér

var altfor meget skabt til Søvn at fjærne,

om Søvnen var den Svage nok saa kær.

For ham var stedse Kvinders Blik en Stjerne,

en vinkende — ja under Messen nær

for skæggede Martyrer blev han væmmelig,

men gløded for Marias Aasyn hemmelig.

Og, paa sin Albu støttet, mod den Hulde

han stirred, saa hun blegned fast derved;

men straks brød frem paa Kinden Roser fulde,

da stammende hun Munden fik paa Gled.

Vel taled Øjet mest, hvor Læben skulde,

men han fik dog om Maden den Besked

(i jonisk Dialekt paa Nygræsk), at han

var svag og burde tie og ta’e fat, han.

Juan var ingen Græker, at forstaa,

men havde for Musik et villigt Øre,

og hun, Skønjomfru, sang som Lærken graa,

saa smæltende, saa klokkeklart at høre,

at renere Musik var ej at faa:

hin Art af Lyd, som kan til Taarer røre

uimodstaaeligt, hin Almagts Tone,

der daler ned fra Harmoniens Throne.

Han stirred op som den, der, vakt af fjærne,

søvnsvangre Orgeltoner, ej formaar

at skælne Drøm og Vaagen i sin Hjærne,

til han sin Tvivl ved Vægtren hævet faar

hvad eller af Lakajens Banken. Gerne

jeg saa’ de Slyngler hængt, jeg, som attraar

en Morgenskraber, naar min Nat var viet

til Fruerleg og Stjernekiggeriet.

Juan blev vækket op af saadan Døs

ved sine Tarmes lydelige Skrigen:

og se, hist henne gik det flittig løs

paa Kogekunsten dér hvor Zoe, Pigen,

ved Ilden knæled mellem Kar og Pøs!

og Damp og Duften, som nu var i Stigen,

fik gjort ham kvik og. efter Mad begærlig —

han længtes mod en Bøfsteg ganske særlig.

Men Okser findes ej paa de Cyklader;

til Gengæld haves Kød af Kid og Faar,

og nu og da, til Fest, en Vildmand lader

paa Spidet drejes vel et Bedelaar,

hvad der er sjældent under disse Grader,

hvor knap en Hytte paa en Klippe staar, —

dog denne Ø, som her min Sang skal hædre,

maa, omend lille, regnes blandt de bedre.

Jeg siger Bøf er sjælden, og tillige

at Minotauros-Fablen — som maaske

vil bringe Moralister til at skrige,

fordi man en Fyrstinde faar at se

maskért som Ko — hin Fabel, vil jeg sige,

skal bare lære, at Pasiphaé

Kvægavlen stifted ind for Kretas Landskab

for at ophidse Folket dér til Manddrab.

Vi véd jo at John Bull af Bøf vil nære

sig — og af Øl, men derom, Læser, har

qua Drikkevarer ikke jeg den Ære

at tale her, den Sag er dog vel klar; —

vi véd, at tilmed han vil Kriger være,

skøndt stedse den Passion lidt kostbar var;

saa gik det Kretas Folk — hvorfor jeg tænkte,

at Bøf og Krig Pasiphaé dem skænkte.

Men nok, til Sagen. Helten, den forliste,

saa’ støttet paa sin Albu for sit Blik

tre, fire Retter, stegte, — hvad han spiste

i Baaden var jo raat — her paa en Prik.

Og mens han Herren i sin Himmel priste,

han kasted over Retterne sig kvik

med et Begær, som findes kun hos Præster,

hos Hajfisk, Gedder, eller en Bor’mester.

Han spiste, og blev vel forsynet, thi

hans kære Madmo’r vedblev ham at nøde

og lo ved de Portioner, som gik i

et Væsen, der nys opstod fra de Døde;

men Zoe, som var ældre end Haidie,

forstod (par coeur) at Sultne skal ha’e Føde

skefuldevis kun efter Mavens Evne,

da ellers de i modsat Fald kan revne.

