Marked
VI
VI
Hun er kommen herhid, hun véd ej hvorfor,
Hun véd ej hvorfra, ej hvorlunde...
»Hej, Piger, den hældende Kvæld er nu vor,
her mødes de Glade, de Sunde;
her mødes de Karle med Skæg under Hage,
de Mænd, som end lyster en Dans sig at tage,
de Gubber, som endnu paa Mosten vil smage;
kom, kom! en Svingom!
her blir man bekendt,
her blir man et Par, inden Dansen er endt.«
Hun er vildet af Trængslen og døvet af Larmen,
hun puffes, hun stødes, hun rendes paa Armen,
hun jages, hun fanges, hun river sig los...
»Ej ej, hun er knibsk; det gaar over, min Tos!«
Hun vil flygte; hun véd ej et skjulende Sted;
saa rives hun med
ind i Strømmen;
og Musiken, den Trolddom, faar Fødderne bragt
i valsende Takt, —
hun er Hesten, som gaar under Tommen.
Og det suser for Øret, og alt hendes Blod
fra Hoved til Fod
vil med, vil bedøves, vil glemme;
og hun hvirvler og hvirvles; saa lyder en Stemme:
Hejsa, tilside; her kommer
den velbyrdige Mand, Ridder Sommer!