Ser Du, hvor med Nattens
I
I
Ser Du, hvor med Nattens
Skygger Lyset kæmper,
medens Bølgen læmper
paa Stranden sit Slag; —
saadan, medens Hjærtet
sine Luer dæmper,
Tankens Klarhed kæmper
sig frem imod Dag.
Kom og ræk mig Haanden!
Bedst, naar først man kender
Alt, hvad Livet sender
af Ondt og af Godt.
Nu kan trygt vi vandre
sammen som to Venner; —
bedst, naar først man kender
hvor fejl man har traadt!
Føler Du, hvor kølig
Gryets Aande vifter
over Hjærtets Rifter
med Helsen og Fred?
Se, jeg staar beskæmmet
tier om Bedrifter
mellem Fjær og Vifter
og blues derved.
Morgnens kyske Dronning
med det Slør, hun sænker,
her min Andagt skænker
naadig Gehør,
mens min Attraa, lig en
Dødsdømt under Lænker,
knæler ned og sænker
sit Hoved og dør.