Hun tog den Frihed sig at forestille

sin Frøken, mer i Handling end i Ord,

at om hun agted ej den Fyr at skille

ved Livet for hvis Skyld hun saadan fo’r

af Sengen ned paa Stranden her, saa vilde

hun (Zoe) være selv hans Plejemo’r. —

Saa snapped væk hun, hvad der kunde reste,

og mumled lidt om «Appetit hos Heste».

Og derpaa rask (hans Buxer var jo Laser

og knap anstændige) — paa Ilden hver

en Trevl! Istedet op til Tyrk de stadser

ham, eller Græker, saadan noget nær:

han trak i vide Pantalons om Haser,

men mangled ellers Turban, Tøfler, Sværd

og saa et Par Pistoler, — de var borte;

en Særk blev syet om ham til en Skjorte.

Saa taled hun til ham den unge Kvinde.

Men ej et Muk forstod Juan, omend

han lytted, saa den skønne Grækerinde

knap tænkte paa at holde op igen;

og da han intet Stikord kunde finde,

saa vedblev hun at kvidre for sin Ven,

til endelig hun saa’ at han var ganske

foruden Anelse om det Romanske.

Saa gjorde hun et Tegn da, en Gebærde,

hun Tilflugt tog til Blikkets Skælmeri,

og læste som en Bog (hun, den ulærde)

hans Ansigtstræk, og fandt ved Sympathi

hint Sjælens kvikke Svar, der er paafærde

bestandig omkring Øjet og hvori

hun snart en Verden greb af Ord og snart

en Sætning, som hun gætted i en Fart.

I hendes Sprog, ved Fingre og ved Blikke

og ved at sige efter hende, tog

han nu Lektion, skøndt jeg betvivler ikke

at Kundskab mest af Øjnene han drog.

Omtrent som Astronomen, der vil kigge

paa Himlen heller end paa Pult og Bog,

saaledes lærte Stavelserne denne

af Haidies Øjnes Alfabet at kende.

Hvor sødt at lære Sprog i fremmed Tunge

af Kvinders Blik og Læbe — Notabene,

naar Lærer og Elev er begge unge,

— saadan som det gik mig, jeg skulde mene!

De ler, naar det gaar glat, og af fuld Lunge

de ler, naar man gør Fejl; aa, hvilken Scene!

et Haandtryk, og et Kys — i Ærbarhed;

saaledes lærte jeg det lidt, jeg véd:

Lidt Græsk og Tyrkisk og lidt af det Spanske.

Italiensk? — deri fik jeg ej Timer.

Lidt Engelsk kun, da jeg blot kunde granske

det Sprogs Per Døver og dets Kirsten Kimer,

Barrow og Tillotson, samt South (den ganske

Højkirkes Prædikanter) og hin Rimer

paa Messe-Prosa, ham den store Blair,

Poeterne jeg undgik en og hver.

Med Kønnet dér blir det sin egen Sag

for En fra Englands high life exileret,

hvor jeg, som mangen «Hund, har haft min

og, som saa mangen Mand, har triumferet:

jeg tier helst, de Ting har jeg paa Bag

og Regningen er opgjort og kvitteret;

Mænd, Kvinder, Ven og Uven: Fnug igrunden,

en Drøm, som var, men som er længst forsvunden.

Tilbage til vor Helt, som vi nu finde

ifærd med nye Ord og Vink at følge

men ogsaa med at ane noget inde

i Brystet, som sig ikke lader dølge,

som flyver ud for Sol og alle Vinde

og selv faar Nonnens Ejærte til at bølge:

han elsked — som Du vilde i hans Sted —

Velgørerinden; og — hun elsked med.

Hver Dag i Dæmringen — for tidlig næsten

for ham, Syvsoveren — til Hulen nede

paa Stranden kom hun, men det var forresten

kun for at se til Fuglen i dens Rede;

hun vogted vel sig for at vække Gæsten:

kun gennem Lokkerne smaa Fingre glede

mens over Kind og Mund en Aande gød;

sig som en Zephyr over. Rosen rød.

Og Farven i hans Kind for hver en Nat

blev friskere, og daglig steg hans Kræfter,

og det var godt, thi Sundhed er en Skat,

hvis Mage Kærlighed skal lede efter;

thi, som ved Oljen Ilden ret ta’er fat,

ved gode Dage Lidenskaben hæfter, —

ja der maa Ceres’ til og Bacchus’ Gave,

naar Venus nogen Fremgang ret skal have.

Naar Venus fylder Hjærtet, (der skal Held i

men ogsaa Hjærte til al Kærlighed),

saa er straks Ceres dér med Vermicelli,

(af Kildevand blir ingen Elsker fed),

mens Bacchus gyder Vin og Vinkandell i

vort Skød; dog ogsaa Æg og Østers véd

en Elsker er en himmelsk Skaffers Gave,

sendt os fra Pans, maaske Posejdons, Have.

Hver Morgen vented der Juan tre Ting:

Bad, Frokost, og saa smukt et Øjepar,

som nogensinde voldte Hjærtesting —

ja Zoes Øjne med, den Sag er klar.

Men nej, jeg kører, ser jeg, her i Ring;

man bør ej nævne, hvad man en Gang har

fortalt: kort sagt, først tog Juan et Bad sig,

og dernæst hos Haidie fik han lidt Mad sig.

De var saa unge begge, og den ene

var saa uskyldig — hvad betød et Bad?

Han var Fuldkommengørelsen den rene

af, hvad hun havde drømt to Aar i Rad,

et Væsen til at elske — saa alene

til sig at glæde ved og gøre glad.

Hvo Lykkens søde Frugt har sig udkaaren,

maa dele den: — den skabtes tvillingbaaren.

Hvad var saa sødt, som se paa ham og nyde

Tilværelsen med ham her ude i

Naturen, og at ængstes for at bryde

hans Søvn, og se ham vaagne i det Fri?

For evigt ved hans Side! vilde lyde

for stort, og dog, tænk om det var forbi

nej han var hendes, hendes «Hav-Fund», vidste

hun, hendes første Kærlighed — og sidste.

Saadan forløb en Maaned, og den Hulde

besøgte tidt ham, mens sit Snit hun saa’

forsigtigt, at ej Nogen ane skulde

den Klippekløft, hvori den Kære laa;

saa stak den Gamle da tilsøs for fulde

Latinersejl for at faa Øje paa;

— naa! det var ej Mythologiens Jo

men tre Ragusamænd bestemt for Scio.

Saa var hun fri og frank: ja, uden Møder

og med Papa tilsøs, hun var saa godt som

en Frue, der kan have Fruenoder

og følge hvert et Lunes Indfald, blot som

hun ønsker, uden Opsigt af en Broder,

saa fri, som nogen, der for Spejl er traadt, — som...

ja stop, jeg tænker her paa Kristenkvinder,

der kan gaa frit omkring — ej paa Tyrkinder.

Hun kom nu ofte og hun taled længe.

De maatte tale, — og han havde lært

den Sætning, at til Luft han kunde trænge, —

da det, at sidde stille, faldt ham svært,

nu da han ikke mer lod Ho’edet hænge

som Blomsten dugvaad — kort, det var ham kært

at gaa en Tur! Saa gik de da langs Stranden

og saa’ hvor Solen sank bag Kimingranden.

Det var en Kyst af Brændinger omkranset,

hvor Klippen luded mod det hvide Sand,

af Banker og af Revler trygt forskanset,

med Bugter smaa, velkomne for den Mand,

som vildt paa Vovens Tilje nys har danset;

her tav kun Dønningdrønet under Strand,

naar Sommerdagens Dis for Øjet flimrer

og Havet som en Indsø spejlblank glimrer.

Langs Kysten spildt laa Braaddets smalle Bræmme

som Skummet af Champagne — naar vort

ej mægter mer den hvide Fos at tæmme,

der, som et Sjælens Foraarsbad, os kvæger

Hæv kun mod ædel Vin jer sprukne Stemme,

Afholdenhedens Præster eller Læger: —

kom, Vin og Kvinder, Liv og Lyst i Salen;

imorgen ta’er vi Soda og Moralen.

Rus maa der til; spørg hver erfaren Mand!

Rus er jo dog i Livet alt det Bedste;

i Druer, Guld og Elskov findes kan

hvert svundet Haab hos Slægten og den næste;

foruden denne Saft var ej istand

vort Træ sin Rod i Livets Muld at fæste;

som sagt, — berus dig! Om Du vaagner da

med Tømmermænd, saa si’er jeg blot — naa

Ring paa din Tjener — sig, han flux skal tage

Rhinskvin og Sodavand, og du vil ha’e

en Drik, som Xerxes næppe skulde vrage;

thi ingen Sorbet, lagt paa Is endda,

ej Ørknens Kildespring mod Tørstens Plage,

selv ej Bourgognens Purpurdrue — ja

hvad Art Opstramningsmiddel nævnes kan —

gaar op mod Rhinskvin, nydt i Sodavand.

Men Kysten — thi det var nok den, jeg vilde

beskrive just — nu vel da, Kysten laa

ved denne Stund som Himlen selv saa stille,

og Sandet sov omkap med Bølgens Blaa;

kun en Delfin i Fladen saaes at spille,

og hist en Maage skreg, mens Strømmen smaa,

umærkelige Dønning-Taktslag førte

imod et Rev, som Vandet knap berørte.

Og fremad vandred hun og han; — som sagt,

den Gamle laa paa Kapertogt, og ikke

var der i Huset nogen anden Vagt

end Zoe, Ternen, som til Punkt og Prikke

fra Morgen af gav paa sit Herskab Agt,

men ganske sikkert ej med Argusblikke:

thi varme Vand og flette Haar til Dagen,

samt tælle Tøj til Vask, var hele Sagen.

Det var den svale Stund; og Solen svandt

rød som et Flammehjul bag Skyens Banker,

ret som om dér al Jordens Længsel fandt

et Fredsasyl ved Universets Skranker;

de fjærne Bjærges Kreds paa denne Kant,

og modsat Havets Dyb i Drømmetanker;

en Stjerne gennem Skyens Aftenrøde,

der, som et Øje, tindred dem imøde.

Og Haand i Haand de vandred, hun og han,

og gled paa Kiselgrus og Muslingskaller

hen ad det fine, glatte, faste Sand

ind i de vilde Grotters hvalte Haller,

udhult af Storm og Bølgens Braad og Brand

med Celler, der ret som til Hvile kalder.

Dér tog de Plads, og Arm i Arm de nød

Solnedgangsskærets dybe Purpurglød.

De saa’ mod Himlen, saa’ dens Rosenglød

som i et Verdenshav af Guld udflyde,

de saa’ fra Søens dybe, blanke Skød

Fuldmaanens store Skive frem at skyde;

i Vovens Skvulpen Vindens Hvisken lød, —

fra Øje frem mod Øje saa’ de bryde

et ildfuldt Blink, — og intet mer de saa’

men Læbe i et Kys mod Læbe laa.

Et langt, langt Kys, et Kys af Ømheds Trang,

af Skønheds og af Ungdoms i det samme,

tre Straaler samlet-i et Brændpunkts Fang;

et blandt de Kys, som fra vort Foraar stamme,

naar Lava strømmer gennem Aarens Gang,

naar hvert et Kys er som om der slog Flamme

af Hjærtets Jordskælv frem; — og Kyssets Mængde

af Ild maa sikkert maales ved dets Længde.

Ved Længde menes Varighed; hvor længe

det vared? nu, maaske en Time rundt!

De regned ikke, kunde næppe trænge

igennem med et Tal, blot et Sekund;

de taled ej; de ønsked blot at hænge

med Mund ved Mund den Frist, som var forundt,

lig Bien, naar den sværmer med sin Dronning —

og ungt var Hjærtet her og fuldt af Honning.

De var alene, men ej som de Taaber,

der stænge Døren og sig ene tror;

tavs over Havet, som saa ofte raaber,

laa Nattens Glans og Aftenrødens Spor,

tavs Grotten laa, men ved dens Drypstensdraaber

de skjalv og søgte sammen, som paa Jord

foruden deres Liv alt Liv var slukket,

som om af Livets Væld de havde drukket.

De frygted ingen Spejder her paa Stranden,

ej Nattens Skygger, tabt for Alt og Alle,

som begge var; de taled med hinanden

et Tankens Sprog, et Sprog, hvis Udtryk falde

ud over hver Fortolkning af Forstanden:

i Suk og Glød de syntes at paakalde

Naturens Bud, den første Kærlighed —

Alt, hvad fra Eva Kønnet arved ned.

Haidie om Skrupler taled ej og svor

ej Eder eller tænkte paa Kontrakt, nej;

at Ægteskabet paa en «Pagt» beror,

og at en Pigelil skal ta’e i Agt sig,

hun aned ej; som Skovens Fugl bun for

sin Ven imøde, ren, og som om Vagt ej

behøvedes, og da hun Svig ej skænkte

en Tanke, hun paa Trofasthed ej tænkte.

Hun elsked, tilbad, gløded — og den Glød

blev mødt med Glød; og Sjælen strømmed sammen

med Sjæl og syntes smæltet hen og død,

men dukked atter genvakt op af Flammen,

thi Sjælen kan ej dø; paany den skød

sig frem og sank i navnløs Lyst og Gammen,

og hun, hvis Hjærte slog mod hans, forstod

at hun var hans nu med sit Liv og Blod.

Ak, begge var saa unge og saa smukke

og ene, uden Opsigt i den Stund,

hvor Hjærtet er for aabent til at lukke

sig, og hvor Viljen vakler i sin Grund,

og hvor et Øjeblik kan koste Sukke

i Evighed paa Helveds hede Bund —

thi det er Stedet jo bestemt for den, som

var ond i Livet eller altfor nænsom.

Ak, stakkels Haidie og Juan! De var

saa elskeligt forelskede. Jeg kendte

fra Paradisets Tider intet Par,

der tog den Ting saa smukt, at blive brændte.

Haidie var from saa vel som smuk og har

nok vidst, hvorhen de slemme Børn blev sendte:

til Styx, til Hel et cetera — men av!

i Krisen hendes Børnelærdom tav.

Dér sidder de, og Maanens Straaler skinne

i deres bløde Blikke, og hun slaar

sin nøgne Arm om ham, han sin om hende,

halvskjult af Nakkens løste Lokkehaar;

hun sidder paa hans Skød og kan ej finde

et Ord — i Skælven hendes Suk forgaar:

en Gruppe, en antik, ved Maanens Lue,

naturlig, blottet, græsk og skøn at skue.

Og da Juan sank hen i Søvn paa disse

Berusningsøjeblikkes dybe Lyst,

saa vaaged hun og holdt ham, blidt tilvisse

men fast dog, trykket mod sit hvide Bryst;

mod Maanen hendes skønne Øjne misse,

saa blir de store og sig sænke tyst

paa ham, som Hjærtets fulde Skænk har faaet,

mon det nu ogsaa har ham nok tilstaaet

Et Barn, som stirrer paa en Brand, der ryger,

en Patteglut, som dier, og dernæst

en From, som ser Hostien, naar han syg er,

Araberen, som faar en fremmed Gæst,

Søgutten, naar hans Prise Flaget stryger,

en Gnier, som ser Guld, — ja sligt er Fest

for dem: men dobbelt Fest, at vaage over

sin dyrebare Ven, imens han sover.

Dér ligger han, den Elskede, saa nær

det Liv, der rummer hans bag Barmens Høje,

saa hjælpeløs, saa ukendt med sit Værd

for den, der vogter denne Skat saa nøje;

Alt, hvad han følte, led og prøved, her

er bragt til Hvile for et vagtsomt Øje;

dér ligger han, i sine Fejl saa sød,

og sover — Gudskelov: han er ej død!

Hun vaaged over ham; — og Nattens Stund

og Elskovs her ved Havets øde Veje

rev hende med; og hun og hendes «Fund»,

den Elskte, havde redet deres Leje

hen over Sand og Klippers golde Grund;

og uforstyrret kunde hun ham eje,

og hver en Stjerne fra det hvalte "Blaa

ned til den glade Brud med Blinken saa’.

Ak, Kvinders Kærlighed er, tør jeg mene,

en skøn og farlig Ting paa samme Gang;

Alt paa en Tærning! stedse kun det ene —

og taber de, ja saa er Livets Sang

et Omkvæd om den samme, gamle Scene,

og deres Hævn er altid samme Trang:

en Tigers til at springe løs! Dog lide

de selv ej mindst ved deres Offers Kvide.

Og de har Ret. En Mand, som tidt mod Mænd

gør Uret, gør det altid imod Kvinden.

Hun har da kun Forræderi igen,

men græder længe for sin Afgud, inden

hun slænger i et Ægteskab sig hen,

købt til en Seng; — og saa blir hun Slavinden

for Mandens Lyst, og paa Visiter kør’ hun,

blir Amme, Bedesøster, og saa dør hun!

En ta’er en Elsker, En paa Biblen slaar sig,

og En paa Madam Mangor, En til Drik,

En løber væk men knap ved Byttet staar sig:

et daarligt Rygte dér, hvorfra hun gik;

Fordelen er kun ringe, som man faar sig,

den ligner nok Forskellen paa en Prik

imellem gode Huse og Bordeller:

En blir en Sluske — og gør saa Noveller.

Haidie var et Naturbarn, uforsøgt,

et Lidenskabens Barn, født paa de Vidder,

hvor Solens Glød saa længe hed har spøgt

omkring en Mund, at Kysset næsten svider;

til Elskov skabt, til Kjærlighedens Røgt

om ham, det Væsen, hun nu engang lider;

hun frygted intet: Elskov, Haab, Begær,

thi hendes Hjærte — slog det ikke her?

Ak, at det Hjærteslag saa dyrt skal være!

Og dog i Grund og Virkning samme Slag

er og forbliver os det gamle, kære,

saa kært, at Visdom (som dog fandt Behag

i os med sin Erfaring at belære),

ja vor Samvittighed selv kaster Vrag

paa al Erfaring, kostbar at faa fat paa —

en Ting for Castlereagh at lægge Skat paa.

Nu var det sket — nu var de knyttet sammen;

og over Lejet hist fra Stjernen gled

et Skønheds Skær, et Blus fra Bryllupsflammen,

og Vidne, det var Havets Ensomhed,

og deres egne Hjærter sagde Amen,

og de blev viet ved Naturens Ed;

en Højtidsnat paa Salighedens Vis:

hver var en Engel, Jorden Paradis.

O Elskov! Titus var din General,

Cæsar din Trosknægt, Marc Anton din Træl,

Ovid Gymnasielærer, — som Real-

elev slog Snærpen Sappho sig ihjel:

et Vink for hver, som holder sig nevtral,

(Leucadia-Klippen viser Vejen vel). —

Du er dog nok det Ondes sande Gud,

naar ej for «Djævel» du skal skældes ud.

Ved Dig kom Ægtesengen galt afsted,

Du smykker Panden paa de største Mænd;

Pompejus, Belisar og Mahomed

og Cæsar har tidt blødt for Clios Pen. i

Trods uens Vilkaar samme Slags Fortræd

— bestandig gaar «Historien» igen —

thi, vidt forskellig, ligned I hinanden: —

om Hjælmen Laurbærkrans, og Horn i Panden.

Du skaber Vismænd. Der er Epicur

og Aristip, Materiens Forkyndere,

som la’er Moralen tage sig en Lur,

hvad den har let ved, da vi fødtes Syndere;

er det ej, som vort eget Køds Natur

skrev denne Lov (for Ældre og Begyndere)

«Æd, drik og elsk; thi Resten duer ej meget?»

et Bud, Sardanapal tog til sit eget.

Men nu vor Helt! Var Julia alt forglemt

og det saa snart? Jeg bliver skyldig Svaret,

hvad der er højst fortrædeligt og slemt;

men det var Maanens Ansigt — ja, jeg har

det er Fru Lunas Skyld, naar vi saa nemt

gi’er tabt, mod nye Indtryk slet bevaret.

Hvor kan vi ellers Idealet svige,

hvergang vi ser en vakker lille Pige?

Jeg afsky’r den Ustadighed — fordømmer,

foragter, ja forbande maa og hade

Kviksølvnaturen, som om faste Tømmer

vil intet høre, ej sig sige lade;

nej, Trofasthedens Blod mig gennemstrømmer

hm! det er sandt, inat, paa Maskerade,

var der en Dame fra Milano, som —

naa, kort sagt, lidt fra Dydens Vej jeg kom.

Straks stod Filosofien ved min Side

og hvisked: «Husk din Elskovs rene Lue!» —

«Javist, Filosofi! men se, hvor blide

de Blikke lyser; Gud! se Læbens Bue:

jeg vil, ja blot for Løjer vil jeg vide,

om hun er Jomfru eller kanske Frue...»

«Holdt!» skreg Filosofien, ret spartansk,

(om end maskeret helt veneziansk)...

«Holdt!» Og jeg holdt. Nok sagt, det, som man kalder

Ustadighed, det er jo mellem Mænd

den Hyldest, som paa Knæ for Skønhed falder,

hvor, rig, Naturen byder selv sig hen.

Vi taler jo om «Kærnen i dens Skaller»:

nu! er da Statuen os andet end

den Lyst, hvori vi ser paa det Reale,

dens Form — og tænker os det «Ideale».

Det er Begrebet af det hele Skønne,

for hvilket alle Drifter maa sig bøje;

platonisk, rent som Vaarens friske Grønne,

det daler, lutret, til os fra det Høje; —

var Livet uden det vel værd en Bønne?

Det er — ja — Brugen af vort eget Øje

(og et Par Sanser til), som kan os lære

at, født af Ild, vi tør ej lunkne være.

Dog er en pinlig Ting det, rent ud sagt,

og blot. vi hos vor Eva: stedse kunde

opdage denne første Trolddomsmagt,

saa gik vel mangt et Hjærte ej til Grunde

og meget Guld (som blev tilvejebragt

og som maa skaffes, ligegodt hvorlunde).

Hold derfor dig til En og samme blot,

det gør dit Hjærte og din Lever godt!

Vort Hjærte ligner Ætheren, men skifter

bestandig, Nat og Dag, som Himlens Sky;

Torden og Lynild farer af dets Rifter,

og atter kommer Mulm og Brag paany;

men naar de saa har udras’t, alle Drifter,

saa drypper Regnen mildt i Morgnens Gry

i Taarevæld har Hjærtet Luft sig givet:

det er vort Englands-Klima her i Livet.

Og Leveren er Galdens Lazareth, —

o ve, de første Skader vil nok brede

sig dér, og Resten krybe sammen tæt,

(en Møddingvold, hvor Snoge har en Rede):

og saadan ligger dér alt Sygt og Slet,

Skinsyge, Had og Hævn og Frygt og Lede,

og ud fra Alt gaar Pyæmiens Smitte —

som Jordskælv udgaar fra vor Klodes Midte.

Dog — vi la’er vel Anatomien fare!

Her har to hundred Vers, ja mer, igen

jeg færdig, hvad der kan min Regning klare

(ifald fra Første Sang man husker den).

Hver Sang skal til den forrige helst svare; —

Au revoir! jeg lægger ned min Pen

og lader saa Juan og Haidie føre

enhver sin Sag for dem, som gider høre.